Litteratur

Kanon for Litteratur

Af Kanonudvalget for Litteratur, 2006

I skovbrynet er kronhjorten smuk. Men findes motivet på et lærred over sofaen, er det en banal efterligning af en natur, som billedet netop ikke er. “Rammens Kant er Billedets stærkeste Virkning”, skrev maleren Harald Giersing. Den grænse mellem kunst og ikke-kunst, som det enkelte værk udtrykker, genfandt Giersing i grænsen mellem kunst og nationalitet: “God Kunst er altid national. National Kunst er altid daarlig.”
Den litterære kanon omfatter da værker, som i den forstand er god kunst. Den er ikke tvang og tyggemad, men et tilbud til hele befolkningen om at møde umistelig digtning. Den giver det fælles modersmål for de fleste en kant, så vi kan træde et skridt tilbage fra vanen for at genfinde vores nysgerrighed, for at blive inspireret til fordybelse og for at få afprøvet vores kvalitetskriterier. Den stiller ikke blot bevingede ord og talebobler til vores rådighed. Den sætter sprog til hele følelsesregistret, til oplevelser og erfaringer, til muligheder og til de steder, vi kun når i fantasien. Dansk sprog. Men god litteratur henter ofte inspiration på tværs af grænser mellem sprog, nationaliteter og kulturer, og derfor er litteratur et eminent redskab til at gøre det fremmede nært og det nære mere mærkværdigt.

Det er let at se, at kanon indebærer en risiko for cementering og for traditionsfastholdelse. Men – ligesom det sker på ethvert museum – er denne italesættelse og afnaturalisering af fortiden kun begyndelsen til at komme videre med traditionens styrke i behold
Kanonudvalget for litteratur

Den litterære kanon omfatter værker, som henvender sig til den enkeltes læselyst, værker som i al deres indbyrdes forskellighed tilbyder steder at samtale fra og om. De er nødvendige i et komplekst samfund, hvor mange roller og identiteter findes. Værkerne har ingen grydeklare løsninger af personlige og samfundsmæssige problemstillinger, men de giver bud på det at være menneske i mange tidsaldre og kulturformer, som vi nu og her kan spejle os i og se igennem.

Kanonudvalget for litteraturs arbejde med at finde et fåtal af litterære værker i en 800-årig litteratur har trods medlemmernes forskellige baggrund været mindre brydsomt, end mange har forventet. Nogle vil måske savne overraskelser på listen, men det er også en pointe, at valgene på det litterære område formentlig er mindre kontroversielle end på områder, der står uddannelsessystemet fjernere. Udvalget har ikke fundet den skjulte eller fortrængte litterære guldklump, som kunne give listen overskrifter i nyhedsmedierne. Selv om dansk litteraturhistorie ikke savner urimelige op- og nedvurderinger, så kommer disse dog i anden række, når opgaven alene er at finde 12 værker.

Udgangspunktet for vores valg har været, at smag faktisk lader sig diskutere. Vi har peget på værker, der har vist sig slidstærke i den kulturelle tradition. Blandt disse er valgt værker, som hver og ét af udvalgets medlemmer dels finder er af høj kunstnerisk kvalitet, dels spår en fremtid som levende og værdifuld litteratur. I kriterierne indgår altså både tradition, oplevelse og holdbarhed. På den baggrund opfatter vi alle de valgte værker som væsentlige bidrag både til dansk litteratur og til dansk kultur i bredere forstand. De er resultater af en original og dristig kunstnerisk indsats, som også er værdifulde. De er værd at bevare for eftertiden, fordi de giver referencepunkter i et moderne globaliseret vidensamfund.

Udvalgskriterier

Værkerne på den litterære kanonliste:
• er af høj kunstnerisk kvalitet
• spås en fremtid som levende og værdifuld litteratur
• repræsenterer tradition, oplevelse og holdbarhed
• er skabt ved original og dristig kunstnerisk indsats
• giver referencepunkter i et moderne globaliseret vidensamfund

Dansk litteratur er rig og mangfoldig. Der er heldigvis så meget at vælge imellem, at vi ikke har behøvet at give køb på kvaliteten for også at tilgodese spredning på tidsaldre og tekstformer. Nye læsere kan starte her, men der er ikke tale om et tilstrækkeligt eller afsluttet pensum. De værker, der er landet på kanonlisten, kan – trods deres spredning – klart nok ikke gøre krav på at være en miniatureudgave af dansk litteratur. Mange højt kvalificerede tekster og forfattere leder man forgæves efter. Bag udvælgelsen af de enkelte værker ligger således ikke en henvisning af den øvrige danske litteratur til en lavere rang. Dertil kommer, at det ikke har været muligt at behandle genrerne ens. Dele af lyrikken har vi prøvet at tilgodese med en antologi, mens vi helt har måttet afstå fra at lade essayet repræsentere, skønt også det har en væsentlig plads i litteraturen og i kulturbilledet.

Det gælder således også for kanonlisten, at kanten er dens stærkeste virkning. Den har som forudsætning den kvantitative og for så vidt tilfældige afgrænsning, der følger af kravet om 12 værker. Listen fungerer ikke blot som en udpegning af ‘det gode’, dens resultat er i høj grad også en proces: Den kan rejse en diskussion, dels af de enkelte valg i relation til andre mulige, der i én eller anden forstand er af samme slags, dels af de kriterier, vi bruger, når vi skal vurdere litteratur, og i bredere forstand vores kulturelle arv. Listen er på den vis ikke bare til debat men også et bud på at kvalificere debatten.

Hvis kanonudvalget for litteratur havde været anderledes, ville resultatet formentlig også være blevet det. Lige så oplagt er det, at en kanon som denne løbende bør revurderes og suppleres. Det er imidlertid ikke en grund til at afstå fra at bidrage til at tydeliggøre den kanondannelse, som enhver læser, lærer og litterat alligevel bidrager til hver dag gennem valg og fravalg. Problemet ligger ikke i selve fremhævelsen, men snarere i, hvad der vælges, og specielt i, hvem der vælger og dermed giver legitimitet til noget. Det vigtigste spørgsmål er, hvorfor noget kanoniseres. Det behøver ikke at være for at forsvare noget (dansk litteratur skal nok klare sig endda), men kanoniseringen vil ofte basere sig på ønsket om at retlede. Det er let at se, at kanon indebærer en risiko for cementering og for traditionsfastholdelse. Men – ligesom det sker på ethvert museum – er denne italesættelse og afnaturalisering af fortiden kun begyndelsen til at komme videre med traditionens styrke i behold. Det er et oplysningsprojekt, som man – ikke mindst i Europa – har arbejdet på ganske længe, og som også digteren J.P. Jacobsen gjorde til sit feltråb: “Lys over Landet! / Det er det, vi vil –”.

Note: Begge Giersing-citater er fra samme nummer af tidsskriftet Klingen. J.P. Jacobsen er citeret fra Juleroser, 1885.

Kanonudvalget for Litteratur (2005-06)

 

Fra venstre:
Finn Hauberg Mortensen (formand) (1944-2013) Litteraturhistoriker
Erik A. Nielsen (1941-) Litteraturhistoriker
Mette Winge (1937-) Forfatter, litteraturkritiker og dr.phil
Claes Kastholm Hansen (1942-) Cand.phil., forfatter, skribent og samfundsdebattør
Jens Christian Grøndahl (1959-) Forfatter

 

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)