Design

Kanon for Design & kunsthåndværk

Af Kanonudvalget for Design, 2006

I slutningen af 1700-tallet var maleren Abildgaard meget optaget af møbelkunsten. Han tegnede en række møbler, men de mest betydelige blev hans klismosstole, inspireret af de stole, han havde set afbildet på græske vaser. Abildgaard tegnede sine møbler, interiører og den lille villa Spurveskjul ud fra en ideel forestilling om det gode liv. Det var der flere gode grunde til: Kunstakademiet havde ved sin grundlæggelse fået til opgave at anvise og godkende mesterstykker fra håndværkslavene, og den almindelige opfattelse blandt kunstnerne var, at man skulle rydde op i alt det unyttige pjat, der blev fremstillet. Abildgaard var, i tråd med datidens internationale avantgarde, optaget af antikkens livsverden, som man forestillede sig, var både enklere og sandere, og han ønskede i sit design at efterleve dette ideal. Da Abildgaard var maler, spillede farve og fortælling en stor rolle i hele hans livsværk.

Man kan se hvert værk som et hyperlink, der giver adgang til et helt netværk af tanker og ideer
Kanonudvalget for design og kunsthåndværk

Hvert eneste værk har forbindelse med mange andre værker – ikke kun inden for den samme kunstart, men også inden for helt andre udtryksformer. Man kan se hvert værk som et hyperlink, der giver adgang til et helt netværk af tanker og ideer. Fra Abildgaards stol kan man linke ud i den store verden: til antikkens litterære hovedværker, til maleriet i Pompeji og Herculanum, til Abildgaards øvrige arbejder, til Poussin, til generationers kunstnermøbler, til den hverdagsklismosstol, der blev så almindelig i det 19. århundrede, og til de nyklassicister, der i tyverne skabte grundlaget for ‘Danish Design’ – den generation af møbelarkitekter, der i dag er blevet genopdaget internationalt, so m konsekvens af en håndfuld britiske arkitekters interesse. Hvis det skulle være rigtig sjovt, kunne man også her linke til Jørgen Rasmussens Kevihjul, fordi det netop er en videreførelse af den akademiske tradition for design, som Abildgaard indførte i Danmark. Fra Kevihjulet kan vi komme langt videre ud i verden, men den historie venter vi lidt med.

I udvalget for design og kunsthåndværk blev vi hurtigt klar over, at der var hundredvis af umistelige værker inden for design og kunsthåndværk, der hver især var på niveau med det bedste i verden – og som i øvrigt var usammenlignelige. Hvad er det bedste – en stenøkse, Gundestrupkarret, ‘Myren’ eller isterningeposerne? Wegners stole eller Christiania-cyklen? Derfor måtte vi vælge. De tolv værker, vi har valgt, fortæller én historie om design i Danmark, men der er værker nok til mange andre kanoner. Vi kunne have fortalt om det gode håndværk, om innovation, om almuekulturen eller bare om Thorvald Bindesbøll. Kunsthåndværk og design er et meget bredt område – vi kunne have lavet en kanon for hver af de fagligheder, der er repræsenteret: grafisk design, tekstiltryk, vævekunst, keramik, møbeldesign, beklædning, smykkekunst, glas, industriel design, spildesign, webdesign, komponentdesign m.fl.

Fra det første møde har vi kun været sikre på én ting: at Poul Henningsens skærmsystem skulle med i kanonen. Og det gav os en god anledning til at fordybe os i PH’s liv og tanker. Det er pudsigt, at den ‘kanon’ eller ‘gode smag’, der i dag findes i Danmark, er skabt af Poul Henningsen og hans kulturradikale kammerater i opgøret med en samtid, der klyngede sig til billedet af en længst forsvunden feudal stormagt. I mange artikler i dagblade, og i tidsskrifterne Kritisk Revy og Tænk, i bogudgivelser, revyer og den fantastiske Danmarksfilm, søgte PH at gøre op med det gamle Danmark og vise et nyt muligt Danmark, der var bedre i overensstemmelse med de moderne vilkår. Hans åndelige fædre var Brandeskredsen, der tilsvarende kæmpede for et ‘moderne gennembrud’. Og for begge generationer af kulturradikale spillede brugsgenstandene en væsentlig rolle. Først, omkring år 1900, var det kunsthåndværket og den håndværksmæssige produktion af møbler og genstande, man så på, siden, fra 1930, var det den industrielle design. Og netop på grund af lampesystemet vidste PH bedre end nogen anden, hvad industriel fremstilling går ud på. 

Det lykkedes kun delvist at bringe Danmark ind i industrialderen, på trods af de kulturradikale ildsjæles indsats. Og nu er det for sent. Industrialderen er overstået, og Danmark blev aldrig en førende industrination. Nu står vi igen med nye vilkår, og tør ikke, som nation, tage skridtet ud i den virkelighed, vi allerede har: med højteknologi, internet, MTV, outsourcing af produktion og krav om uddannelse. Vi skal lære at forholde os til andre livsformer, nye arbejdsvilkår og nye produktionsformer. Så det er for så vidt passende, at vi igen kigger på tingene omkring os og ser, om de svarer til vores virkelige liv og behov. Og i den forbindelse er det udmærket at se historien i et nyt lys: Vi har en kæmpe rigdom af erfaring og viden, vi kan trække på, og det er ikke sikkert, at den historiefortolkning, der var nyttig i trediverne, også er nyttig i dag. 

Udvalgskriterier

Værkerne i kanonen:
• er 'åbne værker'
• repræsenterer mangfoldighed
• er relevante i den tid, de er skabt i
• har internationale kvaliteter
• er skabt, enten af danskere i udlandet, eller udlændinge i Danmark

I udvalget for design og kunsthåndværk har vi valgt 12 værker, der er eksemplariske ved at være relevante i den tid, de er skabt i, og så fremadrettede, at de har brugs- og erkendelsesværdi endnu i dag. Vi har kun valgt værker, der også i et internationalt perspektiv er væsentlige. 

Design og kunsthåndværk er egentlig processer, en måde at gøre det på – og i arbejdet med kanon er det gået op for os, at de helt traditionelle dyder i håndværket og formgivningen stadig spiller en væsentlig rolle. It-folk taler om programmering som et kunsthåndværk, og vi kan genkende deres interaktion med stoffet fra de ældste håndværksmæssige traditioner – ligesom vi kan genkende os selv i det slag, man ser i stenøksen, kan vi genkende stoffet i de koder, der danner det nye digitale verdensbillede, om det er vævet af tråd eller af tegn, spiller ikke den store rolle. 

Hvert værk peger videre til en hel familie af værker, sådan som Abildgaards stol gjorde det i begyndelsen af denne tekst. Vi håber, at denne lille samling af værker kan inspirere til mange samtaler om tingene omkring os, nu og i fremtiden.  

Kanonudvalget for Design og Kunsthåndværk vil gerne takke følgende for hjælp og inspirerende samtaler: Bodil Busk Laursen, Kirsten Toftegaard, Christian Holmsted Olesen, Sia Mai Udsen, Jesper Juul, Ida Engholm, Marius Hartmann, Claus Bjerring, Steen Ejlers og Tinna Damgård-Sørensen.

Kanonudvalget for Design og kunsthåndværk (2005-06)

 

Fra venstre:
Ursula Munch-Petersen (1937-) Keramiker
Merete Ahnfeldt-Mollerup (formand) (1963-) Arkitekt, lektor
Louise Campbell (1970-) Designer
Astrid Krogh (1968-) Tekstildesigner
Erik Magnussen (1940-) Designer og keramiker

 

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)