Film

Idioterne

Lars von Trier (1956-)

Af Christian Monggaard, filmskribent og anmelder ved Information, 2006

Scenernes sandhed

Meningen med Dogme95 var, at et strengt regelsæt skulle afskaffe det store tekniske apparatur ved en traditionel filmproduktion. Det handlede om at genfinde glæden ved at lave film og med enkle midler og usminket skuespilkunst nå frem til scenernes sandhed. Lars von Trier var især inspireret af 1960'ernes franske nybølge, da han fik ideen til Dogme95. Og Idioterne, Triers egen dogmefilm, blev den af de første fire dogmefilm, der klarest rendyrkede, hvad han havde i tankerne.
Filmen handler om et kollektiv af yngre, veluddannede mennesker, der for en tid har meldt sig ud af samfundet. Med idealisten Stoffer i spidsen (idealister er udbredte, men problematiske i Triers film) udfordrer de det etablerede system og de sociale normer. De øver sig i at spasse - at opføre sig som 'idioter' - og tager siden ud og spasser i den 'virkelige' verden.

Den indre idiot

Idioterne er morsom på en spidsfindigt ironiserende måde, men også følelsesladet og bevægende. Ikke mindst da spasserne møder en lidt naiv kvinde, Karen, der er Stoffers diametrale modsætning. Hun forstår ikke, hvorfor de gør, som de gør. Hun sætter spørgsmålstegn ved deres motiver til at finde deres indre idiot. Det viser sig da også, at hun har større behov for at spasse og bryde med sine omgivelsers forventninger og krav, end de har.

Skuespillerne digter med

Filmen er et typisk eksempel på, at Trier vil udfordre ved at sætte alt på spidsen. I sin dagbog fra optagelserne fortæller han, hvordan han forsøgte at gøre processen så tøjlesløs og kollektiv som muligt. Skuespillerne skulle selv digte med. Men det blev smertefuldt for ham og nogle af de medvirkende - ligesom drømmen om at spasse bliver det i filmen.
Idioterne delte publikum i to. Gennem hele sin karriere, der begyndte med Forbrydelsens element i 1984, har Trier formået at forny sig, udvide det muliges rammer og samtidig både fascinere og frastøde folk. Både herhjemme og i udlandet er han den mest respekterede og indflydelsesrige danske filminstruktør siden Carl Th. Dreyer.

Anne Louise Hassing and Bodil Jørgensen in The Idiots. Photo: Jan Schut. ©Trust Film. 117 min. Manuscript: Lars von Trier. Producent: Zentropa og DR TV.
Film

Vidste du?

Kilde: Tonie Yde Mørch, Jens Rebensdorff og Rikke Tjørring, Berlingske Tidende 30/4-06.

Som ung filmskolepraktikant var Lars von Trier produktionsassistent på Nils Malmros' film Kundskabens træ og kørte blandt andet børnene frem og tilbage til optagelser. Lars von Trier er ellers kendt for kun at ville arbejde med sine egne ting. Han var ved at blive smidt ud af Filmskolen, fordi han i forbindelse med et kursus nægtede at lave ting, som andre instruktører havde skrevet.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Film, 2006

Dogmefilmen Idioterne er den mest uudgrundelige film i denne kanon. Filmen er en surrealistisk fabel om en gruppe unge, der bogstavelig talt render rundt og leger idioter, og om Karen, for hvem gruppen og dens mærkelige projekt bliver en sjælelig redningsplanke i en ubærlig, personlig krise. Gruppens egentlige formål fortaber sig i det uvisse. Nogle vil gøre grin med borgermusikken. Andre bliver høje på oplevelsen af at finde sin indre idiot. Filmen fremlægger gruppens mærkværdige projekt på en måde, der næsten drilsk opfordrer til tolkninger i alverdens retninger uden selv at afsløre et ståsted. Men filmens strømførende lag er dens hjerteskærende skildringer af de sider af menneskets indre, der ikke lader sig udsige eller dele med nogen, men som trods dette konstant må søge en vej ud af sjælens ubodelige ensomhed. 

De på en gang politiske og psykologiske ingredienser hvirvles sammen i en fortælling, der abrupt veksler mellem intellektuel satire og indfølte personskildringer. Filmens styrke består i den måde, hvor den stærkt allegoriske og åbenlyst konstruerede historie fortælles gennem scener, der lever af autentiske øjeblikke skabt af et hudløst og intenst skuespil. Filmen er båret af et ensemble af skuespillere, der siden er blevet sin generations populæreste med Bodil Jørgensen, Anne Louise Hassing og Jens Albinus i de bærende roller. At sætte skuespillerne i centrum blev et af dogmefilmenes adelsmærker. Først og sidst er filmen dog Lars von Triers personlige værk.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)