Scenekunst

Jeppe på Bjerget

Ludvig Holberg (1684-1754)
Første gang opført på den første Danske Skueplads i Lille Grønnegade Se kort

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

Hvor er jeg? 

Dagen før har han været på druk - som så mange gange før. Dagen før fik han tæsk af konen - som så mange dage før. Dagen før drak han sin sidste mønt op - som rigtigt mange gange før. Så da han i sin brandert lagde sig til at sove på møddingen, var han sikker på, at når han vågnede igen, var det til et sandt helvede: Tømmermænd, en sur kone og ingen penge!
Han gnider sine øjne. Og da han ser, hvad han ser, gnider han dem igen. Så bliver han først rigtigt forskrækket. Fint klædte tjenere hilser ham høfligt godmorgen. I stedet for sit beskidte tøj har han fin skjorte på. Han får den fineste vin at drikke og den dyreste mad at spise.

En grov spøg

Jeppe er blevet lagt i baronens seng. Aftenen før, da baronen og hans hoffolk kom forbi den sovende Jeppe på møddingen, fik de idéen til at lave denne spøg med Jeppe. Da først Jeppe har fået søvnen ud af øjnene, og masser af god vin ned i maven, tror han gerne - alt for gerne - på det, som de fine folk siger: At det er ham, som er baronen. Jeppes sorgfrie liv som hersker varer kun en eneste lykkelig dag. Da han vågner op næste gang, er det ikke kun med tømmermænd. Det er også til en sur kone, en tom pung og til sit stadig lige så triste liv som fattig sjællandsk bonde.

Vi skal bruge vores fornuft

Ludvig Holberg var én af de første danske dramatikere, der skrev på dansk. Inspireret af den romerske komediedigter Plautus og franske Molière skrev han stykker, som skulle oplyse det voksende danske borgerskab om fornuft og ufornuft. Og sætte borgerne i stand til at skelne mellem ret og uret. Ligesom mange andre af oplysningstidens forfattere, havde Holberg tillid til intellektet og den logiske tankes klarhed. Hvis den fordrukne Jeppe havde brugt lidt mere af det, ville det ikke være lykkedes for baronen og hans folk at drive gækken med Jeppe så langt.
Det er skægt at se den dumme bonde tro, at han kan slippe godt fra at herse med ridefogeden og baronens sekretær. Mens vi griner af Jeppe, lærer vi samtidig, at vi ikke skal tro på alt, hvad vi hører og ser.

Kenneth Milldoff in the role of Jeppe - from Malmö City Theater's play Jeppe 96 after Ludvig Holberg's Jeppe on the Hill. Photo: Anders Mattsson.
Buster Larsen as Jeppe in the Baron's Bed in the movie Jeppe on the Mountain. Photo: Rolf Konow / Scanpix.
Jeppe på Bjerget
Scenekunst

Vidste du?

Kilde: Arkiv for dansk litteratur

l 1728 afslørede Ludvig Holberg, at han havde skrevet komedier og digte under pseudonymet Hans Mikkelsen. Det kom dog ikke som den helt store overraskelse for den litterære offentlighed, der i mange år havde vidst besked om, hvem den "mystiske Hans Mikkelsen" i virkeligheden var.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

Jeppe vågner op i baronens seng og ved ikke, om han er vågen eller blot drømmer. Jeppe åbner øjnene med løkken om sin hals, overbevist om, at han er død. Jeppe har ondt af alle de niveauer af virkelighed, et næsten moderne menneske må mestre for at kunne begå sig i verden.


Dramaet Jeppe på Bjerget åbnede lemmen til afgrunden hos den danske folkementalitet. Holberg introducerede her som uafviseligt folkeligt ikon den danske taber, undermåleren, alkoholikeren, tåben. I kølvandet på figuren Jeppe har vi tyven Egon Olsen, Flyttemand Olsen og Grisehandler Larsen, ja, næsten den samlede danske film- og tv-skat. De smarte men misforståede og ærlige idioter, som vi i vores højkomplekse samfund til stadighed ønsker at være for at frafly ethvert politisk eller eksistentielt ansvar.



Dramaet er ganske enkelt genialt og derfor farligt. I sin underholdende leg med virkelighedsplaner – sociologiske, metafysiske og erkendelsesteoretiske – inddrager Holberg alt fra Descartes’ syv meditationer til den mørke politiske tænkning hos Hobbes. I sidste ende taler Jeppe på Bjergets antidemokratiske og konservative dyder for døve øren. Mere end noget andet har dette drama hen over det danske land sluppet en afskyelig, løssluppen folkesjæl løs, der til stadighed hærger og ødelægger alene ved geni. Det er kunst som anarki, det højeste mål.
    


Jeppe på Bjerget blev opført første gang et sted mellem slutningen af september og årets udgang i 1722 på den første Danske Skueplads i Lille Grønnegade. Trykt første gang i 1723.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)