Film

Matador

Erik Balling (1924-2005)
1978-82 Se tidslinje

Af Christian Monggaard, filmskribent og anmelder ved Information, 2006

En mand stiger af toget

Året er 1929. En mand og hans lille søn stiger af toget i provinsbyen Korsbæk. Intet bliver nogensinde det samme igen. Forfatteren og journalisten Lise Nørgaard og instruktøren Erik Ballings tv-serie Matador er stadig den mest holdbare danske tv-serie nogensinde. De 24 afsnit blev produceret af Nordisk Film og er blevet sendt på Danmarks Radio 5 gange siden premieren i 1978. Matador fortæller levende og medrivende om livet i Korsbæk igennem små 20 år og om 2 generationer af familierne Andersen-Skjern og Varnæs.
Serien er fuld af folkelig humor og drama og har stort og farverigt galleri af mindeværdige, elskelige og ikke mindst skarpt tegnede karakterer. Der medvirker nogle af tidens største og bedste danske skuespillere: Jørgen Buckhøj, Ghita Nørby, Holger Juul Hansen, Ove Sprogøe, Helle Virkner, Malene Schwartz, Jesper Langberg, Kirsten Olesen, Bent Mejding og mange, mange flere.

Tradition og fremskridt

I København har socialdemokraten Thorvald Stauning lige fået overdraget regeringsmagten fra Venstre. I Korsbæk vender Mads Andersen-Skjern op og ned på alting ved at åbne en tøjforretning for helt almindelige mennesker. Således udfordrer han byens bedre borgerskab, de gamle, rige familier, de sociale normer og den hierarkiske samfundsorden, der har kendetegnet Korsbæk gennem flere hundrede år.
Siden skaber Anden Verdenskrig og Besættelsen nye fjender og allierede. Og til slut må Mads Andersen-Skjern se sig udfordret af sin søn, Daniel, der er homoseksuel og ikke har tænkt sig at følge i sin strenge fars fodspor.

Folkekomedie og satire

Erik Balling var en af de mest betydelige filminstruktører i Danmark. Han var en stor skildrer af dansk mentalitet, og hans foretrukne genrer var den lune folkekomedie og den finurlige satire. Han kunne godt være skarp, også i de meget populære Olsen Banden-film, der handler om den lille mands kamp mod et uigennemskueligt og arrogant system.
Selv om Matador blev vist på tv, var serien produceret som film, hvilket man kan se på det gennemarbejdede visuelle udtryk. Serien er samtidig et af de få af Ballings værker, hvor han med held rendyrker dramaet og realismen.

Jørgen Buckhøj and Kristian Steen Rem in Matador. Photo: Rolf Konow. © Danmarks Radio. total of 1601 min. Manuscript: L. Nørgaard, P. Hammerich, K. Smith and J.L. Petersen. Producent: Nordisk Film a/s for Danmarks Radio.
Malene Schwartz as Maude. Photo: Rolf Konow. © Danmarks Radio. total of 1601 min. Manuscript: L. Nørgaard, P. Hammerich, K. Smith and J.L. Petersen. Producent: Nordisk Film a/s for Danmarks Radio.
Film

Vidste du?

Kilde: "Korsbæk Tidende" på Matadoronline.dk

Tolkien kortlagde Ringenes Herre-universet, og det samme gjorde faktisk Lise Nørgaard med Korsbæk og omegn. Formålet med kortet var at hjælpe holdet bag serien til at danne sig et billede af, hvor alle personerne boede, og hvordan de forskellige steder lå i forhold til hinanden. Kortet kan opleves i episode 16 i forbindelse med Borgmester Sejersens planer om en folkepark. Det fiktive navn Korsbæk er i øvrigt opstået af en sammentrækning af Korsør og Holbæk.

 

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Film, 2006

Tv-serien Matador er uomgængelig i en kanon for den lange fiktionsfilm. Matador er den største danske filmfortælling, der til dato er lavet, og den er en unik præstation. Gennem 24 afsnit – i alt 27 timer – følger man Korsbæks beboere i et lille stykke Danmarkshistorie, fra det lokale borgerskab vækkes af sin Tornerosesøvn ved den driftige Mads Skjerns ankomst i 1929, til det moderne liv for alvor sætter ind i 1947.
Den elementært underholdende og humoristiske historie er skrevet til tv af journalisten Lise Nørgaard og er inspireret af hendes barndoms erindringer fra Roskilde, men også en af tidens mest markante skribenter, Paul Hammerich, bidrog. Helt afgørende er Erik Ballings instruktion. Han har præget den folkelige del af dansk film gennem en menneskealder, og serien markerer hans kunstneriske højdepunkt. 

Matador blev fulgt af rekordstore skarer af tv-seere på statsmonopolet Danmarks Radios Fjernsyn, og efterhånden som tv-serien skred frem, blev Korsbæks beboere en uundværlig del af danskernes “filmfamilie”.
Et stort galleri af de mest folkekære skuespillere optræder og leverer flere betydelige præstationer. Serien har et skarpt blik for kvindernes gryende frigørelse og borgerskabets indspiste bigotteri, selvom dens genretro happy end præges af en postuleret harmoni mellem de forskellige sociale klasser. Men Matadors egentlige genistreg består i, at den favner både Danmarks store samfundsændringer og Korsbæks enkelte indbyggeres liv i en enkelt udformet, storladen episk fortælling.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)