Børnekultur

Kaj og Andrea

Katrine Hauch-Fausbøll (1945-), Kjeld Nørgaard (1938-)

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

De evigtunge tøjdyr

Vi kender dem alle sammen. Det turkisstribede, blank-fjerede og næbbede væsen Andrea og den vrantne, småjazzede og bredmundede frø, Kaj! Og vi kan næsten alle sammen synge med på et par strofer af deres sange. For eksempel Bakke snagvendt-sangen: "Hvis du siger missetand, bliver det til... tissemand". En tekstbid, som ofte ledsages af et fnis.

Bag en sofa

Gennem tv-skærmen gjorde hånddukkerne Kaj og Andrea deres entré i danskernes liv i foråret 1971. Udgangspunktet var en sofa, som dukkerne kunne stå på - og dukkeførerne gemme sig bag. Sangeren og musikeren Povl Kjøller og skuespilleren Kjeld Nørgaard var udset til at stå sammen med dukkerne. De var voksne og fornuftige; dem kunne ikke kun de barnlige dukker, men også børneseerne læne sig op ad.

Intet at blive bange for

Når der er konflikter - og det kommer der, specielt omkring Andrea, der er indbegrebet af en påståelig femårig - ligger løsningerne altid lige for. Universet er harmonisk, det samme er kameraføringen. Med rolige billeder følger vi Kaj og Andrea på deres vej hen imod at forstå de voksnes verden. Det kan være at lære at gå til købmanden. Eller at begribe noget så abstrakt som fænomenet tid: "I går var i morgen i dag...," gentager Andrea for eksempel spørgende. Papegøjen får også snart fod på, hvorfor det er så godt at kunne rime. For så kan man bedre huske sangene! De sange, som udsendelserne er spækket med.

Lige så friske som i 1971

De genkendelige figurer har fascineret børn (og deres voksne) siden 1971, og sammen med én af ophavsmændene, Povl Kjøller, har de endda opnået kultstatus. Med egen hjemmeside, utallige genudgivelser af deres hits, en genindspilning i 1999 - denne gang med Ole Kibsgaard og Christine Skou som de voksne - må vi konstatere: Kaj og Andrea bliver man aldrig for gammel til. Og Kaj og Andrea holder sig friske. Lige så friske som dengang i 1971, hvor de præsenterede sig for første gang.

Kaj og Andrea leger Prinsessen på ærten. Foto: Ulla Voigt. © DR.
Børnekultur

Vidste du?

Kilde: Katrine Hauch-Fausbøll/ DR

Skumgummiet inden i Kaj og Andrea smuldrede midt i 90'erne, hvilket fik DR's kostumierer til at rive sig i håret. De originale dukker var nemlig - i bedste 70'er stil - syet af stofrester fra Hanne Willumsens børns tøj. Hver eneste farve, mønsteret og strukturen i stoffet, måtte genskabes helt ned til mindste detalje. Andreas gennemtrængende stemme er også en slags kopi, for den stammer fra en kunde i Hanne Willumsens fars købmandsbutik..."Pænt goddag!"

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Scenekunst, 2006

Kaj og Andrea er et af Danmarks mest populære underholdningspar nogensinde. DR’s tv-serie for børn med dukkerne Kaj og Andrea blev i første omgang sendt 1971-1976 og er siden genudsendt i flere omgange. Seriens styrke ligger blandet andet i den meget fine tegning af figurerne: 
Frøen Kaj er kendt som den drengede, bramfri og jazzelskende bulderbasse, hvis mandlige stolthed let bliver såret, med sammenknyttet frømund til følge. Papegøjen Andrea er den pæne, selvbevidste og feminine med hang til prinsessekroner og tylskørter. Hun ofrer gerne solsikkefrø og egne interesser for husfredens skyld og overbeviser Kaj om, at “… selv om der er forskel på os to, er vi gode venner kan du tro”.

De to arketyper blev i 1970’erne bakket op af to meget flinke voksne, der var en slags forældresubstitut for de små seere: musikeren Povl Kjøller og skuespilleren Kjeld Nørgaard, der “bakkede snagvendt”, legede sanglege med både frø og fugl og lavede forskellige crazy-komiske sketcher.
At serien gjorde et uudsletteligt indtryk på børn, kan ses af at Povl Kjøllers sange midt i 1990’erne fik en tankevækkende kultrevival blandt de unge på 18-20 år, der uanset piercinger og grønt hår nød at synge med på cykelsangen, på sangen om tiden, der er noget mærkeligt noget, foruden alle de andre kendinge fra serien.
Kaj og Andrea blev genoplivet med nye tv-afsnit i 1999 med hjælp fra skuespiller Christine Skou og musiker Ole Kibsgaard. Dukkernes popularitet er intakt blandt de mange nostalgiske voksne, og nye seere lader sig også i dag tryllebinde af den påståelige frø og den velmenende papegøje. Stjerner af Kaj og Andreas kaliber forgår ikke så let!

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)