Design

Flora Danica

Flere kunstnere
1752-1803 Se tidslinje
Christiansborg Slot, København Se kort

Af Charlotte Jul, skribent, redaktør og kurator, 2006

Kongestellet

Flora Danica fra 1790 er et unikt spisestel med sine mere end 700 danske plantemotiver. I oplysningstiden var man fascineret af tidens nye videnskab, botanikken. Det viste sig i resten af kulturlivet, og derfor er planterne afbilledet naturtro på stellet.
Flora Danica er dekoreret og guldbelagt af menneskehænder ligesom hanke og låg er modelleret op i hånden. Det er et stel, der er konger og dronninger værdigt. Og det var faktisk også meningen, da Kong Christian VII i det 18. århundrede bestilte det i gave til den russiske kejserinde Katarina. Kejserinden nåede at dø, inden stellet var færdigt, og det var held i uheld, for så forblev stellet i Danmarks besiddelse, og i dag kan du studere det oprindelige stel i kælderen på Rosenborg Slot.

Inspiration og dekoration

Hvor må lasagne smage fantastisk på sådan en tallerken! Flora Danica fik nyt image i 1863, hvor de mindst spiselige blomstermotiver blev valgt fra. Stellet har været i produktion siden, og med priser fra 2.100 til 182.900 kr. er Flora Danica spisestellenes Rolls-Royce. Tænk at det stadig holder her mere end 200 år efter, at det blev skabt, og i dag sælger for tocifrede millionbeløb på verdensplan.
Flora Danica-stellet viser, at godt håndværk og heftig dekoration ikke udelukker hinanden. Der er plads og lyst til begge dele i dag, hvor dekoration og mønstre er på vej tilbage og antikviteter, loppefund og design mikses på kryds og tværs for at skabe et personligt udtryk.

Naturtalent

Naturen var direkte inspiration til Flora Danicas detaljerige dekorationer. I Spanien var naturen en uudtømmelig inspirationskilde for bl.a. arkitekt og designer Antoni Gaudí (1852-1926). Gaudí formede sine spektakulære bygnings- og mosaikværker efter naturens bløde og farverige former. Har man besøgt Güell parken i Barcelona, hvor parkens interiør er bygget ind i landskabet, forstår man hvorfor.
Herhjemme var tekstildesigner Marie Gudme Leth i 1930'erene dybt inspireret af Flora Danica-stellet ligesom designer Anette Meyer for nylig har skabt kjoler med Flora danica-motiver.

Oval fruit basket from Flora Danica, Conferva Pennatula (water hair). Den Kongelige Porcelainsfabrik, København, 1790-1803. 26 cm. Photo: Iben Bølling Kaufmann/Det Kongelige Sølvkammer, Christiansborg Slot.
Round desert and fruit basket dish from Flora Danica, Butomus Umbellatus. Den Kongelige Porcelainsfabrik, København, 1790-1803. 28,5 cm. Photo: Iben Bølling Kaufmann/Det Kongelige Sølvkammer, Christiansborg Slot.
Design

Vidste du?

Ved et enkelt taffel i 1841 gik det lidt for vildt for sig, og 32 tallerkener af det originale Flora danica-stel gik itu. Stellet blev kun brugt ved særlige begivenheder, som for eksempel gallatafler, fødselsdage og bryllupper. Oprindeligt bestod det af 1802 dele - i dag er der omkring 1500 af de originale dele tilbage.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Design og kunsthåndværk, 2006

I 1752 blev G.C. Oeder kongelig professor i botanik på anbefaling af Bernstorff, der var udenrigsminister. Han havde læst i Göttingen og derefter nedsat sig som læge i Slesvig. Men det blev i København, hans eftermæle blev skabt. Øjeblikkelig efter ansættelsen gik han i gang med at planlægge et bogværk, Flora Danica, og en Botanisk Have ved Amaliegade. Begge dele skulle udgøre en kortlægning af den ‘danske’ flora, der på det tidspunkt omfattede Hertugdømmernes, Danmarks, Norges, Islands, Færøernes og Grønlands flora. 

Mens han arbejdede med botanikken, skrev han om bøndernes forhold, og han blev medlem af landskommisionen, finansrådet og finanskollegiet. Da Struensee faldt i 1772, og man nedlagde alle hans råd og nævn, blev Oeder landsforvist til Oldenburg, og i 1776 blev det bestemt, at kun ‘rigtige’ danskere kunne få politisk indflydelse. Men Oeders store botaniske værk levede videre.
I 1790 besluttede man at forære den russiske kejserinde et porcelæns-stel, udført på den nye kongelige porcelænsfabrik. Kejserinde Katarina døde i 1796 inden de 1802 dele i stellet var færdige, derfor har vi det oprindelige endnu på Rosenborg, og det fremstilles stadig. Man brugte et allerede eksisterende format, Perle, og Johann Christoph Bayer dekorerede det med planter fra floraen i fuld størrelse. I dag er det gjort ‘sødere’ end i den oprindelige udgave, men det er stadig et provokerende underligt porcelæn. For nylig har modedesigneren Annette Meyer brugt det i et usædvanligt papirprojekt.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)