Musik

Drot og marsk

Peter Heise (1830-1879), tekst: C. Richardt (1831-1892)

Af Finn Gravesen, forfatter og redaktør, 2006

Don Juan i dansk middelalder

Kong Erik Glipping er ikke så lidt af en skørtejæger. Han har sin smukke dronning derhjemme, men kan ikke holde sig fra den unge kulsvierpige Aase, og han er også ude efter Marsk Stigs trofaste hustru Ingeborg. Alt dette mens landet er midt i et politisk uføre. Sådan et emne er guf for en romantisk forfatter og komponist: Begæret dunker lige under overfladen, og hævnen flammer i de krænkede mænd. Hollywood havde slået til med det samme.

Middelalder og folkevise

Komponisten Peter Heise og forfatteren Christian Richardt var begge sidst i fyrrerne, da de i 1878 afsluttede deres højspændte opera om mordgåden på Erik Glipping i Finderup Lade 22. november 1286. Emnet havde alt hvad der skulle til af kærlighed, drama og hævn.

Komponisten skrev til tekstforfatteren, at han ønskede sig en meget sanselig fremstilling af historien, bl.a. ville han gerne have kong Erik som en "rigtig elskovsglødende, uimodståelig, sanselig" person. Og det fik han.

Elskov og drama

Da Marsk Stig drager i krig for at forsvare Danmarks og kongens ære, beder han kongen passe på fru Ingeborg. Vi aner uråd, og komponisten holder os hen med en menuet, som skal signalere middelalder. Ellers er musikken helt tidssvarende, men med henvisninger til den danske folkevise. Koret spiller en stor rolle - ikke mindst i den pompøse afslutning, "Vaadesangen", om landet, der stander i vaade (= er uden ledelse). Heise var ellers sangkomponist, men også som operakomponist kunne han sine ting. Lige fra Aases små sange med folkevisetone og enkelt akkompagnement til kongens dramatiske sangscene i Finderup lade med ariekarakter og stort dramatisk orkester. Drot og marsk har med mellemrum været på det danske operarepertoire lige siden og anses for at være en af de få danske operaklassikere.

Den meget berømte Niels Juel Simonsen spillede Marsk Stig ved Premieren i 1878. Det Kongelige Bibliotek.
Niels Juel Simonsen
De sammensvorne rider fra Finnerup Lade efter mordet på Erik Klipping på St. Cæcilia nat, 1286. Maleri af Otto Bache, 1882. Olie på lærred, 254 x 377 cm. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød. Foto: Kit Weiss.
Partiturmusik

Vidste du?

Kilde: Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark Politikens Forlag, 1977.

Er du en af dem, der holder sig for ørene, når nogen fortæller slutningen? Sådan havde publikum til operaen Drot og marsk det ikke. Allerede et halvt år inden førsteopførelsen i september 1878 udkom librettoen - dvs. teksten - til operaen. På den måde kunne folk på forhånd sætte sig ind i handlingen. Librettoen nåede at blive trykt i to oplag inden premieren.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

Som Hartmann og Gade ydede også Heise det mesterlige, når han greb tilbage til Danmarks middelalder.I et fremragende samarbejde skabte han sammen med sin tekstdigter, Christian Richardt, et storværk over den nationalhistoriske mordgåde om drabet på Kong Erik Klipping i 1286, baseret på folkeviserne om Marsk Stig og Carsten Hauchs drama af samme navn. Ikke uden grund kaldte Heise det et tragisk sangdrama, for begge dele havde han sans for.
Allerede da teksten blev indleveret til Det Kgl. Teater i 1875, blev det bemærket, at det var en særdeles vellykket operatekst med poetisk stemning og lyrisk-romantiske enkeltheder af virkelig skønhed, og at Richardt med held havde anslået en hjemlig sprogtone med klang af folkevisen, og denne vurdering er også gældende i 2006.

I sin musik forener Heise på glimrende måde den danske romancetradition, som han selv var en af de bedste repræsentanter for, en folkevisepastiche og store gennemkomponerede scener af stærkt dramatisk udtryk til et ubrydeligt hele. Hans eminente orkesterbehandling og følelsesladede scener som marskens hjemkomst, hvor fru Ingeborg tilstår, at Kong Erik har forført hende, konfrontationen på Viborg Ting mellem kongen og Marsk Stig, hvor denne undsiger Erik, samt den gribende slutscene, hvor folket udtrykker sin sorg og bekymring over kongens død, mens munkene synger et rekviem, placerer Drot og Marsk som den betydeligste danske opera fra 1800-tallet. Den har da også stået på repertoiret jævnligt lige siden og fængslet publikum gennem generationer.

Musik
Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)