Scenekunst

Kanon for Scenekunst

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

Hvordan fastholde og dokumentere øjeblikkets kunstart? Hvordan opstille en scenekunstkanon, hvilket som udgangspunkt er en umulig opgave? Måske skulle vi have ladet være? Men vi er hver gang endt med, at der er noget, der er vigtigere, end at opgaven er umulig. Nemlig at vi nægter at forpasse chancen for at give oplevelser videre inden for den scenekunst, som betyder så meget. Vi vil have budskabet ud: Scenekunsten kan noget særligt som kunstart! Prøv det! Vi kan ikke leve foruden. Og det synes vi heller ikke, at andre skal!

De er resultatet af et samspil med hele verdens teaterstrømninger. Som når Aladdin bringer Mellemøsten til Dyrehaven, når Bournonville henter Sylfiden i Paris, når Dirch Passer måske låner lidt til sit fingernummer fra Las Vegas, og når Sort Sol er tungt inspireret af den tyske undergrund
Kanonudvalget for scenekunst

en mest grundlæggende udfordring, vi har stået over for, er at indkredse, hvad scenekunst overhovedet er for en størrelse, og hvordan vi kan dokumentere og fremlægge denne øjeblikkets kunstart. Hvor publikum og aktører må være til stede på samme tid, og værket fordufter fra den reelle verden, samtidig med at tæppet falder. Og hvor en forestilling aldrig er den samme fra aften til aften.

Selvfølgelig findes der teaterstykker på skrift, men det er jo ofte kun et udgangspunkt, som bliver bearbejdet både sprogligt og dramaturgisk. Og tænk på alt det, der skal lægges til en tekst eller en koreografi for at gøre den levende: en fortolkning fra instruktøren, det visuelle fra scenografen i form af rumlighed, farveholdning, dekoration og kostumer, skuespillernes og dansernes arbejde, maskeringen, lysinstallationen, lydbilledet og musikkens suggestion.

Endelig kan man også tænke på det særlige omkring scenekunsten, at den konstant udfordrer, fortolker og levendegør vores kulturarv. Det repertoire, som fremlægges hver eneste sæson, bygger jo for det meste på eksisterende værker. Det ville i en vis forstand svare til, at tegningerne til Operahuset i Sydney hvert år blev fortolket af nye bygherrer, at “Sult” blev indspillet hver ny sæson, og at “Kongens Fald” blev omskrevet år efter år.

I kanonudvalget for scenekunst har vi læst, lyttet, set og hørt, diskuteret og overvejet. Vi har vendt indlysende, svære, mærkelige, irriterende, overraskende og suveræne værker mellem hinanden. På trods af de store udfordringer med scenekunstens væsen i forhold til opgaven fik vi rimelig hurtigt opstillet nogle solide præmisser for, hvad der gør et scenisk værk kanonværdigt. Nogle præmisser, som vi i udgangspunktet følte os overbeviste om, ville holde, men som det skulle hurtigt vise sig at være nødvendigt at gøre nogle undtagelser fra. Disse kriterier for et kanonværk er:

Værket skal repræsentere et nybrud, skal fortælle en medrivende, fællesmenneskelig historie, der rækker ud over sin tid. Det skal kunne udfordre publikum og teaterfolk af i dag, have vist sig holdbart i virkelighedens verden og repræsentere et unikt håndværk. Det skal kunne spilles i dag og give mening for dem, der vil fortælle historien, men først og fremmest for det publikum, der skal modtage og bruge det. Men vigtigst skal værket have den særlige kvalitet, at det nærmest skriger på at blive iscenesat og i særlig grad lever i mødet med publikum.

Tidsmæssigt har vi valgt at afholde os fra værker fra de seneste 10 år, fordi de helt nye værker endnu ikke har vist deres bestandighed. Men mere vigtigt, fordi nutidens meget dygtige dramatikere og koreografer efter vores vurdering endnu ikke har lavet deres største værker. Det synes vi, er værd at vente på! At det betyder, at den moderne dans og de nyeste brud på scenekunsten ikke er med i kanonen, og at eksempelvis Line Knutzon, Katrine Wiedemann og Tim Rushton glimrer ved deres fravær, må vi så leve med. Vi er overbeviste om, at de vil finde plads, hvis der om nogle år laves en ny scenekunstkanon.

Udvalgskriterier


Værkerne i kanonen er:
• er fra før 1990
• repræsenterer et nydbrud
• repræsenterer helt unikt håndværk
• udfordrer publikum og teaterfolk af i dag
• skriger på at blive iscenesat

Da vores kanonliste skulle stå virkelighedens prøve, begyndte problemerne for alvor at trænge sig på. Vores kriterier harmonerede fint med den del af dramatikken, der har litterære kvaliteter. Men hvad med performanceteatret og hele det nye, visuelle, teknologiske multimedieteater? Hvad med den rendyrkede komik, revyen, musicalen og det folkelige teater? Alt det der lever af øjeblikket. Meget af det teater, der præger vor tids teaterbillede, er umuligt at dokumentere og argumentere for i forhold til en traditionel værkopfattelse og kanontanke. Samtidig er det afgørende at fastholde diversiteten og mangfoldigheden.

Vi endte med at måtte gøre nogle vigtige undtagelser og pege på nogle værker, der ikke kan spilles igen, værker som er tidstypiske og borte. Hvordan giver man forsvundne oplevelser videre til de kommende generationer? Og hvorfor dog vælge sådanne værker?

Fordi de repræsenterer nogle former for scenekunst, der er af mindst lige så stor betydning som de elskede klassikere. Og fordi de repræsenterer pejlemærker for de dele af scenekunsten, der i allerhøjeste grad lever, er og udvikler sig lige nu. Valget er derfor en opfordring til at gå ud og møde de magiske scenekunstværker, der ikke findes sammen med plyssæder og kukkasser, men har andre former, udtryksmåder og steder.

Vi ville godt have haft endnu flere af disse særlige scenekunstoplevelser med: At eksempelvis Hotel Pro Formas “Operation: Orfeo” eller Cantabile 2’s “Helvede” ikke er at finde på listen, skyldes alene benhård prioritering af de 12 pladser!

Vi ønsker at vise det utrolige oplevelsespotentiale, al den saft, kraft og mangfoldighed, der ligger i scenekunsten. Og vi vil gerne understrege, at nok er værkerne danske, men alt andet end øer! De er resultatet af et samspil med hele verdens teaterstrømninger. Som når Aladdin bringer Mellemøsten til Dyrehaven, når Bournonville henter Sylfiden i Paris, når Dirch Passer måske låner lidt til sit fingernummer fra Las Vegas, og når Sort Sol er tungt inspireret af den tyske undergrund. Men måske allermest i de mange almenmenneskelige historier, der fortælles i scenekunsten, og som grundlæggende rummer samme dybde, kærlighed og smerte, uanset om den foregår i København eller Verona.

Vi håber, at modtagerne af kanonen vil se, diskutere, sætte indgroede opfattelser til diskussion og på den måde medvirke til en bredt forankret debat om, hvad scenekunst er, og hvad den kan bruges til i år 2006.

Vi bilder os ikke ind, at den kanon for scenekunsten, som vi her præsenterer, vil vare århundredet ud. Tværtimod. Teaterlivet udfordrer os konstant, fortolker og levendegør vores kulturarv og udgiver en dynamisk scenekunstkanon hver eneste sæson, når repertoiret planlægges, og billetterne sælges. Scenekunsten findes kun på scenen! Hvor den kun lever i nuet og mødet med dig! Vær der, når det sker!

Kanonudvalget for Scenekunst (2005-06)

 

Fra venstre:
Karen-Maria Bille (1956-) Dramaturg
Jokum Rohde (1970-) Forfatter og dramatiker
Sonja Richter (1974-) Skuespiller
Erik Aschengreen (1935-) Forfatter, lektor og balletkritiker
Flemming Enevold (formand)(1952-) Skuespiller, instruktør og teaterdirektør

 

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)