Musik

Dansk Guldalderjazz vol. 1-4

Antologi af guldalderjazz (EMI)

Af Peter Elsnab, journalist og Jesper Nykjær Knudsen, musikredaktør og kulturjournalist, 2006

Take it easy!

Forestil dig et lille, swingende jazzorkester pakket sammen på en beskeden scene i et tilrøget kælderlokale. Her er rebelske sønner og døtre fra pæne Matadorfamilier. De giver sig hen til den rytmisk pulserende musik, mens de fester sig langt væk fra en virkelighed med besættelse, spærretid og tyske soldater på den anden side af døren. Den danske jazzscene blomstrede under Anden Verdenskrig, og perioden omtales som "guldalderen" - grundstoffet - i dansk jazz. Og pianisten Leo Mathisen fangede essensen med sin elegante udgave af Fats Wallers "Take it Easy".
"Take it easy boy boy / spend every dime / have a good time", sang han, mens hans tænder borede sig længere ind i cigaren, der var fast inventar i mundvigen.

Et lille oprør

Den amerikanske musikgenre var kommet til Danmark i 1920'erne og 1930'erne. Store kunstnere som blandt andre Louis Armstrong, Coleman Hawkins, Fats Waller, Duke Ellington og Benny Carter inspirerede med deres besøg. På det tidspunkt blev jazz - som senere rock and roll i 1950'erne - opfattet som noget rebelsk. Og under tyskernes besættelse lå der også noget rebelsk i blot at dyrke en amerikansk musikstil. Teatre og revyer var lige så rebelske i deres måde at dyrke en ubeviselig dobbelttydelighed på. Nye jazzsteder skød op, og antallet af pladeudgivelser eksploderede. Krigen forhindrede måske input udefra, men de danske jazzmusikere udviklede sig med rod i 1930'ernes swingmusik.

Store solister

"It don't mean a thing, if it ain't got that swing", som Duke Ellington skrev i 1932. Bruno Henriksen havde det store swingorkester, men andre havde mindre bands, der passede bedre til de små værtshuse og klubber. Leo Mathisen, violinisten Svend Asmussen, trompetisten Børge Roger Henrichsen og pianisten Kjeld Bonfils var blandt de store solister. Og der dukkede også en ung pianist ved navn Bent Fabricius-Bjerre op. I sandhed en guldalder. Hvor finder man bedre eksempler på fysisk puls, timing, samspil og solister? På balancen mellem løssluppenhed, stram disciplin og afslappethed? Og er det ikke essensen af jazz?

Leo ”The Lion” Mathiesen. Photo: Scanpix
Leo Mathisen; Mathisen, Leo kapelmester
Violinist Svend Asmussen. Photo: Jesper Gottschalch/Scanpix.
Svend Asmussen
Populærmusik

Vidste du?

Kilde: Det Virtuelle Musikbibliotek

Under Anden Verdenskrig var der stort set ingen udenlandske orkestre, som lagde vejen forbi Danmark. Det øgede efterspørgslen efter danske jazzmusikere kraftigt og betød, at antallet af danske jazzudgivelser røg i vejret. I årene 1935-39 blev der udgivet ca. 180 danske jazzpladesider og i 1940-45 næsten fire gange så mange. Efter krigen dalede antallet af udgivelser igen.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

Før jazzen blev accepteret som kunstmusik, var den sin tids væsentligste populærmusik. Trods stærk modstand fra establishmentets side fungerede jazzen på sine egne præmisser som et naturligt akkompagnement til ungdommelig optimisme under generationsoprøret i 1930’erne og som et lysvæld i en mørk tid under besættelsen. Medvirkende var de danske musikeres høje standard og evne til at give den forkætrede amerikanske musik et personligt præg.
På antologien Dansk guldalder jazz Vol. 1-4 er der indslag fra alle de væsentligste solister og orkestre i perioden: Leo Mathisen, Svend Asmussen, Kai Ewans, Bernhard Christensen, Harlem Kiddies, Børge Roger Henrichsen og Henry Hagemann. 

De fire cd’er demonstrerer, hvordan Mathisen kunne fordanske Fats Wallers udtryk uden at forråde hverken Waller eller sin danske baggrund, og hvordan Asmussen lagde grunden til en livslang karriere som eftertænksom og subtil elegantier. Desuden understreger udgivelsen, hvordan Bernhard Christensen som en af de første europæere anvendte jazzen musikpædagogisk, og hvordan instrumentalister som Erik Parker, Niels Foss, Peter Rasmussen, Helge Jacobsen, Kjeld Bonfils, Jonny Campbell og Max Leth var i stand til at formulere improviserede soli med så stor melodisk opfindsomhed og rytmisk nerve, at de var tæt på at overgå deres forbilleder.
Der vil uden tvivl om nogle årtier kunne peges på flere guldaldre for dansk jazz, men dette var den første og den, der til dato har stået på det tungeste folkelige fundament.

Musik
Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)