Scenekunst

Majonæse

Jess Ørnsbo (1932-)
Opførst første gang på Aveny Teatret, 1988 Se kort

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

Grimme, grumme, dumme menneske

Skal dramatik være morsom? Ja, ellers kan den ikke blive alvorlig! Ordvekslingen er Jess Ørnsbos, og taget fra den samtale, han fører med sig selv i programmet til uropførelsen af Majonæse i 1988. Stykket var egentlig skrevet til Århus Teater, men var blevet forkastet af dramaturgiatet, og skuespillerne ville gå i strejke, hvis de skulle spille med i sådan noget! Sådan noget. Men hvad er det for noget, Ørnsbo, uofficiel Danmarksmester i uhumsk skrivning, kaster i hovedet på os?

Billede fra dagens Danmark

Udgangspunktet er et billede af en familie: en tvangsgemytlig mandsling og en selvtilfreds, overmåde fed madamme og deres tre afstumpede børn. De var begyndt at tale til Ørnsbo. Fortælle deres historie. Om hvordan familien deler godt olierede karbade. Bortset fra storebror, han slår på tæven og er - ifølge mor: "Lige så lækker som marcipan". Og marcipan vasker man jo ikke?

Om lillebror, der sammen med Søs tjener penge ind til familien. De udser sig en rigmand. Søs, der ser godt ud, drikker ham fuld, og når de, godt lakkede til, kommer ned på gaden, smider lillebror sig foran bilen. Lader til at komme frygteligt til skade. Så er der grundlag for flere års afpresning. Og om naboen, hvis kat de hænger i benene ud af vinduet, og som familien ellers generer med sit møgbeskidte badevand - gennem et hul i gulvet lader de vandet risle ned i hans lejlighed.

Simpel overlevelse

Sådan skvulper og fedter personerne sig målrettet hen imod deres endelige undergang. Styret som de er af ønsket om simpel overlevelse - nærmest dyrisk. Ørnsbo er da også af den overbevisning, at den nok så berømte darwinistiske udvikling aldrig har fundet sted. Det er ikke de bedst egnede, der overlever, der findes mennesker, der - som denne familie - ikke er særligt godt egnede. Og lever deres liv som en brækket arm.
Det er virkeligheden. Hos Ørnsbo går man ikke i teatret for at blive fri for virkeligheden. Man går i teatret for at se virkeligheden. Og især alt det sorte, det ulækre, det unormale. Det er hamrende alvor. Men det er også morsomt!

Lone Helmer som moderen i den første opførelse af Majonæse i 1988 på Aveny Teatret. Foto: Gorm Valentin. Billedet er venligst udlånt af Teatermuseet i Hofteatret.
Scenekunst

Vidste du?

Kilde: Olesen og Olesens hjemmeside

Duoen Olesen-Olesen har på deres seneste album Solsort og forstærker en sang med, der hedder "Alt er Ørnsbo i dag", hvor Majonæseforfatterens efternavn har fået plads som et fremtrædende tillægsord i sangens omkvæd. Omkvædet lyder: Alt er Ørnsbo i dag Alt er halvt hejste flag Alt giver mig ubehag i det her satans nabolag.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

Majonæse fra 1988 chokerede publikum og anmeldere med sin ublu menneskelige hæslighed. Dramaet er først og fremmest et familiedrama, dernæst et underklassedrama og til sidst et sprogligt eksperiment i den gode gamle tradition: Dramatikeren der fungerer som et sprogligt overtryk i nogle undertrykte figurer, hvilket igen skaber en underholdende trykubalance mellem rolle og skuespiller, scene og virkelighed og mellem rollens psyke og sprog. Der er lagt op til teater. Men med hvilket budskab?
Lige siden den danske befolkning i form af Jeppe på Bjerget vågnede op i baronens seng og derfor blev stillet ansvarsløs over for sin egen fuldkomne magt, har der i den nationale fortælling været gevinst ved at søge nedad i samfundsklasserne for at finde den menneskelige og civilisatoriske sandhed om vort land.

Majonæse rammer derfor et sigtepunkt, der groft sagt forbinder Holbergs underklasseidioter med Soyas Parasitterne med 1970ernes socialrealistiske tv-teater. Men Ørnsbo siger stop: Trekantsligningen Underklasse=Grimhed=Sandhed er hos Ørnsbo så ekstremt udpenslet – sønnen i huset tjener penge til familien ved at kaste sig ud foran biler, søsteren sexafpresser penge ud af rigmænd, der desværre også er snotspisere, alle bader i samme badevand, og ingen kan tale, nærmere grynte – at den egentlige lære hos Ørnsbo er: Stop den nationale fortælling. Der findes ingen nation, kun mennesker, værre og mere beskidte end dyr. Og det er vi da alle enige om.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)