Musik

Værsgo

Kim Larsen (1945-2018)

Af Peter Elsnab, journalist og Jesper Nykjær Knudsen, musikredaktør og kulturjournalist, 2006

Sange fra baggården

Når man lytter til Værsgo, er man ikke i tvivl om, hvorfor Kim Larsen ofte bliver kaldt "Danmarks nationalskjald". Den på det tidspunkt 28-årige sanger tog sig et frikvarter fra Gasolin' og gav den som københavnsk gårdsanger og historiefortæller med et album, der lyder, som om det er indspillet ved et lejrbål. Som en hyggelig jamsession, hvor nogen har gemt en båndoptager i en guitarkasse.

Sange fra nærmiljøet

Værsgo udkom i en kaotisk tid med oliekrise, kønskamp og Vietnamkrig, og kunsten var fyldt med firkantede paroler og storpolitiske dagsordener. Kim Larsen betragtede i stedet verden fra sit nærmiljø på Christianshavn, og gennem områdets mangfoldighed og skæve eksistenser formåede han at udtrykke noget almengyldigt.

Kim Larsen vil slå et slag for solidariteten og fællesskabet, og gør det gennem ukomplicerede sange, der sprogligt er lige ud af landevejen. "Nanna med den røde mund / og lange sorte negle / Hun drikker og hun er lidt dum / så hun er glad / Det' så trist, det' så trist siger de", lyder det i sangen "Nanna", der gør op med tidens mantraer om effektivisering og ensretning.

Oprør og tradition

Men Værsgo er også en ungdomsplade. Sangene udtrykker den oprørstrang og tro på en bedre verden, som er en del af at være ung, og samtidig emmer de af nysgerrighed på livet og kærligheden. For eksempel i nummeret "Maria" med linjer som "Kærlighed ved første blik / og en lille pose slik / og en film vi aldrig så / da vi hen ad gulvet lå".
Men Værsgo retter også blikket bagud. Kim Larsen er inspireret af Danmarks folkelige musiktradition - fra viser over folkemusik til højskolesange. Tilsvarende har senere generationers musikere hentet inspiration hos Kim Larsen. Det blev understreget i 2005, da hele Værsgo blev genindspillet med titlen Værsgo 2 af en lang række yngre kunstnere som blandt andre Nephew, Ataf og Tue West.

Cover for Værsgo, 1973. Drawing by Peder Bundgaardd ©Sony Music
Populærmusik

Vidste du?

Kilde: Kim Larsens hjemmeside

Værtshuset Reimars Kælder i Rømersgade i København fik lige efter indspilningen af Værsgo besøg af Kim Larsen, der kom for at fejre færdiggørelsen af sin nye plade med en kold bajer. I kælderen lyttede han til den lokale klaverbokser Magnus, der spillede sangen "Engang var jeg vidunderbarn". Larsen var glad for sangen og ville gerne have haft den med på Værsgo, hvilket den som bekendt ikke kom. 28 år senere fandt han endelig plads til sangen på albummet Sange fra glemmebogen.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

Værsgo udkom i 1973 og dumpede ned i en kuldslået og forvirret tid med oliekrise, arbejdsløshed, jordskredsvalg og EF-spørgsmål, og hvor begreber som fællesskabsfølelse og solidaritet var under pres.
Albummet holdt imidlertid fanen højt ved at hylde netop disse folkelige egenskaber. Bag musikken fornemmede man et stærkt fællesskab mellem Kim Larsen og hans musikalske venner, der jammede og hyggede sig gennem albummet. Lytteren blev til en del af dette fællesskab, fordi Værsgo inviterede alle og enhver, der gad lytte, helt indenfor i stuen, hvor Larsen og gutterne så at sige lige greb guitarerne og gav et par sange, deriblandt ‘Joanna’, ‘Blaffersangen’ og 15 andre små perler. Og albummet emmede af solidaritet – med Larsens eget miljø på Christianshavn (og dets i mere end én forstand skæve eksistenser) såvel som med den urbane, folkelige tradition, han selv var rundet af.

Derved trak Værsgo en linje tilbage til 1960’ernes troubadourer som Cæsar, Per Dich og Povl Dissing og pegede samtidig frem mod navne som Jan Toftlund og Lasse Helner. Og det har i 2005 fået en ny generation af sangere til at hylde albummet på antologien Værsgo 2 med genindspilninger af alle sangene.
Sangenes uformelle og underspillede karakter bragte dem i øjenhøjde med hverdagslivet i en grad, så man efter afslutningsnummeret, ‘Christianshavns Kanal’, kan høre Larsen sige til teknikeren på den anden side af glasruden: “Der var altså et par kiks – øh, det kan godt være, man ikke kan høre dem”. Han havde helt ret: Man kunne – og kan – ikke høre dem. Dertil er sangene på Værsgo for eviggyldige og slidstærke. Og man fornemmer fortsat deres vitalitet, hver eneste gang man lader Larsen invitere sig indenfor.

Musik
Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)