Musik

Supertanker

Kliche (1977-1983)

Af Peter Elsnab, journalist og Jesper Nykjær Knudsen, musikredaktør og kulturjournalist, 2006

Dansk rock i ny indpakning

Få bands har som Kliché manifesteret sig så kraftigt på så kort en levetid. Århusbandet nåede blot at udgive to album, men det var nok til at sende dansk rock ind i en  ny tid. På Supertanker indfanger Kliché en brydningstid i det danske samfund, såvel politisk som kunstnerisk. Med deres anarkistiske tilgang og maskinelle minimalisme tog kvartetten afstand fra såvel hippietiden som den storladne amerikanske 70'er-rock. Og gør det med popmelodisk snilde.

Modernistisk sortsyn

Bandet bruger supertankeren som billede på forbrugersamfundet - der skal fragtes mange varer. Men bag "forbrugerismen" lurer ensomhed og fremmedgørelse i storbyernes blåkølige neonskær, facadefyldte forstæder og trøstesløse boligblokke.

"Altid væk / i en sky / der' så stort / i min by / og du er lige så grå / og død / og her er ik' noget at lave", synger Lars Hug med udpræget "modernistisk" lyrik i nummeret "Aldrig Mere". Digtere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen dyrker den samme blanding af hverdagsrealisme, sortsyn og drømme. Men Kliché er mere end denne "sorte romantik".

Postmodernistisk leg

Kliché giver sortsynet farver, og højtideligheden får et skud ironi. Modernismen bliver "postmodernisme", når Kliché leger med formen og gør grin med svulstige politiske ideologier. To af numrene er således bygget over den kinesiske kommunistleder Mao Zedongs fraser. Nummeret "Masselinjen" varer ti minutter, men indeholder kun ordene: "Folket og kun folket / er drivkraften / i skabelsen af verdenshistorien".
Og hvad mener Lars Hug egentlig, når han på "Militskvinder" synger: "Hvor strålende og stolte de ser ud / med lange rifler over skuldrene / på paradepladsen / oplyst af dagens første stråler / Kinas døtre har sind, der stræber højt / De elsker uniformer / ikke silkestoffer".
Kliché var inspireret af såvel technopionerne i den tyske gruppe Kraftwerk som af punkbevægelsen og "art rockere" som David Bowie og Bryan Ferrys Roxy Music. Og mon ikke Nephew med deres synthdrevne "statement-rock" og Magtens Korridorer, der har Kliché-hittet "Militskvinder" på sætlisten, har lyttet til Kliché?

Kliche i 1980. Foto: Mogens Laier/Scanpix.
Kliche; Kliche rockgruppe
Coveret til Supertanker, 1980. ©Warner Music.
Populærmusik

Vidste du?

Kilde: Jan Laursen, Danmarks Radio.

Et af de oprindelige medlemmer af Kliche, Jens Valo, forlod gruppen, kort efter at Supertanker var udkommet. Som erstatning for Valo blev den nuværende forsanger i TV-2, Steffen Brandt, hentet ind. På det tidspunkt spillede Brandt keyboard i gruppen Taurus. Steffen Brandt var ikke med i Kliche særlig længe, og han blev i 1981 udskiftet med Niels Torp, der i dag spiller i bandet Souvenirs. Niels Torp nåede at være med på Kliches album Okay Okay Boys fra 1982.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

Det virkede som en happening, en tydelig provokation, da århusianske Kliche intonerede et nyt tiår med en plade, der bl.a. havde tonesat digte af Mao Zedong og reciterede dem, så det ikke var til at blive klog på, om de mente hvert et ord eller var ude på at udstille den postulerede hulhed. Når man kunne komme i tvivl, var det, fordi den meningsdannende del af 70’ernes danske rock havde været så politiserende, at det var svært at høre poesien for bare paroler, så den supertanker, Kliché skulle have vendt, var så klichetynget, at den eneste måde at nærme sig sandheden på, var at genopdage ordenes pålydende værdi. Derfor det nøgterne og det nøgne. Supertanker er politisk rock renset og genfødt, fuld af mening om fremmedgørelse, forladthed og en utopisk tro på noget, der lignede fremtiden, legemliggjort i Lars H.U.G’s udtryksfulde stemme, der balancerede mellem fængsel og længsel. 

Noget, der lyder som et Farfisa-orgel, gennemløber med manisk konsekvens stærkt forenklede melodiske mønstre, klinisk renset for æstetiserende effekter, for så i sekundkorte stød at skifte karakter og inddrage traditionelle ekkoer af Beach Boys og noget, der lyder som overvintret inspiration fra Alrune Rod og Gnags. Og hele tiden er der åbningen til den samtidige britiske rock med David Bowie som forbillede. Minimalisme, før det blev et modeord. En plade uden indbygget facitliste, som endte på evighedens danske hitliste. Så paradoksal er god pop, er varig kunst.

Musik
Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)