Litteratur

Jammers Minde

Leonora Christina (1621-98)
1673-74, udgivet i 1869 Se tidslinje

Af Dorthe Sondrup Andersen, magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent, 2006

London, sommeren 1663

Kongedatteren Leonora Christina læser et brev fra sin mand. En del af brevet består af tal, som ikke ligner et regnestykke. Det er kodeskrift, og selv de ord, der står i brevet, lyder som krypterede meddelelser. Bagefter går Leonora Christina ud på toilettet, hvor hun river brevet i små bitte stykker og lader dem falde ned i latrintønden.

Flugtforsøget

Leonora Christina er tilbageholdt af de engelske myndigheder og har besluttet sig for at flygte. I parykken har hun skjult et par håndfulde ædelsten, hun har syet guldmønter i sin underkjole, og i silkestrømperne er der flere. Et diamantsmykke ligger i hendes forede silketrøje, og i skoene triller safirer rundt.

Desværre viser flugten sig at være et set-up. Den danske prinsesse render direkte i armene på politiet, der stopper hende på en ret overbevisende måde ved simpelthen at rette deres pistoler og kårder mod hendes hjerte. Leonora Christina føres om bord på et skib med kurs mod Danmark, hun bider en stor diamant af sin guldring og beholder den i munden. Ringen skaffer hun sig diskret af med, da hun sætter foden på dansk jord. Det er den 8. august 1663, klokken er 9, og hun er anholdt.

Brevet til børnene

Leonora Christina er ikke hovedpersonen i en krimi. Hun er ikke engang krimiforfatter. Hun er det, hun er, nemlig kong Christian IV's datter, som havde det uheld at blive gift med en mand, der senere blev dømt for landsforræderi. Når hendes lange brev til børnene nu kaldes for et stykke fremragende dansk litteratur, så skyldes det selvfølgelig helt elementært, at hendes beskrivelse af flugt, tilfangetagelse, bortførelse, forhør og kropsvisitation simpelthen er spændende læsning. Det er beretningen om de efterfølgende 21 år, 9 måneder og 11 dages indespærring i Blåtårn også, men af en helt anden grund. I Jammers minde fortæller Leonora Christina nemlig også om, hvordan man opfører sig kongeligt blandt fangevogtere, spioner, fængselspræster og medfanger.

Københavns Slot med Blåtårnet på Christian den Femtes Tid. Litografi af Carl Otto. Udateret. Det Kongelige Bibliotek.
Prospect af Det Kongel. Residentz-Slott i Kiøbenhafn at see fra Høibroe Anno 1698
Leonora Christina. Det Kongelige Bibliotek.
Litteratur

Vidste du?

Kilde: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk forfatterleksikon. Rosinante, 2001.

Det er kun første del af Jammers minde, Leonora Christina skrev i fangenskab. Bogen giver ellers læseren indtryk af at være skrevet i Blåtårn fra ende til anden, men det er altså ikke tilfældet. Sidste del af værket blev nemlig til i Maribo, hvor Leonora Christina opholdte sig efter løsladelsen i 1685, og frem til sin død i 1698.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Litteratur, 2006

"Dersom man min Jammer veje kunde og mine Lidelser tilsammen i en Vægt Skaal lægge, da skulde de være tungere end Saand i Havet."

Jammers Minde er den titel, kongedatteren Leonora Christina valgte til skildringen af sit 22-årige fængselsophold i Blåtårn fra 1663-85. Titlen betyder: Erindringen om min elendighed. Værket er uden tvivl det mest respektindgydende værk, den danske baroktid har efterladt. Som menneskelig præstation er det enestående, at den fængslede kongedatter overhovedet overkommer at berette om og nedskrive de mange års lidelser og ydmygelser, skønt hun i sin fortale med rette overvejer, om det var klogere at skrive det hele i glemmebogen. Værket var igennem næsten to århundreder ukendt i offentligheden, indtil det ved sin offentliggørelse i 1869 vakte berettiget sensation. En helt uventet gave fra en fjern fortid. 

Fængselsbiografien skildrer en ukueligt stærk og selvbevidst kvindes evne til at gennemlide, hvad der påføres hende, og dog ikke bukke under. Værket er myldrende fuldt af realistisk iagttagelse, syn, stank, lyde, ofte gengivet med sanselig væmmelse, men også med grotesk humor, som blot gør detaljerne endnu mere påtrængende. Leonoras evne til at fastholde udseende og karakter hos de mennesker, fængselsopholdet påtvinger hende berøring med, har for eftertiden opbevaret billeder af en række oftest betydningsløse mennesker, især en række kvinder, som ellers for evigt ville være forsvundet i tidens gang. Når denne temperamentsfuldt sansede og gennemlevede bog vokser til et litterært hovedværk, beror det ikke mindst på, at forfatterinden overkom at indfatte det hele i en yderst kunstfærdig og fornem sprogdragt, der kaster glans og elegance over selv de mest lurvede detaljer.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)