Scenekunst

Julemandshæren

Teatergruppen Solvognen

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

Virkeligheden i teatret

Præcis kl. 12, 18. december 1974, væltede 100 julemænd i rød-hvide dragter ud af Norgesbådens bildæk for - i ugen op til jul - at fylde København med rød-hvid glæde. De stod på rulleskøjter, de sang, de havde levende dyr med sig. De besøgte plejehjem, hvor de underholdt med gamle skillingsviser; de besøgte skoler, hvor de legede gamle lege med børnene og uddelte alternative historiebøger; og pludselig stod de alle sammen i stormagasinet Magasin. Her delte de gaver ud til stormagasinets kunder. Gaver, som de havde pillet ned fra butikkens hylder.

Ny argumentation

"Det vigtigste var ikke, om vi havde ret; det vigtigste er, at vi argumenterede på en ny måde," skriver Nina Rasmussen, der var med til at starte teatergruppen Solvognen i 1969.

Solvognen havde hjemsted på Fristaden Christiania. Teatergruppen ønskede at skabe politisk aktionsteater via humoristisk og fredeligt udførte protester. De var blandt andet rettet mod stigende mælkepriser, det imperialistiske USA's undertrykkelse af den oprindelige befolkning (aktionen Wounded Knee) og NATOs eksistens (aktionen Natohæren) - samt ikke mindst: kommercialiseringen og småborgerliggørelsen af julen. Det er her, julemandshæren går i aktion.

Er det teater?!

Solvognen, der blev nedlagt i 1983, spillede med i virkeligheden, og virkeligheden spillede med i Solvognens teater. Når de 100 røde julemænd drog ud i Københavns gader, var alle 100 opsat på at "spille rollen" som den naive julemand, der tror på glæden og godheden. Når de stødte sammen med politiet, blev anholdt af dem, blev lagt i håndjern, var det, fordi politimændene lige så troligt spillede deres roller. Alle sammen. 
Den ugelange forestilling fik et endnu længere efterspil. I landets aviser rasede der i månederne efter en heftig debat. Om ytringsfrihed (og grænser for samme), om demokratiets almene tilstand, om teater - og definitionen af samme. For er det teater, når 100 julemænd går ind i Magasin og deler gaver ud? Solvognen mente ja.

Teatret Solvognens Julemandshær i 1974. Arrestation af en julemand. Foto: Scanpix
Solvognen
Scenekunst

Vidste du?

Kilde: Nina Rasmussen: Solvognen, Rosinante, 2002

En gigantisk gås med julemænd myldrende ud af maven. Det var oprindeligt Solvognens tanke, da de lavede den "trojanske gås" til Julemandshærens aktioner. Idéen var desværre for besværlig at føre ud i livet, men kæmpegåsen blev til gengæld trukket af julemændene hele vejen gennem Københavns gader fra Christiania til Rådhuspladsen. Faktisk var gåsen så enorm, at granguirlanderne i det julepyntede København kom i fare, og på Knippelsbro var det nødvendigt at bøje gåsens hals for at få den med hele vejen til bestemmelsesstedet. 

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

I 1974 gennemfører den Christianiabaserede teatergruppe Solvognen en 8 dage lang aktion mod arbejdsløsheden. Julemandshæren, kalder de den. Ikke bare fordi den løber af stabelen i dagene op mod jul, men fordi den tager afstand fra den kapitalistiske juls konsumterror. Julen som superborgerligt ritual og følelsesmæssig skuffelse. 

Forklædt som julemænd uddeler de medvirkende historiebøger til skoleelever, synger for de gamle på plejehjemmene, og på Politigården forærer de beredskabsstyrelsen en juleplatte. Men så er julemanden færdig med at være sød og rar. Nu skal det være alvor, og julemændene beslutter sig for at gå i flæsket på den amerikanske bilfabrik General Motors, der netop har besluttet at nedlægge virksomheden i Danmark, hvor arbejdslønnen er for høj. 



Da den hvidskæggede hær pludselig dukker op i Magasin og begynder at forære varerne bort, går aktionen i dialog med hele befolkningen. “Glædelig jul”, råber de “I dag er der ingen, der skal betale.” Børnene græder ved synet af julemændene, der bliver ført bort i salatfade, og de sidste insisterende julemænd går i banken, hvor de forsøger at optage et lån på 50 mio. kroner. De kræver kapital til folkets behov.
Smilet i København stivner, efterhånden som Julemandshæren viser sit sande ansigt: Aktivisme på grænsen mellem civil ulydighed og teater. Det aktivistiske teater er antitesen til det normale teater, idet gentagelsen og indøvelsen er en del af teatrets kunstige virkelighed. Med andre ord er det konservative element uløseligt forbundet med teaterkunsten. Julemandshæren forsøgte at sprænge disse æstetiske rammer, og det er for dette snigangreb, vi her hylder dem.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)