Børnekultur

Kanon for Børnekultur

Af Henrik Marstal, 2006

Undervejs i arbejdet med kulturkanonprojektet fik formandskabet den idé at etablere en kanon for børnekultur. En kanon, der kunne tilgodese de kulturprodukter og værker, som var skabt direkte til børn, og som var uomgængelige – men som i næsten alle tilfælde havde måttet se sig bortvist fra de voksnes kanonlister og i stedet sendt i skammekrogen. Alle udvalg blev inviteret til at byde ind på denne børneliste, og det forhold, at den gik på tværs af kunstarterne, gjorde den markant anderledes end de øvrige lister. Hertil kom, at ikke alle udvalg endte med at byde ind, ligesom tegneserien blev introduceret som ny kategori.

Her er tale om produkter, hvis primære kvaliteter ligger i deres evne til konstant at fastholde, udfordre og overraske, vel at mærke på børnenes egne præmisser og ofte mere eller mindre uafhængigt af alderstrin og intellektuelle udvikling
Henrik Marstal

I Danmark går tanken om kulturprodukter frembragt direkte til børn naturligvis langt tilbage i tiden i form af legetøj, rim og remser, børnemøbler og så videre. Især i den litterære verden har det været tydeligt, i hvert fald siden H.C. Andersen skrev sine første eventyr. I eksempelvis Den lille Pige med Svovlstikkerne skrev han om børn – nøjagtigt som mange andre romantiske forfattere, der alle var mere eller mindre inspireret af franskmanden Rosseaus tanker om barnet som ‘naturmenneske’. Men til forskel fra de fleste skrev H.C. Andersen også for børn, hvilket titlen på hans første samling af eventyr: Eventyr, fortalte for Børn fra 1835 mere end antyder.

Disse eventyr var i øvrigt næsten samtidige med B.S. Ingemanns og C.E.F. Weyses morgen- og aftensange (der er at finde på Kanonudvalget for Musiks liste over partiturmusik). Sangene blev med det samme sunget så meget af de voksne, at ingen tænkte over, at også de egentlig var skrevet om og for børn. Men efterhånden stod det klart, at Ingemanns klare, troskyldige vers formulerede netop en (voksen) barnesjæls opfattelse af tilværelsen, med stærkt billed- og tryghedsskabende linjer som

“Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa;
De muntre Fugle kalde på hverandre;
Nu alle Jordens Børn deres Øjne opslaae;
Nu Sneglen med Hus paa Ryg vil vandre.”

eller

“Dagen gaaer med raske Fjed;
Dagens Børn maae ile.
Aftenrøden bringer Fred;
Nattens Stjerner hvile.”

Da de første egentlige børnesangbøger som De små synger og Regnbuebogen dukkede op i tiden efter 2. verdenskrig, var Ingemanns og Weyses sange da også ganske pænt repræsenteret. De havde på dette tidspunkt været en del af børnekulturen længe.

Den svenske reformpædagog Ellen Key udgav i år 1900 en banebrydende bog med titlen Barnets Aarhundrede. Her hævdede hun, at tiden var kommet til at tage barnet alvorligt som barn, vel at mærke helt på dets egne betingelser. Bogen var en skarp samfundskritik, men titlens profeti skulle også i forhold til børnekulturen vise sig at holde stik. Listen afspejler nemlig det faktum, at der i løbet af 1900-tallet opstod en substantiel og profileret børnekultur herhjemme. Og samtidig afspejler den måske også det faktum, at udvalgsmedlemmernes egne barndomsår overvejende har været præget af en nyere tids produkter, idet listen bevæger sig fra 1931 og frem. Listens række af børneklassikere har gennem årene haft et solidt tag i børn, fra de helt små til de noget større. Det gælder Palle alene i verden såvel som legoklodsen, og det gælder Kaj og Andrea såvel som Halfdans ABC. For resten gælder det også en større mængde andre børneklassikere, som der ikke blev plads til – fra Kaj Bojesens trælege-tøj og Rasmus Klump-tegneserien til Thomas Windings historier og måske også Shu-bi-duas tidligste albummer.

Det vil sikkert undre nogen, at en historie fra ugebladet Anders And & Co. er inkluderet på listen. Det skyldes ikke blot, at bladet siden dets udgivelse i 1949 har tiltalt børn og deres forældre, men også, at bladet har en særlig dansk vinkel. Hæfterne om beboerne i Andeby blev nemlig gennem en lang periode produceret i blandt andet Danmark og herfra eksporteret til resten af verden. At bladet er medtaget på listen, skyldes nu også, at hovedpersonen selv – til trods for sin amerikanske herkomst – forekommer at være udpræget dansk med sin humørsyge, sin ugidelighed og sin konstante mistro til alle tænkelige autoriteter. Hertil kommer, at han er en antihelt, som evig og altid lider nederlag, ikke mindst til tyrannen onkel Joakim, til de intellektuelt overlegne nevøer Rip, Rap og Rup samt til den altid heldige lykkeridder og rival Fætter Højben. Dermed er Anders And faktisk i åndelig familie med en lang række af antihelte i dansk kultur, fra Holbergs Jeppe over Gustav Wieds Tummelumsen til Kjeld Abells Larsen og Benny Andersens Svante.

Når man lader blikket løbe ned over listen, er det svært ikke at glæde sig over, at adskillige danskere har været børn i en verden, der rummede netop disse produkter. Og man glæder sig over, at mange af produkterne stadig har gyldighed for børn i dag. For her er tale om produkter, hvis primære kvaliteter ligger i deres evne til konstant at fastholde, udfordre og overraske, vel at mærke på børnenes egne præmisser og ofte mere eller mindre uafhængigt af alderstrin og intellektuelle udvikling.

Samtidig er der tale om produkter, der for manges vedkommende er præget af at være blevet til i et velfærdssamfund, hvor der har været overskud til at dyrke legen for legens egen skyld, og hvor ikke mindst sprogets logiske kortslutninger, sammenbrud og lydlige dekonstruktioner – der netop ofte kendetegner barnets eget sprog – er blevet dyrket, raffineret og iscenesat på måder, som har kunnet udfordre selv de yngste.

Endelig spiller det også ind, at værkernes ophavskvinder og -mænd ikke har betragtet børn som et modtageligt og kommercielt letpåvirkeligt segment, men derimod som mennesker med en ukorrumperet tilgang til virkeligheden, og for hvem det at lege, opleve og være til ofte er det eneste fornødne. I den forstand lader det bedste fra dansk børnekultur sig forstå som et korrektiv til den markedsstyrede disneyficering og på anden vis amerikanisering af børnekulturen, som ikke mindst tiden omkring årtusindeskiftet har udvist stadig flere eksempler på, og som i skrivende stund næppe ser ud til at kunne blive lige så danske som for eksempel Anders And. 

Og som forfatteren og kritikeren Carsten Jensen hævder, er barndommen måske atter på retur, fordi den nu igen i stigende grad bliver betragtet som en ufuldstændig udgave af voksenlivet. Det 20. århundrede kan meget vel vise sig at blive barnets eneste århundrede. Desto mere grund er der til at glæde sig over frembringelserne på denne liste, som med en enkelt undtagelse alle hører hjemme dér.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)