Billedkunst

Opstandelsen

Unionsmesteren udførte flere kalkmalerier i perioden 1410-1440
ca. 1440 Se tidslinje
Undløse kirke, Tølløse Se kort

Af Trine Møller Madsen, kunst- og kulturskribent og forfatter. 2006

Et trekantet mirakel

Hvordan illustrerer man en uforklarlig, guddommelig begivenhed? Og hvordan gør man det så levende, at scenen fanger publikum flere meter nedenunder på en kold kirkebænk? "Unionsmesteren" havde opskriften. I den første halvdel af 1400-tallet turnerede han med sit malergrej i kirkerne i Kalmarunionens lande (Danmark og Sverige) - deraf hans kaldenavn. Vejen gik også forbi Undløse Kirke på Sjælland, hvor hans billede, Opstandelsen stadig står lysende klart i hvælvingen lige over alteret.

Sover du?

Opstandelsen er en kernescene i Det Nye Testamente: Døden er udspillet, og Kristus rejser sig fra graven. Unionsmesteren udnytter det trekantede fag i hvælvingen til at understrege det hierarkiske set-up: den sejrende Kristus i toppen og de sløve, uoplyste soldater nedenunder. Og han bruger billedfeltet helt ud til rammen.

Læg mærke til, hvordan Kristus støtter foden på buen i hvælvingens bund. Det er, som om han er på vej ind i kirkerummet. Fortællingen bliver levende og kommer tæt på os. Bemærk også soldaternes individuelle træk og livagtige karakterer. Det er med til at fange vores opmærksomhed: Du sidder vel ikke selv der på kirkebænken og sover?
Men det er netop ikke en dagligdags begivenhed, der er i gang deroppe over alteret. Det viser Unionsmesteren ved at lade et rødt ornament, der slynger sig ned fra oven, gribe om Kristus - som ildtunger eller en brændende glorie. En smuk og kunstfærdig beskrivelse af Helligånden, der nænsomt løfter Kristus op af den mørke, klamme grav og ind i evigheden.

Biblen som tegneserie

I Norden dukker de første kalkmalerier op i 1100-tallet. Billedfortællingerne kom de mange analfabeter og ulærte til hjælp. Alle de kirkegængere, der ikke forstod prædikernes latin. Malerierne fungerede som tegneserier, der gjorde det bibelske budskab mere spiseligt. I mylderet af kalkmalerier i de danske kirker støder man indimellem på særlige perler, malet med en fantastisk sans for billedfortælling og en usædvanlig levende streg. Sådan malede Unionsmesteren.

The Resurrection, approx. 1440. Wall painting in Undløse Church. Photo: Kalkmalerier.dk
Billedkunst

Vidste du?

Figurerne i Undløse Kirkes kalkmalerier er desværre på et tidspunkt blevet behandlet med et såkaldt Carlsbergpræparat, der får dem til at mørkne. Nationalmuseet har iværksat en undersøgelse af, hvad præparatet bestod af, og hvordan man kan få kalkmalerierne til at fremstå som oprindeligt.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Billedkunst, 2006

Unionsmesteren i vores kalkmaleri Opstandelsen i Undløse Kirke på Sjælland fra 1430-50 er et sådant værk fra middelalderen, som i sin artistiske penselføring, sin motiviske originalitet, sin komposition rummer kvaliteter, vi kalder æstetiske, formelle og stilistisk fremragende, så det kan opfattes som et kunstværk med kanoniske værdier. Det centrale i motivet er Kristus og graven, her er der mere physologicus i den, at det er et sarkofag og ikke klippehule, er almindeligt for tiden, at man tog, hvad man kendte, og da kongen, bispen og adel lå i sarkofag, gjorde Kristus det vel også, figuren er fint tegnet med naglehuller og hullet fra spyddet i siden, dog er en drejning af kroppen lidt interessant, manden står jo bogstavelig talt med det ene ben i graven, det giver en mærkelig vridning af kroppen, han må have bedt en af sine svende om at stå sådan, han må have brugt model.

Den lille stump landskab og det virtuost svungne gotiske planteornament bekræfter mesterskabet. Kunsten her er international, eller så international, man kunne være, europæisk, den katolske kirkes universelle herredømme og de første opdagelsesrejser er i gang, kirken skaber det Europa, vi i dag er en del af, men kunstformen kalkmaleriet med bibelske motiver starter i den koptiske kirke i Ægypten et lille årtusinde før, i 700-tallet vandrer det gennem Grækenland og Balkan og starter heroppe i 1100-tallet, de samme motiver, de samme håndværksmæssige greb, men af og til bryder et værk igennem med originalitet og æstetisk kraft som i Undløse Kirke på Sjælland.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)