Film

Babettes Gæstebud

Gabriel Axel (1918-2014)

Af Christian Monggaard, filmskribent og anmelder ved Information, 2006

Gud og afholdenhed

Engang var franske Babette feteret køkkenchef på en fin restaurant i Paris. Nu er hun tjenestepige for to gudfrygtige gammeljomfruer på den jyske vestkyst, hvor ingen kender hendes fortid.
De to aldrende frøkener, Martine og Filippa, holder sammen på en stadigt mindre flok af fromme kristne, som deres far, præsten, samlede for snart mange år siden. Begge kvinder bærer på erindringen om den store kærlighed, som blev ofret til fordel for Gud og et liv i afholdenhed.

Kunstens og kærlighedens magt

Men Babette vinder i lotteriet og bruger alle pengene på at anrette en fransk middag for den lille, indremissionske menighed. Den gode mad og vin får dem alle til at huske på, at man godt kan nyde livet - og kærligheden - og samtidig dyrke Gud.

Tidligt får vi at vide, at Babette har mistet alt. Men hendes lyse sind står i grel modsætning til den selvretfærdige vestjyske menigheds livsfornægtelse. Babettes Gæstebud er baseret på en fortælling af Karen Blixen, der blev verdensberømt under pseudonymet Isak Dinesen. Filmen viser Babette som en lidenskabelig kunstner på sit felt, madlavning. En sådan sand kunstner har styrke til at forandre folks liv.

Et hit i udlandet

I filmen bliver der lagt en diskret ironisk distance til de fromme beboere i vestkystmiljøet i 1870'erne. De sparsommelige og frygtsomme menighedsmedlemmer slubrer de eksotiske retter til sig, selv om de er bange for, at de skal deltage i en heksesabbat.
Filmens instruktør, Gabriel Axel, er født i Danmark, hvor han i 1950'erne, 60'erne og 70'erne instruerede adskillige film. Men han har gået i skole i Frankrig, er fransk gift og har boet og arbejdet der i mange år. Filmen kan derfor også have et selvbiografisk indhold. Især i udlandet blev Babettes Gæstebud et meget stort hit, og den vandt en Oscar for Bedste Udenlandske Film i 1988.

Stéphane Audran in Babettes Feast. Photo: Peter Gabriel. ©Nordisk Film. 105 min. Manuscript: Gabriel Axel based on Karen Blixens short story Babettes Gæstebud (1950). Producent: Panorama.
Film

Vidste du?

Kilde: Ib Bondebjerg, Jesper Andersen og Peter Schepelern (red.): Dansk Film 1972-97, s. 352, Munksgaard-Rosinante.

Da instruktøren Gabriel Axel skulle søge midler til Babettes gæstebud, løb han ind i problemer med et af Filminstituttets bestyrelsesmedlemmer. Vedkommende mente, at man for at mindske brugen af fremmedsprog i filmen skulle udskifte den svenske general på rollelisten med en dragon fra Næstved. Det endte dog med, at generalen blev i filmen - spillet af den svenske skuespiller Jarl Kulle.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Film, 2006

Den franske kok Babette må i 1800-tallet flygte fra sit fædreland og havner ved skæbnens ugunst som tjenestepige hos to aldrende frøkener i et lille missionsk fiskerleje, hvor hun tåles men ikke trives. En dag vinder hun i lotteriet og insisterer på at bruge pengene på et stort og enestående festmåltid, der viser, hvilken kunstner hun er på sit felt. Hun er kunstneren og forføreren, som kan forgylde øjeblikket ved sin sanseåbnende madkunst. Det tragiske og komiske er, at hendes gæster er utrygge ved hendes talenter, som de betragter som syndige og derfor afviser.
Karen Blixens lille novelle forløses af Gabriel Axel i en række kontrastrige menneskeskildringer ført med let hånd. Personernes indskrænkethed antydes ubarmhjertigt, men også de fortrængte længsler og drømme, som lækkerierne lukker op for.

Filmens vemod er en stor del af dens charme, men komedieinstruktøren såvel som gourmeten Gabriel Axel fornægter sig ikke. Humoren sidder med til bords, maden spiller en central rolle i historien, og instruktøren har med smittende entusiasme kastet sig ud i at rekonstruere ægte skildpaddesuppe, Blinis Demidoff og lignende delikatesser.
Stéphane Audran er fremragende som den fremmede gavmilde fugl, og de store danske damer Bodil Kjer og Birgitte Federspiel spiller med tyngde, mens charmetrolden Jarl Kulle er filmens formildende galante islæt. Selvom filmen om Babette ikke for alvor kan hamle op med det litterære forlæg, så afsætter filmen en uafviselig aroma og smag af Blixens virtuose fortællekunst.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)