Musik

Tidens tern

C.V. Jørgensen (1950-)

Af Peter Elsnab, journalist og Jesper Nykjær Knudsen, musikredaktør og kulturjournalist, 2006

Verbale lussinger

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når "CV" alias Carsten Valentin Jørgensen spidder danskerne på albummet Tidens tern. Småborgerligheden revses usentimentalt i den molstemte regnvejrstone, der er CV's varemærke.   
Charterferier og kreditkøb kan ikke dække over ensomhed og meningsløshed. Og danskere i spansk skattely får en verbal lussing på den iørefaldende landeplage "Costa del Sol", som vi fortsat skråler med på i dag. Men opdager alle nu også det spydige budskab, når det pakkes ind i det glade omkvæd om "Costa del Sol hvor solen den danser"?

Original sprogfornyer

En klokke burde dog ringe, når det fede liv på solkysten karakteriseres som: "vort nynazistiske og asociale sammenhold". CV's giftige pen og sortsyn er dog klædt i en bredt appellerende, amerikansk inspireret rocklyd fra produceren Billy Cross, og albummet er hans mest populære og folkelige til dato. På dette tidspunkt har nordkøbenhavneren CV Jørgensen udviklet sig fra en Bob Dylan-inspireret folkmusiker på debuten i 1974 til en original, modernistisk singer/songwriter med opfindsomme sprogblomster og et skarpt, kritisk blik.

Kraftige aftryk

"Sommeren er forbi nu/ og den nærmest fløj af sted/ tomhændet står du tilbage og ka' slet ikke følge med / det sortner for dine øjne / mens du stirrende står her og ser / endnu et dødt løb bli kørt med dig som blind passager", synger han elegant og sort-romantisk på nummeret "Sæsonen er slut".
CV's på én gang opfindsomme, præcise og underfundige greb om ord har lige siden sat sit klare aftryk i dansk musikhistorie. Hans udødelige tekster har inspireret flere af nutidens store sangskrivere som Peter Sommer, Jens Unmack, Klondyke og Mikael Simpson, der heller ikke er blege for at dele mere eller mindre kærlige verbale lussinger ud.

C.V. Jørgensen i Sweet Silence Studio 1985. Foto: Gorm Valentin.
Coveret til Tidens tern, 1980. ©Warner Music.
Populærmusik

Vidste du?

Af Heino Hansen

Da Solvognen blev pløjet op af den vestsjællandske muld i 1902, troede opsynsmand Frederik Willumsen, at han havde fundet et stykke legetøj. Han forærede derfor hestefiguren til sin søn og lagde resten på loftet. Det var først, da naboen efter nogle dage opdagede, hvad det var, Willumsen havde fundet, at genstanden blev anmeldt til Nationalmuseet. 

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

Det er længe siden, den danske sang var en ung blond pige. I tilfældet Carsten Valentin Jørgensen er den en misantropisk og sylespids iagttager af ikke bare Danmark, men den egoistiske bagside af det danske sindelag. Tidens tern udkom i 1980 efter roste albums som f.eks. Storbyens små oaser. Og gav ham hans værste og bedste stund. Han hader nemlig offentlighed lige så meget, som han elsker musik. I Billy Cross fik C.V. Jørgensen en producer og medkomponist, der finsleb musikken, så den blev forræderisk skarp som det uskyldigt udseende barberblad. Og Cross fik C.V. til at indse, at han hidtil forgæves havde forsøgt at blive del af et band. Nu stod han ved sig selv, og i fokus stod hans raspende Dylanfarvede stemme, fuld af dobbelt- og klangbund.

Tidens tern er en rockmusikalsk forlængelse af Svantes viser, men med giftigere brod. ‘Costa del sol,’ flamencoen om de danske skatteflygtninge, blev årets hit, og det siger alt om sangens styrke, at den også blev det på Costa del sol, hvor de skrålede med på at have det herligt “i vort nynazistiske og asociale sammenhold.” ‘Guerillarock’ kunne man kalde denne mainstreamunderminerende musik. Men når ‘Costa del sol’ er sunget færdig, er der plads til større sange som ‘Sæsonen er slut’ og ‘Amor & den sidste pil’, hvor sproget med en rifbjergsk sanselighed i sig selv bliver melodibærer. En danskhed med samme farlige sarthed som et edderkoppespind.

Musik
Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)