Litteratur

Sommerfugledalen

Inger Christensen (1935-2009)

Af Dorthe Sondrup Andersen, magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent, 2006

Årh, hvad?!

Der findes to tilgange til en digtsamling som Inger Christensens Sommerfugledalen. Man kan væbne sig til tænderne og gå i kødet på den med fremmedordbog og atlas, et par lærebøger om fysik og kemi, opslagsværker om planter og dyr samt græsk-romersk mytologi og litterære genrer. Man kan også vælge at sænke paraderne og gå forsvarsløs ind i digterens univers. Gør man det sidste, sker der sære ting og sager.

Med brudeslør og kejserkåbe

Det havde jo været en del nemmere, hvis Inger Christensen havde digtet om blomster, som alle kender, nemlig roser, tulipaner og violer. Nu bruger hun i stedet plantenavne som gyldenlak, levkøj og brudeslør. 

Fordelen ved ikke rigtig at vide, hvordan disse plantevækster ser ud, er, at ordene ligesom løsner sig fra det, de skulle henvise til. Brudeslør er jo eksempelvis også det slør, en brud bærer på sin bryllupsdag, og på den måde bliver ordet nemmere at koble sammen med sommerfuglenavne som sørgekåbe og kejserkåbe. Nøjagtig det samme sker med betegnelserne for farver og mineraler, når Inger Christensen i stedet for at skrive knaldrød og rustbrun anvender ord som zinnober og okker.

Døden kigger dig ud

Der findes ingen brugsvejledning i, hvordan man forstår sig på lyrik, men hvis man som sagt sænker paraderne, så gøgler Harlekin virkelig for øjnene af en, mens dødningehoveder og påfugleøjne svæver frit omkring i luften. Så fatter man tilmed også bedre, hvorfor Jammerbugten ikke nødvendigvis er et geografisk sted. Måske er det slet ikke meningen, at vi skal vide, hvor Brajcinodalen ligger, bare vi ved, at det er der, hvor selv de tungeste ting svæver lige så vægtløst til vejrs som løse tanker på en varm sommerdag.
Til gengæld skal der flere gennemlæsninger af digtsamlingen til, før de små hår rejser sig i nakken. Er der ikke noget om, at to meget vigtige ting bytter plads, mens man læser? Først var det jo digteren, der stolt så døden i øjnene, men til sidst lyder det jo, som om det er Døden selv, der pludselig får hende på sigtekornet. 

The butterfly's metamorphosis is the inspiration for Inger Christensen's Butterfly Valley. Photo Gert S Laursen/Scanpix.
Sommerfugle, ( Lepidoptera ), Butterfly, Kokon, Puppe.
Inger Christensen. Photo: Tage Christensen/Scanpix
Inger Christensen; Christensen, Inger forfatter
Litteratur

Vidste du?

Nu bliver det lidt teknisk: En sonetkrans er en af de strengeste litterære former overhovedet og består af femten sonetter (et digt med to firelinjede og to trelinjede vers), hvoraf den sidste sonet skal rumme de foregående fjortens første linjer. Sandsynligvis skriver man den sidste først - man kalder den også mestersonetten - og bygger de øvrige sonetter op derfra.
Kun få i litteraturhistorien, har turdet give sig i kast med de mange krav - vi har ikke engang nævnt dem alle her - som en vellykket sonetkrans forudsætter. William Shakespeare var en af disse få. Og Inger Christensen med Sommerfugledalen.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Litteratur, 2006

“Hvem er det der fortryller dette møde med strejf af sjælefred og søde løgne og sommersyner af forsvundne døde?”

Inger Christensens Sommerfugledalen, bestående af 15 sonetter, er ét udeleligt værk, fordi det er sammenkomponeret efter den såkaldte sonetkrans’ meget kunstfærdige regler. Sonetten er et stærkt bundet digt, der består af fjorten linjer, men i kransen af sonetter skal den sidste linje i én sonet og førstelinjen i den følgende være identiske. Og den femtende sonet, med rette kaldet mestersonetten, skal så udgøres af førstelinjerne fra de 14 foregående.

At dette yderst krævende formmønster ikke i sig selv opsluger al den kunstneriske energi, er en af de forunderlige ting ved Inger Christensens værk. Det har en umiskendelig tone, som forfatteren selv fastlægger ved at tale om et rekviem, dvs. et dødsdigt. Og digtets dødserfaringer er uafviselige som dets melankoli. Men oprøret imod døden er den gennemgående modtone igennem sonetkransen, hvori det er sommerfuglenes livscyklus, der udgør den tematiske billedverden. Sommerfuglenes forvandlingsrække (metamorfose) fra æg over larve til puppe og til farvestrålende vinget insekt giver digtet en lysende, æterisk anskuelighed. For nok trækker døden og forgængeligheden alting ned i det sorte og forskelsløse, men hvad er det for en kraft, der ud af denne opløsning atter og atter sætter de lysende sommerfugle i verden? Og på hvilken måde afbilder denne forvandlingsrække den menneskelige bevidsthedsproces, hvorved forsvunden fortid rejser sig lysende og bevægende i erindringen?

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)