Børnekultur

De små synger

Gunnar Nyborg Jensen (1912-1970)

Af Lone Nyhuus, journalist, tidligere danser og koreograf, 2006

Idyl, gys og gru i barnekammeret

Når man kigger på sangbogen De små synger, ser det hele umiddelbart meget yndigt ud. En lille dreng med korngult hår pryder forsiden. Han har næsen i en åben bog og synger - sikkert artigt repeterende teksten.

Søde gys

Bitte Böchers tegning signalerer idyl og ingen fare. Men når man åbner bogen, vælter det ud med den ene grumme sang efter den anden. Vi starter med den lille sorte kattekilling med de hvide poter. Når blikket går videre ned ad siden, kommer noderne. Uden becifringer og uden basnoder, skrevet sådan, at enhver med et minimum af kendskab til musik kan sætte sig ned foran klaveret - eller med blokfløjten for munden og spille "Se den lille kattekilling".

Så vidt så godt. Men nederst på siden går det galt. Bitte Böcher har tegnet en lille mus, og i teksten beder katten musen om at komme ud at lege. Så ved vi jo godt, hvordan det går. Galt! Allerede fra første sang får vi dobbeltheden serveret. Det lille barn får gyset frydefuldt gennem kattens leg med musen, fortællingen om drengen Poul, der lod sine høns flyve rundt i haven - til glæde for ræven - og fortællingen om de ti små cyklister, hvoraf ni kommer galt af sted. Heldigvis kan barnet straks bladre vide til næste side. Her møder hun munken, der går i fredelige enge, eller det lille lam, der siger mæh.

Populære børnesange

Det var skolelærer Gunnar Nyborg-Jensen, som samlede de kendte børnesange og -lege. Fra tiden under Besættelsen var han kendt som vært på ønskeprogrammet Vi synger sammen, og da han i 1948 blev træt af at slæbe rundt på tunge sangbøger og løse stencils, samlede han de mest populære børnesange i en lille bog.
Det blev til De små synger. Gennem årene er der røget 1,5 mio. eksemplarer gennem trykken, en jubilæums-cd med kendte kunstneres fortolkninger har opnået ekstreme salgstal, og enkelte sange er skiftet ud. For eksempel blev "I niggerland bananen gror" forvist fra siderne i 1993. Men ellers står sangbogen næsten uforandret på danske børneværelser og institutioner. Som den har gjort det i mere end to generationer.

Front page for The Little Ones Sing designed by Bitte Böcher. In 2018, the anniversary edition was published with a new node setup with chords and melody voices, prepared by Jan Glæsel. ©Høst & Son.
Børnekultur

Vidste du?

Kilde: Høst & Søn

De små synger og leger stadig i ét væk. Den populære sangbog fra 1948 har siden fået følgeskab af De små synger salmer og De små synger julen ind. Sidstnævnte er en cd, som Gunnar Nyborg-Jensens søn, Søren, har stået for. I 2003 havde Søren Nyborg-Jensen også en finger med i spillet på De små synger sanglege, som er en nyredigeret udgave af farens bog om sanglege, udgivet i 1950'erne. 

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Musik, 2006

Flere generationer af små danskere er vokset op med Gunnar Nyborg-Jensens De små synger, der udkom første gang i 1948. Den markerede sammen med sin fire år yngre efterfølger, Henning Elbirks Regnbuebogen, en solid nyskabelse i dansk børnekultur: Sangbogen. 


Bogen rummer, hvad der stadig må kaldes den egentlige sangskat inden for det danske børnesangsrepertoire. Disse sange har akkompagneret utallige danskeres barndom – og voksenår, når de selv fik børn. Og når man hører Kai Normann Andersens sange fra især 1930’erne eller sange af Kim Larsen, Lars Lilholt og Anne Linnet, fornemmer man, at de ofte har rødder i disse børnesanges enkle, næsten naive tonesprog. Som Kim Larsen et sted har formuleret det: “Det er svært at løbe fra Oles nye autobil”. Unægtelig en rigtig iagttagelse. For har man som barn én gang fået disse børnesange ind under huden, bliver de siddende.

Repertoiret fra bogen fik i løbet af 1990’erne en revival, da en lang række rock- og popartister på initiativ af producenten Sten Wijksman Kjærsgaard nyindspillede dem i inspirerede og derfor ofte anderledes udgaver. Sangene blev udgivet i Åh abe!-antologiserien, hvis række af cd’er til dato har rundet en million solgte eksemplarer.
Nyere og mere tidssvarende sangbøger med et beslægtet indhold er siden kommet til, men uden at De små synger i nævneværdig grad har mistet sin status. Nutidige brugere er tilsyneladende ligeglade med, at nodebilledet ser håbløst gammeldags ud, og at sangene ikke er becifret. Bitte Böchers fine tegninger såvel som bogens stærke brand opvejer tilsyneladende fuldt ud disse mangler.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)