Billedkunst

Sommerdag ved Roskilde Fjord

L.A. Ring (1854-1933)
Randers Kunstmuseum, Randers Se kort

Af Trine Møller Madsen, kunst- og kulturskribent og forfatter, 2006

Landskab med følelser

Et landskab er vel et landskab - eller hva'? Der er ingen tvivl om, hvad billedet Sommerdag ved Roskilde Fjord forestiller; men der er alligevel noget underligt ved det. Måske er det de enkle flader af grønt og blåt. Måske er det kontrasten mellem den bløde, organiske kyststrækning i forgrunden og de hårde, stramme linjer i fjordblik og horisont? Eller den dristige beskæring, der giver den lille klynge af fiskerbåde på vandet en birolle, helt derude i kulissen? Billedet er mystisk. Det er, som om det vil noget mere end at beskrive et smukt kig.

Det mentale landskab

L.A. Ring viser os, at et landskabsmaleri kan meget andet end bare at beskrive naturen set fra en bakkeskråning eller et udsigtspunkt. Han renser motivet for overflødige detaljer, og sådan skaber han et anderledes landskabsrum. Det er tomt og udefinerbart. Det hæver sig over tid og sted. Hvis man lægger en finger over bådene, er billedet næsten helt abstrakt. L.A. Ring forvandler landskabet til et indre, mentalt rum, som beskueren kan spejle sine egne følelser og sindsstemninger i. Prøv det selv.

Visionær bondemaler

L.A. Ring er en af de mest betydningsfulde landskabsmalere i dansk billedkunst. Han var selv fra landet. Selvom han holdt af at skildre naturen og livet mellem bønderne, var han ikke bondemaler i traditionel forstand. Han gik ikke bogstaveligt til tingene. Han var derimod "symbolist". Ring malede ofte vejen: grusvejen, landevejen eller - som her - vandvejen, som han bruger som et symbol på livsrejsen, der ligger foran os alle.
Samtidig var han fremsynet i sin kunst. Med sine spøjse beskæringer og abstrakte rum uden handling peger han - ligesom sin kollega Hammershøi - fremad mod modernismen. Billeder, der fanger andre sider af virkeligheden, end den vi kan spotte med det blotte øje.

Sommer Day by Roskilde Fjord, 1900. Oil on canvas. 95,5 x 145,5 cm. photo: Randers Kunstmuseum.
L.A. Rings: The Harvester, 1885. Oil on canvas. 190.2 x 154.2 cm. Statens Museum for Kunst.
DEP289
Billedkunst

Vidste du?

Kilde: Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter, L.A. Ring - 150 år, s. 5, 2004. (udstillingskatalog).

L.A. Ring er døbt Laurids Andersen, men tog senere navn efter landsbyen Ring, hvor han er født. Mange af Rings motiver er hentet herfra og fra de omkringliggende sydsjællandske egne. Under et besøg i Paris udtaler han "Her er saa forfærdelig meget at see, saa det næsten svimler for mig, og jeg tror nok, at jeg drage et Lettelsens Suk den Dag, da jeg vender Næsen hjemad."

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Billedkunst, 2006

Blandt hovedværkerne fra århundredeskiftet 1900 regnes L.A. Rings stemningsfulde maleri af en sommerdag ved Roskilde Fjord. Med stor præcision har maleren her skildret både det kuperede grønne landskab og det flade sumpområde, der støder op til den stillestående fjord. Det er havblik, så den ensomme fiskerkutter og den høje, blå himmel spejler sig klart på vandoverfladen. Motivet forekommer, som var det løftet ud af virkeligheden og indskrevet i et større univers. Et kosmisk, guddommeligt lys fylder billedet med en rummelighed, der uvilkårligt kan forbindes med en uendelighedssymbolik.
Selv var L.A. Ring ikke religiøs, tværtimod var han i sine unge år svoren ateist. Med en baggrund i et fattigt husmandsmiljø i Sydsjælland var det ikke hans mål at idealisere virkeligheden. 

Hans tidligste billeder, hvor motiverne var hentet i det nære landsbymiljø, viste tydeligt et ægte socialt engagement. Senere i livet, efter at have stiftet familie, ændrede Ring markant sin virkelighedsopfattelse. Fra da af var det, som om hans realisme blev iscenesat af et langt mere følsomt og metafysisk lys.
I sin skildring af Roskilde Fjord har Ring malet et panoramisk perspektiv, dog uden at miste den personlige opfattelse af landskabet. Det storladne, tomme rum, hvor blikket og tanken fortaber sig langt ud over horisontlinjen mod det uendelige, lægges der op til meget sanselige fortolkninger, alt efter beskuerens sindstilstand. Rummet besjæles her af såvel det guddommelige som det virkelige lys og giver dermed billedet en mening langt ud over Rings samtid. 

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)