Litteratur

Præsten i Vejlbye

Steen Steensen Blicher (1782-1848)

Af Dorthe Sondrup Andersen, magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent, 2006

En rigtig klam historie

Et menneske myrdes, morderen dømmes, dødsdommen eksekveres, og så burde den sag jo være ude af verden. Men det er den ikke. Den dømtes datter og hendes kæreste kommer aldrig til at se hinanden igen, og kronvidnet til det, der i realiteten er et justitsmord, arbejder i udlandet og aner ikke det mindste om, hvad der er sket. Den rigtige morder dør stille og fredeligt af alderdom, men bliver faktisk mange år efter sin forbrydelse skyld i yderligere dødsfald. Da sagen opklares, er der nemlig to, der ikke kan bære det. Det er dem, der ikke havde den mindste anelse om, at de dengang bare blev brugt som nyttige idioter i en kynisk mands modbydelige plan.

Krybende uhygge

Når Steen Steensen Blichers gamle krimi Præsten i Vejlbye ikke har mistet sine kvaliteter som gyserhistorie, skyldes det både hans fortællestil og hans indsigt i den menneskelige psyke. For så vidt angår sproget, bliver der nok brugt stærke ord som for eksempel "skræk" og "afsky", men novellen er kemisk renset for ord, som ellers ville egne sig fortrinligt til at piske den i forvejen fortættede stemning af skræk og afsky op til nye dramatiske højder. På den måde opstår novellens rislende uhygge faktisk ved, at Steen Steensen Blicher spiller på strengene i læserens følelsesregister.

Det bor i os alle

Hvad angår det sidste, er der god grund til at få gåsehud på ryggen, for hvem af os frygter ikke at miste den, vi elsker, på grund af en misforståelse eller blive dømt på indicier for noget, vi ikke har gjort? Blicher driver spillet på læserens frygt endnu videre. Nemlig ned i rædslen for, hvad der ligger og gemmer sig allerdybest nede i vores egen sjæl. Sæt nu, at man virkelig har begået den forbrydelse, som man troede blot var en hæslig drøm. Eller tilstår et mord, som man ikke har begået, bare fordi man tidligere har gjort noget skørt i en stresset situation og bagefter fortrængt det.

Skuespillerne Johannes Meyer (tv.) og Keld Markuslund i tv-teatrets opførelse af Præsten i Vejlbye 1960, instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt. Foto: Danmarks Radio.
Steen Steensen Blicher malet af Diedrich Blicher (1834). Stillet til rådighed af Museum Midtjylland.
Litteratur

Vidste du?

Kilde: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk forfatterleksikon. Rosinante, 2001.

Præsten i Vejlbye er en vaskeægte krimi efter datidens standarder, og endda den første af sin slags i dansk litteratur. Fortællingen baserer sig på en mere eller mindre sand historie, som udspillede sig i starten af 1600-tallet - dvs. lang tid før Blichers levetid. Nysgerrige krimifans kan læse "the true story" i E. Pontopiddans Annales ecclesiæ Dannicæ fra 1700-tallet.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Litteratur, 2006

"...saa jeg vel mærkede: at han kun havde været et blindt Redskab i Djævelens Haand." 

Dette er fortællingen om et justitsmord. En ung, uerfaren herredsfoged i Østjylland må dødsdømme sin tilkommende svigerfader, fortællingens titelperson, fordi han bringes til at fælde dommen på helt forfalskede præmisser. Igennem den unge herredsfogeds dagbog underrettes læseren dag for dag om begivenhedernes skrækkelige gang, som til sidst fremtvinger den uretfærdige dom og efterfølgende henrettelse. Men den juridisk og menneskeligt uerfarne dagbogsskriver er offer for et systematisk iværksat bedrageri, hvorved fortællingens hovedskurk, Morten Bruus, udøver sin nådesløse hævn imod præsten.

Der er tale om en snedig iscenesættelse af falske anklager, hvis egentlige kilde den naive fortæller er ude af stand til at afsløre. Både herredsfogden, den dømte og den stakkels forlovede datter mener at være i kløerne på en rædsom skæbnemagt, indtil det mange år efter præstens henrettelse kommer for dagen, at det er menneskelig nederdrægtighed, der fra det skjulte har styret hele forløbet. En from kristelig gudshengivenhed afløses da – alt for sent – af en indsigt i den handlende ondskab, der styrer så meget.
Fortællingen, som er et meget tidligt eksempel på en dansk kriminalfortælling, er virtuost komponeret og den frygtelige pointe dygtigt skjult, fordi den troskyldige dagbogsskriver ikke har haft panisk fantasi nok til overhovedet at forestille sig det anslag, han og de andre er genstand for. Stilen lyser af elegisk smerte og uhyggeligt fortættet drama, og fortællingen er svær at ryste af sig.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)