Scenekunst

Aladdin, eller den forunderlige lampe

Adam Oehlenschläger (1779-1850)
Første gang opført på Det Kongelige Teater, 1839 Se kort

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

En forunderlig skæbne

Tænk, hvis du kunne få alt, hvad du ønsker dig? Du skulle bare sige, hvad det var; og så kom det flyvende hen til dig. Det sker for den unge skrædderknøs Aladdin. Med skumle hensigter lokker en ond troldmand, Noureddin, ham ned i en mørk hule for at hente en gammel og irret lampe, der ikke ser ud til at være noget særligt. Men den rummer den største skat: Når Aladdin gnider på den, kommer lampens ånd til syne. Og den kan opfylde alle hans ønsker. Om det så er prinsessen eller hele kongeriget. Hamrende uretfærdigt er det. Det synes i hvert fald den grumme troldmand Noureddin; han, som gennem mange års slid fandt frem til hulen og førte Aladdin derhen.

Kendt historie

Synes du, du kender historien? Så har du ret! Disney har lavet en tegnefilm over eventyret, der er hentet fra samlingen af arabiske fortællinger, 1001 nat. Det samme har den danske digter Adam Oehlenschläger.

Han var stærkt inspireret af den tyske romantiske bølge og dykkede ned i vores nordiske historie og folkekultur og skrev Guldhornene i 1802. To år senere var det orienten og dens mystik, der dannede baggrund for hans alenlange eventyrspil Aladdin.

Orienten i København

Stykket er skrevet på vers og har et mylder af figurer. Alle taget direkte ud af København i starten af 1800-tallet. Med sin snusfornuft og djærve energi ligner Aladdins mor enhver anden skrædderkone fra datidens gader og stræder. Troldmand Noureddin er blevet til en jødisk købmand, der med sin konstante jagt på den gode handel lever op til den tids fordomme om jøderne som pengegniere. Og Aladdin? Ja, han ligner vel enhver af de dovne knægte, som den unge digter Oehlenschläger ser rende forbi nede på gaden.  

Født til lykke

At det går Aladdin så meget bedre end de fleste andre unge, skyldes en ting: Aladdin er ikke skræddersøn, men søn af en emir, en arabisk fyrste. Aladdin er født til den lykke, han opnår gennem lampen og dens ånd. Sådan havde alle verdens væsner deres forudbestemte plads. Den tids mennesker var født til enten at være skræddere, gejstlige eller kongelige.
Først da grundloven blev indført i 1849 og næringsfriheden i 1859, ophørte denne "kosmologiske verdensorden" med at lægge hindringer i vejen for slidsomme lykkejægere - som for eksempel den stræbsomme troldmand Noureddin.

Brønden på pladsen St. Sophie ved Seraillets port i Constantinopel, 1846. Malet af Martinus Rørbye. Foto: Ole Hein Pedersen.
Adam Oehlenschläger. Det Kongelige Bibliotek.
Scenekunst

Vidste du?

Kilde: Arkiv for dansk litteratur

Var det noget med et 300 sider langt manuskript på vers? Sådan ser Oehlenschlägers oprindelige udgave af Aladdin ud. Ikke ligefrem lettilgængeligt stof for vore dages sceneinstruktører. I dag opføres stykket altid i en bearbejdet form, og har man ikke lige mod på at kaste sig ud i de mange vers, kan man glæde sig over, at den danske forfatter Kåre Bluitgen har genfortalt Oehlenschlägers eventyr i prosaform og på lidt færre sider. Bluitgens Aladdinbog blev udgivet i starten af 2006.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

I disse integrationstider er det betryggende at vide, at en af hjørnestenene i den danske dramalitteratur tager direkte afsæt i et af den arabiske kulturs litterære hovedværker. Historien om Aladdin, den af lykken tilsmilede, stammer fra 1001 nats eventyr, og den udspiller sig hos Oehlenschläger som et eklektisk møde mellem muslimsk tankegang og guldaldertidens København.
Over 5 lange, versificerede akter – skuespillet strækker sig i uforkortet stand over flere hundrede sider – følger vi den unge Aladdin, fra han som uansvarlig døgenigt strejfer omkring i Ispahans gader og til forældrenes bekymring ikke tager sig noget fornuftigt til, til han ved lystspillets slutning, modnet og ansvarsbevidst, er blevet sultan over Persien. En udvikling, der på det ydre plan muliggøres af de to magiske rekvisitter trylleringen og den forunderlige lampe, og på det indre plan motiveres gennem kærligheden til den skønne Gulnare, som han først skal gøre sig fortjent til gennem indsigt og viden.

Selv om appelsinerne daler direkte ned i lykkebarnet Aladdins turban, så er det også sådan, at den letvundne lykke forsvinder lige så hurtigt, som den kom. Den bestandige lykke derimod skal tilkæmpes gennem modgang. Ikke forstået på den måde, at lykke tildeles efter fortjeneste, for i dette romantiske univers er lykken kun noget, der tilfalder den af skæbnen udkårne, geniet, mens vi andre på trods af alle hæderlige anstrengelser kun får lamperøg.

Aladdin, eller den forunderlige lampe blev opført første gang den 17. april 1839 på Det Kongelige Teater.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)