Litteratur

Kongens Fald

Johannes V. Jensen (1873-1950)
1900-01 Se tidslinje

Af Dorthe Sondrup Andersen, magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent, 2006

Riget fattes helte

Hvis man giver point for, hvor mange såkaldt danske værdier, Johannes V. Jensen hylder i sin digtning, så bliver det ikke til så mange. Når det er sagt, skal det naturligvis tilføjes, at der formentlig ikke er skrevet en bedre roman på dansk end Kongens Fald. Den nobelpris i litteratur, Johannes V. Jensen fik, fortæller jo også, at han som forfatter befinder sig i den internationale Formel 1-klasse.

Dødens triumf 

Det er egentlig ejendommeligt, for romanens hovedperson, landsknægten Mikkel Thøgersen, er et usædvanligt usympatisk menneske. På det punkt adskiller han sig dog hverken fra sin arbejdsgiver, kong Christian II, der er en ren slagter, eller fra kongens modstandere, adelsmændene, der ter sig som galopperende dræbermaskiner.

Selv fredsommelige bønder og byborgere går amok i blodrus, nemlig da adelen afsætter kongen og spærrer ham inde på Sønderborg Slot. Selvfølgelig findes der i romanen gode, kærlige og omsorgsfulde mennesker, men lige meget hjælper det, for de dør alligevel. 

Et sprogligt tordenvejr

Når Johannes V. Jensens fortjener ti ud af ti stjerner for Kongens fald, skyldes det primært fortællingens flyvende fart og hans stærkt billeddannende sprog. Et lyn, der slår ned, efterfølges eksempelvis af et brag, der lyder som et kanonskud, et rallende stenskred og en hul torden, ligesom en brændende herregård røber sig ved, at der højt oppe over den ses et gigantisk drejende hjul af røg. Kongens stormagtsplaner handler blandt andet om, at danske kanonkugler skal "rende Panden i Dover Klint", og at de svenske modstanderes hoveder skal hoppe af huggeblokken med lange blodsprøjt efter sig. Det kan ikke undre, for når Christian II i fuldskab slynger tinkrus i væggen, falder de flade ned. Har folk drukket, går de som skibe, der krydser op mod vinden, og sprut er først livsfarlig, når man ser hvide mus så store som portåbningen i et kongeslot. 

Aage Sikker Hansen stod for at illustrere Forlaget Gyldendals udgave af Kongens Fald fra 1944. Her forsiden til udgaven. Stillet til rådighed af Odense Mediemuseum.
Aage Sikker Hansen lavede en lang række udkast og skitser til Johannes V. Jensen. De blev tegnet med blyant for senere at blive tegnet i stort format med bambuspen og tusch. Her ses ”Otte små skitser”, hvor der kan spores flere af de endelige illustrationer, som blev brugt i Gyldendals udgave af Kongens Fald. 1940’erne. Stillet til rådighed af Odense Mediemuseum.
Litteratur

Vidste du?

Johannes V. Jensen tog på sine ældre dage afstand fra sit ungdomsværk og forlangte det afskrevet forfatterskabet. Det gjaldt for alle de bøger, han skrev som ung mand. Undtagen Kongens fald, hvilken han sikkert gjorde klogt i, da den sidst i 1990'erne blev udråbt til danskernes favoritbog fra det 20. århundrede.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Litteratur, 2006

“Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.”

Sådan lyder optakten til de kapitler, der i Kongens Fald skildrer blodbadet i Stockholm i året 1520. Kongen er Christian den 2., men han er ikke den centrale skikkelse i romanen, det er Mikkel Thøgersen, en falleret, rodløs bondestudent. Mikkel bliver soldat, og han kommer efterhånden tættere og tættere på kongen, og jo tættere han kommer, desto værre går det denne. Mikkel er med kongen i Stockholm og med ham i hans fængsel på Sønderborg Slot. Inden kongen ender dér, følges hans forvirrede, vægelsindede sejlads frem og tilbage over Lillebælt, under hans “Fortvivlelses Nat”: “Da Solen kom, var han (dvs. kongen) paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der”, hedder det. Til slut sidder kongen og Mikkel sammen i fængslet på Sønderborg Slot.

Mikkel skader i løbet af sit liv mange andre bl.a. Axel, “den letsindede”, der dør dansk digtnings smukkeste død en nat, da “Himlen var som hvide Roser”. I et af de afsluttende kapitler synger jættepigerne Fenja og Menja om alt det, de maler menneskene, mens de trækker deres kværn i Nordpolsnatten. Fenja vil male: “Solopgang og Høveder og frodige Agre, skinnende Skyer og Grøderegn, Kløver og gule og hvide Blomster”, mens hendes søster Menja vil male afsvedne: “Marker, Vandløshed og Mørke, Lyn og ulmende Tomter”. Kongens Fald er på mange måder en brutal, barsk fortælling, men den er tillige en lyrisk og en tidlig modernistisk roman. Sprogligt er den et umådeligt rigt, strømmende digterværk.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)