Scenekunst

Ordet

Kaj Munk (1898-1944)
Opførst første gang på Betty Nansen Teatret, 1932 Se kort

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

Et under

"Er der ikke en eneste, der kan støtte mine hænder, mens jeg beder os underet ned? Jeg siger jer, at alt er muligt for den, der tror!"
Med de ord lægger familiens fromme søn Johannes sig ned foran båren med husets døde svigerdatter, Inger. Folder hænderne og beder; nej nærmest befaler: "Hør mig du døde! I Jesu Kristi Gravsprængerens navn: Så sandt Gud vil det. Vend tilbage til livet. Jeg siger dig, kvinde, staa op!" Og Inger rejser sig. Efter at have ligget fem dage i en kiste i husets fine stue vender hun tilbage til livet.

Kamp om Gud

Vi er i Vestjylland i 1920'erne; en fattig og religiøs del af Danmark. Her har den gamle Mikkel Borgen gennem 50 år kæmpet for at indføre den tilgivende og milde kristendom, "grundtvigianismen".

Hans projekt er lykkedes - hvis ikke det lige var for "indremissionen", der med sine vækkelsesmøder og bekendelser "... gør Gud til formand for et parti", som Mikkel Borgen siger. Den del af kristendommen vinder også frem; så meget, at det lille samfund efterhånden er splittet i to.
Heller ikke Mikkel Borgens egen familie er uberørt af striden. Sønnen Anders er forelsket i den jævnaldrende pige, Anne. Men Anne hører til hos "mørkemændene" hos Indre Mission, og både Mikkel Borgen og pigens far modsætter sig de unges kærlighed.

Digterpræsten

Kaj Munk var Danmarks store digterpræst. Frem til hans alt for tidlige død - han blev skudt af nazistiske soldater i 1944 - skrev han med udgangspunkt i præstegården i Vedersø i Vestjylland digte, artikler og dramaer. Det hele var gennemstrømmet af en stor tro. På Gud og på Guds ord som det milde og frelsende element i en barsk hverdag.
Således også i Ordet. Husets svigerdatter dør i barselsseng, og ved hendes dødsleje bøjer de to gamle fædre sig og lader deres børn, Anders og Anne, gifte sig med hinanden. Det ene mirakel fører det andet med sig: Straks derefter bliver Inger, gennem den fromme Johannes og hans store tro, vækket fra de døde. Sådanne mirakler kan kun Gud præstere. Men han kan kun gøre det gennem menneskers tro.

Preben Lerdorff Rye i Carl Th. Dreyers filmatisering af Ordet fra 1955. Foto: Scanpix.
ORDET PREBEN LERDORFF RYE
Kaj Munk tegnet af Knud Nørholm. Det Kongelige Bibliotek.
Scenekunst

Vidste du?

Kilde: Kulturcentret Assistens

"Mit navn er Kjeld Abell. Jeg afbryder forestillingen for at meddele, at teatrets digter, Kaj Munk, er blevet myrdet. Lad os vise ham vores respekt med et minuts stilhed".
Kaj Munk, som skrev Ordet, og Kjeld Abell, der har sit teaterstykke Anna Sophie Hedvig med i kulturkanonen, kendte hinanden personligt. I januar 1944 blev Abell vred over, at Det Kongelige Teater ikke ville aflyse forestillingen, da Kaj Munk var blevet myrdet af Gestapo. Derfor sneg Abell sig op på scenen midt under forestillingen og annoncerede budskabet. Konsekvensen blev, at han måtte flygte fra Gestapo og gå under jorden.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

I en dramahistorie præget af småborgerlig snusfornuft er digterpræsten Kaj Munks vanvittige og irrationelle skuespil Ordet på alle måder et særsyn. Et anfægtet værk, forfattet over en 6 dage lang skriverus, der lovpriser “bønnens mod” og forkynder “underets mulighed” i vore dage.
Handlingen er forlagt til Vestkysten, til Borgensgård, hvor den grundtvigianske storbonde Mikkel Borgen nægter sin søn Anders giftermål med den pige, han elsker, fordi hun kommer af en indremissionsk familie. Gamle Mikkels drøm er at se sin gård som det fortsatte samlingspunkt for sognets åndsliv, og den plan harmonerer kun dårligt med de missionske mørkemænd. Lige lidt hjælper det, at Mikkels godhjertede svigerdatter Inger forsøger at overbevise ham om, at meningsforskelle og gårdmandshandler må vige for kærligheden.

Ingers rene, ureflekterede barnetro kan ikke rokke de stridende parter. Først da Inger uventet dør i barselssengen for dernæst at blive genopvakt fra de døde af den sindssyge Johannes. Først da sejrer barnetroen over al fornuft.
Intet er nemmere end at kritisere Ordet. Både for stykkets radikale genreskred fra de første akters folkekomedie til de sidste akter, der antager karakter af mirakelspil. Og for den villede djærvhed, der ofte skæmmer dialogen og giver den et snert af kold kalkulering. Men kritikken forstummer, for Ordet er skrevet med en vildskab, der får en til at sluge det scene for scene. Det er vanskeligt at finde plads til tvivlen, så længe man befinder sig i Kaj Munks overspændte univers.

Ordet blev opført første gang i 1932 på Betty Nansen Teatret.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)