Musik

The Savage Rose

The Savage Rose (dannet 1967)

Af Peter Elsnab, journalist og Jesper Nykjær Knudsen, musikredaktør og kulturjournalist, 2006

En uregerlig blomst

Hvis man er inspireret af ungdomsoprørets budskaber om fred og kærlighed, kan man så sige ja tak til at spille for de amerikanske tropper i Vietnam? The Savage Rose kunne ikke. Dét havde det amerikanske pladeselskab til gengæld svært ved at acceptere, og dermed blev et egentligt amerikansk eventyr for det danske band skudt i sænk.
Den danske rocksensation var ellers godt på vej til at lægge USA for sine bare fødder med en nyskabende sammensmeltning af pop, jazz, klassisk og psykedelisk rock med et dramatisk udtryk. Og så dén stemme oveni. Annisette Hansen var kun 18 år, da hun i 1967 blev medlem af det nystartede band The Savage Rose. Fra starten af tiltrak hun sig stor opmærksomhed.

Stille og stormfuldt

Annisette gav nemlig en helt unik karakter til brødrene Koppels legesyge, afvekslende, og på én gang lette og udfordrende kompositioner. Med sin store, kontrollerede stemme vekslede hun let mellem det stille og det stormfulde og gjorde den ellers indholdsmæssigt skræmmende hitsingle "A Girl I Knew" til en poppet og funky skønsang: "She couldn't see what happened / Cause she wasn't there / They only felt her / And they weren't fair / To her and to her / lifeless body / And I lost a girl I knew", synger Annisette virkningsfuldt. Temaerne på debuten er kærlighed og ægteskab, mens den musikalske inspiration hos de nysgerrige komponister kan findes i de sene Beatlesplader, samt hos Bob Dylan og Jefferson Airplane.

En øjeblikkelig succes

Gruppen var egentlig tænkt som et albumband, men allerede inden debutalbummet udkom i 1968, var forventningerne til bandet skruet op. Savage Rose gav debutkoncert på Plænen i Tivoli og blev en øjeblikkelig succes på scenen med en musik, der blomstrede af kærlighed, ungdomsoprør og solidaritet.
USA lå lige for, men som en vild og uregerlig rose på heden har Savage Rose aldrig ladet sig diktere, i hvilken retning de skulle brede sig. Savage Rose valgte at være tro mod deres politiske holdninger og aktiviteter frem for et liv som popstjerner.

Pinsemarch 1967: a protest march from Helsingør to Copenhagen against the US engagement in the Vietnam War. photo: Asger Sessingø/Scanpix.
Pinsemarch 1967
Populærmusik

Vidste du?

Kilde: Undertoner.dk

Tre af de syv bandmedlemmer, der var med i The Savage Rose, da de udgav deres debutalbum, blev hentet i gruppen Dandy Swingers. Det gjaldt bassisten Jens Rugsted og guitaristen Flemming Ostermann, der begge blev inviteret med af Koppelbrødrene.
Den kun 18-årige Annisette Hansen, der blev forsanger i The Savage Rose, havde med Dandy Swingers indspillet en overbevisende version af "River Deep, Mountain High" og var allerede ved at blive et populært navn på den danske musikscene.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

Et definerende øjeblik i nyere dansk musik var udgivelsen af The Savage Roses selvbetitlede debutalbum. Det udkom i 1968 midt i en hippietid, hvor beat, hash, Vietnamkrig, studenteroprør og rastløs udtrykstrang også satte en gryende dansk beatscene i gang. Og pludselig var de der: Brødrene Anders og Thomas Koppel, sønner af en højt anset komponist og klaverprofessor, havde skabt et band, der med delvist afsæt i klassisk musik, men med hjælp fra bl.a. jazztrommeslageren Alex Riel satte nye standarder for dansk rock.
Ambitionerne var tårnhøje, tekstligt såvel som musikalsk, og attituden nonchalant. Men til trods for tydelige påvirkninger fra The Beatles og samtidige amerikanske beatnavne skabte Savage Rose et mærkværdigt, originalt debutalbum med en række vibrerende, stemningsmættede og komplekse sange. 

Og så var det hele anført af en af de mest skelsættende sangstemmer i dansk rock. Den tilhørte Annisette, en urstemme som samtiden nok associerede til Janis Joplin, men som ikke desto mindre var helt og aldeles sin egen. Fænomenet Savage Rose gav hurtigt genklang i udlandet og fik den legendariske amerikanske kritiker Lester Bangs til i musikmagasinet Rolling Stone at skrive, at det lige nu var i Norden og ikke i USA, det skete inden for musikken. Albummet indvarslede i øvrigt for alvor brugen af det engelske sprog i dansk rock – en brug der siden skulle blive næsten lige så karakteristisk for dansk rock som brugen af det danske sprog.

Musik
Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)