Scenekunst

Sort Sol live, Carlton og Wurst, 1987-1988

Sort Sol
1987-1988 Se tidslinje
Carlton på Vesterbrogade og Wurst (en nedlagt fabrik på vesterbro) Se kort

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

Den skræmmende kant

"Det lykkedes først Steen at ramme tonen efter fem år. Det var ikke tonen, vi gik efter, men udtrykket." Ordene er Peter Schneidermanns; guitaristen og medstifteren af Sort Sol. Om samme Steen Jørgensen har han også sagt: "Han sang fuldkommen pivfalsk, men det gjorde ikke noget. For han var jo sanger; det kunne man se på ham."

Eksplosion og kontrol

Peter Schneidermann, bedre kendt under navnet "Peter Peter", har nok ret. Steen Jørgensen anno 1977, dengang Sort Sol startede som punkbandet SODS, er den samme Steen Jørgensen, som optræder 10 år efter i Danmarks Radios tv-koncert i Vesterbros gamle pornobiograf Carlton. Og tv-optagelsernes Jørgensen er i hvert fald indbegrebet af en sanger: Som et stort kattedyr vandrer han op og ned ad scenens store stillads - på samme tid eksplosiv og kontrolleret. Som om han kunne eksplodere hvert øjeblik, det skulle være. 

Og tonerne? Dem rammer han nok mere rent nu, end han gjorde 10 år før. Men der er denne kant. Det er ikke falsk; men det er på kanten. Vi har fornemmelsen af, at Steen Jørgensen står på kanten af noget farligt. Måske på kanten af den Sorte Sol, et begreb, der fra ældgammel tid har symboliseret det onde. Og han kan tage os - publikum - med.
Ved siden af ham står guitaristerne Peter Peter og Lars Top-Galia som "The Evil Twins". De er ens klædt og med hamrende intensitet bakker de op om storbycrooner Jørgensen, og samtidig fortæller de deres egne forrevne guitarhistorier.

Energiudladninger

1987 albummet Everything That Rises...Must Converge (Alt hvad der stiger... må samle sig), blev Sort Sols kunstneriske gennembrud. Den dag i dag står det album uden sidestykke i dansk rock. I perioden omkring gennembruddet var gruppens koncerter noget af det mest kraftfulde og intense rockmusik, der er fremført af et dansk band.
Det var fortællinger fortalt gennem så voldsomme energiudladninger, at musikerne på samme tid opløser og danner scenen foran vores øjne. Oplevelsen river os med, river os ned. Derfra kan musikerne på scenen lokke os med ind i scenens forførelse. Som kun en rigtig sanger, et rigtigt rockband, med et rigtigt sceneshow kan gøre det.

Pladecover til Sort Sols Everything That Rises… Must Converge! 1986-87. ©Warner Music.
Scenekunst

Vidste du?

Kilde: Sort Sols hjemmeside

I december 1988 blev en sjælden single fra pladen Everything That Rises Must Converge udgivet - nemlig "As She Weeps". Singlen var en medlemsgave til medlemmerne af Den Danske Radeerforening (ja, sådan en forening eksisterer rent faktisk i Danmark!), der dette år kunne fejre jubilæum. Den anerkendte kunstner Knud Odde (bassist i Sort Sol) lavede 2 raderinger på b-siden af pladen, som blev udgivet i 550 nummererede eksemplarer, signeret af kunstneren selv. 

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

I februar 1986 spiller punkgruppen Sort Sol en koncert i den nedlagte pornobiograf Carlton på Vesterbrogade, en koncert hvis voldsomhed, decibel og tekniske og menneskelige selvdestruktion står tilbage som et af firsernes klareste udtryk for, hvad scenekunsten måtte gøre. Teater og scene måtte ødelægge sig selv for at genopstå.
Året efter spiller Sort Sol fire påskeforestillinger i en nedlagt Vesterbrofabrik, døbt Wurst, hvor vi alle må erkende, at disse fem besynderlige freaks er vores hjemlige hovedeksponent for den dekonstruerede, selvdestruktive og energiforfølgende scenekunst, der senere blev formaliseret på Volksbühne i Berlin og herhjemme i form af f.eks. Peter Langdal og senest Anders Paulin.

Lige fra den spæde begyndelse, hvor gruppen hed Sods, genkendte teaterfolk fra Erling Schroeder til Kirsten Delholm det unikke sceniske potentiale i det dengang fire personers store orkester. I deres tidlige punkår arbejdede Sods blandt andre med Billedstofteatret, men det er ikke i denne tydelige teaterrelation, at Sort Sol fortjener sin plads i den danske scenekunstkanon. Det er i de forladte fabrikker og biografer i 86 og 87, hvor en rockgruppe på fem – evil twins i front med tyrolertøj og militærhjelme, enarmede Steen Jørgensen i sort læder smuk som Montgomery Clift og de vokslignende baggrundsfigurer Thomas Ortved og Knud Odde – ødelægger og genføder scenekunsten som en primal drift i mennesket, sprækken i virkeligheden, hvor vi ser ind i døden og genopstandelsen. I sidste ende afslører Sort Sol, at det udelukkende er den levende scenekunst, der formår at indeholde vor tids opløsning som afrundet fastholdt værk.


Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)