Billedkunst

Jason med det gyldne skind

Bertel Thorvaldsen (1770-1844)
Thorvaldsens Museum, København Se kort

Af Trine Møller Madsen, kunst- og kulturskribent og forfatter, 2006

Den hvide helt

Kongesønnen Jason har lige nedlagt et skrækindgydende uhyre og gaflet et gyldent vædderskind, der kan sikre ham rigdom og trone. Lidt af en kraftpræstation, skulle man synes, men Thorvaldsens marmorversion af den græske sagnhelt har ikke skyggen af sved på den blegkolde pande.
Bertel Thorvaldsen var begejstret for kunsten og idealerne i den græske og romerske oldtid. Han var som mange andre kunstnere i sin samtid besat af Rom, hvor han boede størstedelen af sit liv. I Rom var han bl.a. tæt på de to antikke hovedværker Spydbæreren (ca.450 f. Kr.) og Apollon Belvedere (ca. 140 f. Kr.). To tydelige forbilleder til Jason.

Balancekunst

Thorvaldsen har frosset Jason et sted mellem ro og bevægelse. Kampen er afsluttet, og han er på vej hjem med sit bytte over armen. Jason udtrykker både fysisk og mental ro. Han er prototypen på den klassiske helt.

Selve skulpturen er i fuld balance. Ligegyldigt hvor øjnene falder, kan du finde et modsvarende element - lodret, vandret eller diagonalt. For eksempel lansen/brystremmen, vædderskindet/træstubben og den krøllede spids på hjelmens hanekam/vædderens horn.

Næsten for sanselig

Læg mærke til kontrasten mellem Jasons glatte, muskuløse krop og det krøllede, slappe skind, der næsten berører låret. Det er sanseligt - og faktisk tæt på upassende, i en tid hvor sensualitet og sanselighed blev undertrykt til fordel for de intellektuelle dyder. Kunsten skulle inspirere folk til at blive bedre mennesker. Med hovedet - ikke med kroppen. Thorvaldsen gik da også over til et køligere udtryk i sine senere skulpturer.
Selvom Jasonfiguren næsten var for sanselig og fræk til datidens fine borgerskab, placerede skulpturen omgående Thorvaldsen i den europæiske kunsts superliga. Hans rendyrkede nyklassicisme kom siden til at danne skole i både ind- og udland. Jasons smukke, atletiske krop blev idealet for fremstillingen af mænd og satte standarden for dansk skulptur langt ind i eftertiden.

Jason with the golden fleece. 1808 -1828. Marble. Height 2,43 m. Photo: Jakob Faurvig/Thorvaldsens Museum.
Bertel Thorvaldsen with the Goddess of Hope. Made by H.W. Bissen after the original model, 1839. Marble. Height 1,98 m. Photo: Jakob Faurvig/Thorvaldsens Museum.
Billedkunst

Vidste du?

Jason-skulpturen blev Thorvaldsens billet til at blive i Rom, på et tidspunkt hvor hans stipendium var udløbet. Ifølge overleveringerne besøgte den engelske rigmand Thomas Hope Thorvaldsens værksted, dagen før han skulle hjem til Danmark. Hope bestilte Jason-skulpturen i marmor og gav dermed Thorvaldsen mulighed for at blive i Rom. Der gik dog 25 år, før han modtog skulpturen.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Billedkunst, 2006

Hvide, skarpe, intense, rytmiske, hvilende marmorfigurer: Thorvaldsens skulpturer tematiserer det heroiske, det fjerne og samtidig det indadvendte, det reflektoriske. Thorvaldsen selv befandt sig i overgangen fra oplyst enevælde til liberalisme, med borgerstandens autonome individ som verdens nye omdrejningspunkt. Virtuost forener hans værker tilsvarende den store form, det monumentale, med den individuelle, så at sige indre, erfaring – det offentlige og det private.

Gennembrudsværket Jason med det gyldne skind stod færdigt i ler 1803, i marmor 1828.  Menneskeguden Jason var en kendt mytologisk figur i oplysningstiden. I Thorvaldsens udformning er der referencer til Polykleitos’ Spydbærer og Canovas’ Triumferende Perseus fra 1800. Thorvaldsen har skildret Jason efter den heroiske færd; dramaet er afsluttet, implicit. Skulpturen rummer modstillinger og spændstige kontraster. 

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)