Litteratur

Ved Vejen

Herman Bang (1857-1912)

Af Dorthe Sondrup Andersen, magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent, 2006

Lillebyens idyl og helvede

Herman Bang fortæller selv, at han fik ideen til novellen "Ved vejen" under en togrejse i Nordjylland. Under en kort standsning ved en mindre station faldt hans øjne nemlig på et grønmalet vindue i stationsforstanderens hus. Det var fyldt med blomstrende potteplanter, og over dem sås en kvindes ansigt. Herman Bang kunne ikke glemme ansigtet og især ikke udtrykket i det og prøvede derfor i litterær form at gætte sig til, hvilke oplevelser der havde skabt det.

Et goldt ægteskab          

Herman Bang kalder kvinden Katinka, og ved novellens start har hun været gift med stationsforstander Bai i ti år. Hun er på sin vis glad og godt tilpas, men den erotiske side af ægteskabet er ikke lige hende.

Hr. Bai, en tidligere løjtnant, tager sig nemlig udmærket ud, når han færdes på perronen i sin uniform, men fru Bai har det skidt med, at han ved sengetid vader rundt i de bare underbukser lige for øjnene af hende i stedet for at lægge sig til at sove. Klart at ægteskabet er barnløst, og at stationsforstanderen efterhånden får sex på hjernen.

Tindrende humor

Inden Herman Bang når til vejs ende med sin novelle, har han stort set klædt samtlige den lille stationsbys indbyggere af til de bare underbukser. Det er ufatteligt morsomt, fordi han ikke kan lade være med at boble over af grin, når han fortæller, hvordan de ser ud, opfører sig og snakker. For eksempel præstedatteren Agnes Linde, der gestikulerer så voldsomt, når hun taler, at det ser ud, som om hun langer folk lussinger. Herman Bang siger, at den garderhøje præstefrøken "rangler med armene", og at det ligner et voldeligt overfald, når hun farer om halsen på dem, hun holder af.

Alt andet end en happy ending

Ægteparret Bai er dog novellens hovedpersoner, og de glider fra hinanden, da en landbrugskandidat ved navn Huus ankommer til byen. Det hele sker tilmed på en sådan måde, at Herman Bang faktisk får svært ved at holde sit skraldgrin i højde med ørerne. Lad det derfor være sagt med det samme: Det ender skidt. Rigtig skidt.    

Time stands still in Katinka from Quiet Lives. Watch from Danmarks Jernbanemuseem. Photo: Flemming Wedell
Herman Bang, 1880. Det Kongelige Bibliotek.
Litteratur

Vidste du?

Kilde: Thor Eskiltuna (Klaus Rothstein): Litteratur quiz: 350 spørgsmål fra bøgernes verden. Aschehoug, 2004.

Herman Bang blev, ved sin vejs ende, begravet to gange. Graverne på Vestre Kirkegård i København havde nemlig til at begynde med stedt den store digter til hvile et forkert sted. I dag hviler han, hvor det var meningen: anonymt, under en blodbøg.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Litteratur, 2006

“Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken.”

I en jysk flække lever den endnu unge Katinka Bai sit ensformige liv sammen med stationsforstanderen, en sat, middelmådig mand med hang til bordets glæder og et lille sidespring i ny og næ. Dagene afløser næsten ubemærket hinanden, mens togene passerer og årstiderne veksler, men en dag får den nærliggende proprietærgård ny forvalter. Langsomt vågner Katinka af den døsige trummerum, til at begynde med uden at forstå, hvad der er ved at ske, og hun oplever for første gang at være i dybere kontakt med et andet menneske. Men de sociale bånd og det indelukkede provinsmiljø kvæler den spæde kærlighed, og Ved Vejen bliver den melankolske beretning om et ensomt menneskes fortvivlelse og resignation.

Når Herman Bangs lille roman er blevet en af den danske litteraturs kæreste skatte, skyldes det ikke mindst hans nænsomme og indfølende skildring af et sagtmodigt sind, der kommer til bevidsthed om sig selv i mødet med følelser, hun ikke selv var klar over, at hun rummede. Med bittersød ironi lader Bang den evigt omsorgsfulde Katinka få færten af sin forelskelse ved at lægge øre til andres hjertesorger, og gennem skildringen af hendes følelsesskred blottes de øvrige personers indre liv i skarpt aftegnede glimt. Romanens knappe, nærmest filmiske sekvenser holder i hver eneste sætning balancen mellem underdrejet humor og totalt gehør for, hvad der rører sig i menneskers indre.  Med sin vekslen mellem sagt og usagt og sit mylder af små, upåagtede detaljer viser Bang, hvordan livet leves i en afsides krog fjernt fra samfundets hovedveje. Men der er ikke kun tale om et lydhørt portræt af en svunden provinsverden, der virker så typisk dansk. Det er Bangs kunst at gøre den lille egoisme og den skjulte ensomheds uheroiske smerte genkendelige også for nutidige læsere.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)