Scenekunst

Enetime

Koreografi: Flemming Flindt (1936-2009)
, Komponist: Georges Delerue (1925-1992)
Blev opført første gang på Opéra Comique, Paris, 1963 Se kort

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

Dans til døden

Har du nogen sinde haft fornemmelsen af, at en lærer er så opsat på at give sin viden fra sig, at han - eller hun - vil gøre, hvad som helst for, at du skal lære? At læreren ikke kan bære, når det viser sig, at du slet ikke er den mønsterelev, han troede?
La Leçon hedder skuespillet af den rumænsk/franske absurde dramatiker, Ionesco. Det handler om en gal matematik- og sproglærer, der dræber sine elever. I Flemming Flindt dansede version er læreren selvfølgelig danselærer. Og det er med ønsket om at lære den svære tåspidsdans, at unge kvinder troskyldigt ringer på døren til hans kælderstudie.

I en kælder fuld af drifter

Hernede er der fyldt med undertrykte drifter. Pianistinden, som udmærket er klar over lærerens perverse tilbøjeligheder, træder rundt i neurotiske små firkanter, mens hun vrider sine hænder i sit seksuelt tilknappede skød. Balletlæreren krabber sig sidelæns ind ad døren, og kan knapt åbne sine hænder og arme til den almindelige høflighedsfrase: at sige goddag. Og eleven, som tror, at nu skal hun endelig lære at danse, bliver smågramset på og kostet rundt af læreren: "Lidt højere", "lidt længere", "lidt mere". Mere dans i de blodig-vabel-skabende tåspidssko!

Fra tekst til krop

Som koreografi er Enetime et mønstereksempel på, hvordan en begavet og skarp tekst kan blive endnu mere gribende og uhyggeligt, når den bliver oversat fra tekst til krop af en begavet koreograf, der har fornemmelse for værkets essens, i dette tilfælde det absurde. Vi kan mærke det ind i vores knogler; fra første trin aner vi, hvordan det ender. Danselæreren vil jo hellere se eleven død, end se hende opgive de svære trin i tåspidsskoene. Der ingen vej tilbage. Dansetimen ender... med hendes død. Oppe på gaden venter den næste unge pige. Venter på at komme ned i kælderstudiet og lære at gå på tå.

Solo dancers Nikolaj Hübbe and Gudrun Bojesen in The Royal Theatre's performance of Enetime from 2002/2003. Photo: Matin Mydtskov Rønne.
Thomas Lund and Ida Praetorius in The Royal Ballet's setup in 2011/2012. Photo: Costin Radu.
Scenekunst

Vidste du?

Eugene Ionesco, der oprindeligt skrev Enetime som skuespil, blev så begejstret for Flemming Flindts balletversion af stykket, at han med det samme sagde ja til at samarbejde med Flindt om at lave en ballet til tv. Resultatet blev balletten Den unge mand skal giftes, der blev vist på tv i hele Europa.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

Flemming Flindts Enetime er et værk, der ikke alene har gjort sig i Danmark, men også internationalt. Det er et fremragende eksempel på, hvad scenisk kunst er og kan. Skabt til dansk tv i 1963 blev Enetime året efter overført til scenen både i Paris og på Det Kongelige Teater i København.
Forlægget for Enetime er den absurde, dramatiske forfatter Eugène Ionescos skuespil La Leçon. Skuespillet er en dæmonisk besættende historie om en gal matematik- og sproglærer, der dræber sine elever. I Flindts version er den gale lærer blevet en syg, sadistisk danselærer.
Flemming Flindt foregriber her – som i sine værker i øvrigt – en international “world theatre”-bølge, som er blevet langt tydeligere i dag end dengang, han skabte sine værker. Denne bølge indbefatter blandt andet, at man lader sin genre – her balletten – svømme ud over egne grænser og spille sammen med og lade sig inspirere af andre genrer.

Flemming Flindt er også en typisk repræsentant for auteurkunstneren, der skaber, iscenesætter og indimellem selv optræder.
Musikken er et foruroligende, filmagtigt partitur af franskmanden Georges Delerue. Flindt er dybt original og nyskabende i sin brug af og sans for at indføre psykologisk realisme, ægte karakterer, en næsten thrilleragtig energi samt en bunden erotik i en ellers ofte abstrakt kunstart. Alligevel er de stærke, symbolladede billeder, som også er en styrke for balletten som genre, i høj grad til stede. Også i Bernard Daydés suverænt meddigtende kælderdekoration.

Enetime blev opført første gang på dansk tv den 16. september 1963, på Opéra Comique, Paris den 6. april 1964 og på Det Kongelige Teater den 1. oktober 1964.


Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)