Musik

Kanon for Musik

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

I en tid, hvor mainstream på godt og ondt sætter den kulturelle dagsorden, har det været afgørende for musikudvalget at minde om spændvidden og den konstante indre dialog i dansk musik.
Fra Weyses Morgen- og aftensange over Carl Nielsen, Rued Langgaard og guldalderjazz til ‘Dansevise’, Kim Larsen og TV-2. Derfor præsenterer udvalget to lister, én med populærmusik og én med partiturmusik. De to lister skal dog alligevel opfattes som en samlet helhed. Uden Carl Nielsen ingen Kim Larsen og så fremdeles. Udvalget har i særlig grad opfattet opgaven som et alternativ til den stigende fremhævelse i vor tid af kunstnernes biografier på bekostning af deres værker.

Og så har vi hele tiden haft for øre, at en kulturkanon først og fremmest er en portal til inspiration og fordybelse, hvor hvert enkelt værk peger på andre, beslægtede værker inden for sin genre.
Kanonudvalget for Musik

Vi tog afsæt i det forhold, at musik – også dansk musik – kan inddeles i mindst tre hovedområder: den nedskrevne (partiturmusikken), den indspillede (som vi med en mangelfuld kategorisering forkorter ‘populærmusikken siden 1. verdenskrig’) samt den mundtligt overleverede musik (folkemusik, folkeviser, skillingsviser, børnesange med mere). Vel vidende at netop blandingsformerne er med til at holde musikken levende.

I den forbindelse har det, af både musikalske og ikke mindst kulturhistoriske grunde, været nødvendigt at udvide kommissoriets værkbegreb. Her tales om “12 danske værker”; men musikudvalget har erstattet nogle få af enkeltværkerne med grupper af mindre stykker.

Hvad der svarer til et hovedværk inden for de andre kunstarter, er her et af de partiturværker, der opføres til symfonikoncerter og ved operaforestillinger: værker, som kan fylde en aften ud eller en stor del af programmet ved en symfonikoncert. På listen med populærmusik kan et værk til dels svare til en cd-udgivelse. Der er i begge tilfælde tale om værker, som har en stor tyngde, og som er så omfattende, at man kan gå på opdagelse i dem igen og igen.

I den klassiske søjle har vi valgt ældre og nyere værker, herunder to genfundne værker, som har vist sig eller vil vise sig at kunne sætte sig tilsvarende igennem som hovedværker, der igen og igen kan udfordre. Grænsen for at komme i betragtning går ved komponister født før 1940. På populærmusiksøjlen er kun værker udsendt før 1990 kommet i betragtning.

Nogle af hovedværkerne (i begge søjler) har for længst sat sig igennem med deres egen myndighed; som om man i dem kan høre den danske musiks egen stemme. Det gælder værker som Weyses sange, Drot og Marsk, Elverskud og Maskarade – og i populærmusiksøjlen: Benny Andersens Svantes viser og Kim Larsens Værsgo.

Udvalgskriterier

Værkerne i musikkanonen er:
• hovedværker, som har en stor tyngde, og som er så omfattende, at man kan gå på opdagelse i dem igen og igen
• mindre værker, der tilsammen repræsenterer uomgængelige, vitale hovedstrømninger i dansk kultur
• klassiske værker: kun af komponister født før 1940
• populærmusik: udsendt før 1990

Men musikkulturen rummer også mindre former, sange, viser, danse, ensatsede stykker, som i høj grad har været identitets- og traditionsskabende uden altid at høre til på koncertrepertoiret; de har en meget stor udbredelse blandt lytterne og kan have høj musikalsk kvalitet. Der er her ofte tale om musik som ‘anvendt’ kunst – musik, der er i brug ved fester, forsamlinger, teaterforestillinger eller i hjemmene. Det er karakteristisk for musiklivet, i Danmark i hvert fald, at den ‘højere’ eller klassiske musik næsten altid har haft kontakter til disse mere populære genrer. Carl Nielsen f.eks. skrev store, internationalt anerkendte symfonier, samtidig med at han med udgivelsen af Højskolesangbogens melodibog var med til at forny den folkelige fællessang. Nogle af de tidlige storværker i dansk musik er også inspireret af folkelige sange eller folkeviser.

De fleste af de mindre værker er hver for sig ikke hovedværker, men de repræsenterer tilsammen vitale hovedstrømninger i dansk kultur, som er uomgængelige. Det gælder H.C. Lumbye og udvalget af danske sange, der begge knytter sig til to, nu verdensberømte danske institutioner, som blev grundlagt med 16 måneders mellemrum i 1843-44, og som begge var demokratiserende: Tivoli og den danske folkehøjskole. Og det gælder i søjlen med populærmusik værker af Kai Normann Andersen og fra den danske guldalderjazz; enkeltnumre ville ikke yde denne musik tilstrækkelig retfærdighed. De korte stykker eller numre kan derimod få en fylde, som deres kvaliteter berettiger til, når man hører dem i sammenhæng.

Også i hvad man med et uærbødigt udtryk tidligere kaldte trivialmusikken, er der meget at hente, når man stiller de bedste og mest iørefaldende melodier, schlagerne, ved siden af hinanden. Det har været helt afgørende for udvalget at fremkalde et billede af dansk musik som et samlet univers, der mindst strækker sig fra ‘To lys på et bord’ til Pelle Gudmundsen-Holmgreens Symfoni-Antifoni.

Kendere af klassisk musik vil måske undre sig over, at nogle, næsten-kanoniserede komponister ikke optræder på listen. Udvalget har imidlertid set det som sin opgave at fremhæve værker, der er uomgængelige og indholdsrige for enhver, der vil begynde med at lytte til klassisk musik. Den, der får lyst til at fordybe sig yderligere, kan gå videre til Buxthehudes fremragende orgelværker, til Kuhlaus, Hornemans og Lange-Müllers levende scenemusik, til de store symfonier af Holmboe, Koppel og Nørholm – og meget andet.

På samme måde vil man i den populærmusikalske søjle lede forgæves efter sange af og plader med navne som Aage Stentoft, Thøger Olesen, Skousen & Ingemann, Steppeulvene og Sort Sol eller for den sags skyld D-A-D. Det skal ikke tages som udtryk for, at disse navne ikke har værdi og i mange tilfælde varighed, om end enkelte af disse navne fylder så meget som lydspor til deres tid og miljø, at det har været fristende at kategorisere nogle af dem som tidløse. Vi har altså modstået fristelsen, fordi enhver kanon, også denne, spejler nutiden. Det står vi ved. Med den charme og de begrænsninger, det giver. Musikken overlever det nok.

Og så har vi hele tiden haft for øre, at en kulturkanon først og fremmest er en portal til inspiration og fordybelse, hvor hvert enkelt værk peger på andre, beslægtede værker inden for sin genre. Den er ikke et instrument til at holde det gode selskab indenfor og det mindre gode udenfor.

Kanonudvalget for Musik (2005-06)

 

Fra venstre:
Per Erik Veng (formand) (1952-) Kor- og orkesterchef og skribent 
Inger Sørensen (1944-) Musikhistoriker, forfatter og forskningsbibliotekar
Jørgen I. Jensen (1944-) Forfatter og tidligere lektor ved Københavns Universitet
Torben Bille (1949-2013) Forfatter, redaktør og musikanmelder
Henrik Marstal (1996-) Musiker og forfatter

 

Musik
Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)