Musik

Stjerne til støv

Sebastian (1949-)

Af Peter Elsnab, journalist og Jesper Nykjær Knudsen, musikredaktør og kulturjournalist, 2006

Håb og holdninger

Der er ikke mange, der har deres helt egen ø på det musikalske landkort. Men Sebastian har altid været noget for sig selv, og hans stort tænkte blanding af rock, pop, musical og folkemusik er helt uden for kategori. Stjerne til støv er hans stærkeste album. Det udkom på et tidspunkt, da punk og new wave netop havde vendt musikscenen på hovedet og rusket op i 1960'ernes og 1970'ernes fodformede værdier og politiske dagsordener.

Ny aktualitet

Det generelle skift påvirkede nu ikke Sebastian, som stadig lod sine holdninger træde klart frem i sin musik. "Vind og vejrhaner" gør op med overfladiskhed, og "Præsidenten" kommenterer krigerisk storpolitik. "Hvis vi ikke er for ham - så er vi imod / enten er vi foran eller bagved hans kanon" er ord, som med for eksempel Irakkrigen har fået ny aktualitet, et kvart århundrede efter at de er skrevet.

Men de besjælede og originale sange handler både om verden uden for og inden i os selv. "Romeo" beskriver tabt kærlighed i linjer som: "Hvad hjælper det at vente / på en der længst er fløjet forbi dig / Jeg er sikker på, hun kendte hver en tone i din melodi".

Ingen typisk rockplade

Sebastians melodier bliver man imidlertid ikke så hurtigt færdig med. Sangene tager sjældent den lige vej hjem, men myldrer med finter, farver og detaljer. Sebastian har en række af landets mest kompetente musikere i ryggen, og de giver musikken et væld af klange, som gør Stjerne til støv til en atypisk rockplade.
Men albummet blev en stor succes. Ikke mindst på grund af nummeret "Stilhed før storm", den storladne hymne om kærlighedens kraft, som bliver sunget af Lis Sørensen. Den er siden blevet lidt af en klassiker med sit højstemte omkvæd: "Så vidt vi ved er himlen blå /og kursen Kap Det Gode Håb". Og netop håbet lever hele tiden i Sebastians musik, der stædigt holder på, at verden er bedre end sit rygte.

Cover for Sebastian's Stjerne til Støv. Coverdesign: John Ovesen.
The team behind Stjerne til Støv: Sebastian, Nils Henriksen, Michael Friis, Lis Sørensen, Kenneth Knudsen and Alex Riel: Photo: Jan Persson.
Populærmusik

Vidste du?

Kilde: Uffe C. Forsberg, Jyllands-Posten, 31/8-99.

Sangen "Romeo"fra Stjerne til støv, er det mest solgte enkeltnummer af Sebastian til dato. Sangerinden Blå Øjne fik i 1999 et stort hit med en mere poppet udgave af Sebastians klassiker. "Det morsomste ved den nye udgave af "Romeo" er i øvrigt, at flere har udbrudt, at nu er ham der Sebastian sgu' også begyndt at synge Blå Øjnes sange", udtalte Sebastian et års tid senere i et interview. Sebastian syntes, at den nye udgave var meget sjov, men mente samtidig, at han havde lavet sangen, som den egentlig skulle lyde.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

De sidste mange år har Sebastian mest været kendt og anerkendt som den, der igangsatte den danske musical. At genrens familiefavntag så med tiden har krammet livet af den kunstneriske nødvendighed, kan man vanskeligt bebrejde ham. Op gennem 1970’erne fornyede han dansk rock, fordi han befandt sig dårligt i en bås. Og han gik ind i 1980’erne med albummet Stjerne til støv, der har masseappeal uden at angle efter den laveste fællesnævner. Og samtidig en plade, der viser, hvor sammenspillede Sebastian og hans musikere var. Det er ikke til at høre, hvor komponisten slutter, og akkompagnatørerne tager over. Vi er i polymoogens og synthesizerens tvivlsomme guldalder, men Kenneth Knudsen giver elektronikken et menneskeligt hjerte.

Her er beåndede ballader som ‘Sommerfuglen’, organisk pop som ‘Romeo’ med et billedsprog over gennemsnittet, og ikke mindst den ‘Bridge over troubled water’-beslægtede ‘Stille før storm’, sunget af Lis Sørensen, så det nære og uopnåelige bliver samme livsvigtige sag. Tonen er personligere end længe med Sebastian som både samfundsrevser på ‘Vind og vejrhaner’ og som ham, der er blevet så voksen, som man bliver, og godt vil fortælle, hvordan det er, men endnu ligger under for popfordomme om, at den slags tilhører privatlivets fred. Det giver pladen en egen skælvende intensitet, som om han frygter – eller håber – at vi skal opdage, hvor meget disse sange egentlig handler om hans eget liv. Kort sagt: kvintessensen af Sebastians kompositoriske virke.

Musik
Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)