Billedkunst

Stående kvinde

Astrid Noack (1888-1954)
1937-1943 Se tidslinje
Göteborgs Konstmuseum, Göteborg, Sverige Se kort

Af Trine Møller Madsen, kunst- og kulturskribent og forfatter, 2006

stående kvinde

Hun er rank og står på kraftige ben. Det ene ben lidt foran det andet. Hun kigger fremad. Håret er kort.
Stående kvinde er en stærk kvinde. Hun viser sig ikke frem for beskuerens blik. Det er derimod hende, der betragter verden - med opmærksomme øjne. Det er tydeligt, selvom man ikke kan se dem. Hun har tyngde og hviler i sig selv. I en skønhed, der kommer indefra. Er det overraskende, at Stående kvinde er lavet af en kvindelig kunstner?

Mod og styrke

Astrid Noack er en ener i dansk kunst. Hun var en af de første kvinder, der uddannede sig til billedskærer (billedhugger) herhjemme, og i 1920'erne rejste hun til Paris for at videreuddanne sig og samle inspiration. Ligesom sine mandlige kolleger. Hun var selv en "stående kvinde", der gjorde op med de traditionelle kønsroller.

Uden støj

Noack lavede skulpturer af mennesker. Mest af kvinder og børn. Hendes figurer fortæller ikke historier. Hun var mere optaget af skulpturens form og linjer og arbejdede derfor med ganske få virkemidler. I Stående kvinde er det eneste tegn på bevægelse fodstillingen samt de foldede hænder, der er forskudt fra kroppens akse og derfor skaber et lille twist i overkroppen. Ellers er alt stille. Selv figurens overflade er i ro. Der er ingen variation eller nuancer. Ikke engang i skiftet mellem hud og hår.
Set med nutidens øjne virker skulpturen fuldstændig ubevægelig. Måske endda kedelig. Vi er vant til billedflimmer og høj hastighed. Men måske er det netop det, der er skulpturens styrke - dens ro og stabilitet. Kan du mærke det?

Astrid Noack: Standing woman, 1937-43. Teak. 147 cm. Photo: Hossein Sehatlou/ Göteborgs konstmuseum.
Astrid Noack in her studio in Rådmandsgade at Nørrebro. Photo: Skandinavisk Presse Foto. Det Kongelige Bibliotek.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Billedkunst, 2006

Det oprejste menneske.
De store civilisationer, Ægypten, den tidlige græske og gotikken, var optaget af oprejsthedens under, og de vidste, at jo nærmere det oprejste var ved søjlen, jo mere liv. Sådan er det ofte i en civilisations begyndelse. Mens vor kultur tror, at jo større bevægelser og jo højere hastighed, des mere liv.

Vidste du

I arbejdet med Stående kvinde udførte Astrid Noack en række skitser, hvortil en ung kvinde, Marianne Sørensen, stod model. Noack tegnede hende flere gange og fra forskellige vinkler. Marianne Sørensen var ansat i kantinen på en fabrik tæt ved Rådmandsgade, Nørrebro, hvor kunstneren havde atelier. 

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)