Billedkunst

Kanon for Billedkunst

Af Kanonudvalget for Billedkunst, 2006

Demokrati er samtale, sagde professor Hal Koch.
De store kunstværker, som vi kender og igen og igen vender tilbage til, er en del af denne samtale. Ja, det er kunstværkerne, som har givet samtalen sprog. Fordi kunstværkerne fornyer og skærper sproget. Og det er især de danske værker, som giver danskerne sprog. Holberg mere end Voltaire, Thorvaldsen mere end Canova, Jorn mere end Pollock. Vore store kunstværker er Danmarks væsentligste bidrag til den globale samtale.
Store kunstværker behandler ofte forhold, vi aldrig kommer til rette med. Begyndelse og tilintetgørelse, kærlighed og had. Grænsetilfælde. Hverken politik eller videnskab holder af grænsetilfælde. Videnskaben håber, at en opstillet tese bekræftes, politikken at visionen eller målet nås. Kunsten kender først tese og mål, når værket har fået form. Fyrtøjet af H.C. Andersen kan ikke fortælles med andre ord end hans.

Efter ideologiernes kollaps rummer de største kunstværker et potentiale for fællesskab. De rummer det umålelige og uudsigelige, som gør samtalen om dem fri og uudtømmelig.
Kanonudvalget for billedkunst

Sandheden i kunst ligner Kierkegaards livsresultat i Enten-Eller: “Mit Livs-Resultat bliver slet Intet, en Stemning, en enkelt Farve. Mit Resultat faaer en Lighed med hiin Kunstners Maleri, der skulde male Jødernes Overgang over det røde Hav, og til den Ende malede hele Væggen rød, idet han forklarede, at Jøderne vare gaaede over, Ægypterne vare druknede.”

Sandheden er et spor, som kunstværkerne trækker efter sig. Fordi kunst beskæftiger sig med livets grænser, har kunsten med K.E. Løgstrups ord: vidde og prægnans. Det betyder, at vidden, rummeligheden i værkerne, er med til at gøre den demokratiske samtale mindre dogmatisk og ikke fundamentalistisk. Mens på den anden side prægnansen, nuancen, som er nødvendig for at sige det uudsigelige, gør den fælles samtale langsommere, mindre tilfældig og mindre populistisk. Efter ideologiernes kollaps rummer de største kunstværker et potentiale for fællesskab. De rummer det umålelige og uudsigelige, som gør samtalen om dem fri og uudtømmelig.

Udvalget for billedkunst har ikke brugt lang tid på kriterier for udvælgelsen af værker til en kanon. Men vi kunne tale endeløst om værkerne. For at et værk er kanonisk, må kunstnerens livsværk være afsluttet. Det er vor eneste forhåndsbeslutning. Det seneste, vi har med, er Jorns maleri Stalingrad. Det tidligste er Solvognen. Kun de værker kom med, som en af os brændte for.

Det viste sig, at der var konsensus om syv værker, hvorefter udvalgets fem medlemmer kunne vælge et værk hver. Det er klart, at vi alle fem finder de 12 valgte kunstværker kanoniske. Og lige så klart, at enhver af os savner flere værker.

Tilbage står 12 kunstværker, som fem mennesker, der har viet 25-50 år af deres liv til billedkunst, gennem kanonen og de tilhørende tekster gerne vil dele. Sophia Kalkau har skrevet om Solvognen og Thorvaldsens Jason med det gyldne skind, Bjørn Nørgaard om Unionsmesterens Opstandelsen og Willumsens Det Store Relief, Hans Edvard Nørregård-Nielsen om Brüggemanns Højalter, Salys rytterstatue Frederik V og Jorns Stalingrad, Bente Scavenius om Eckersbergs Udsigten gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk, Hammershøis Støvkornenes dans i solstrålerne og Rings Roskilde Fjord, og undertegnede har skrevet om Købkes Efterårsmorgen ved Sortedamssøen og Noacks Stående Kvinde.

De tekster, som fremgår af denne publikation, er uddrag af udvalgsmedlemmernes tekster, da vi ønsker, at de fulde tekster indgår i udarbejdelsen af den kanonbog, som bliver udgivet i august 2006. Udvalget har derfor også valgt, at illustrationerne af værkerne i denne publikation gengives i sort-hvid.

Valget af disse 12 kunstværker har den længste arm til staten i “armslængdeprincippets” historie.  Her er ingen politiske, principielle eller regulerende led mellem den enkeltes valg og det kunstværk, staten viser som sit.

Hvorfor billedkunst? Er billedkunst ikke ved at være passé og blive erstattet af en art livsdesign med nettet som medie? De elektroniske medier og det virtuelle rum fylder mere og mere. Hegel mente allerede i 1826, at skulpturens tid var forbi, og at kun musikken kunne udtrykke det moderne menneske. Men billedkunsten er stadig mediet, hvor mødet mellem kroppen og stoffet kan undersøges. Billedkunsten binder kulturen til rummet, stedet og kroppen.

Udvalgskriterier

kunstnernes livsværk må være afsluttet
kun de værker kom med, som en af os brændte for. Det viste sig, at der var konsensus om syv værker, hvorefter udvalgets fem medlemmer kunne vælge et værk hver. Det er klart, at vi alle fem finder de 12 valgte kunstværker kanoniske. Og lige så klart, at enhver af os savner flere værker. Tilbage står 12 kunstværker, som fem mennesker, der har viet 25-50 år af deres liv til billedkunstm gerne vil dele med alle gennem kanonen og de tilhørende tekster

Er en kanon nationalstatens opgave?
Det helt grundlæggende spørgsmål til kanonprojektet er, om den engelske politiker og filosof John Locke (1632-1704) har ret i, at “sandheden skulle nok klare sig, om den engang fik lov at skøtte sig selv. Den får ikke ofte, og vil næppe nogensinde, frygter jeg, få meget hjælp fra magtens mænd, af hvem den kun sjældent kendes og endnu sjældnere bydes velkommen. Den læres ikke af love, og den har heller ikke brug for magt for at sikre sig adgang til menneskers sind.”

Sætningen er fra Lockes berømte: “Et brev om tolerance”. Jeg tror ikke, at Locke har ret i dag. I hans verden kunne magten forhindre borgerne i at få viden. Det er umuligt i dag. I dag er faren, at der bliver for mange ligegyldige billeder og informationer, så menneskenes sind opløses i den kaotiske hvirvel af milliarder af informationer, som tilsyneladende har samme værdi. Faren for samfundet er, at holocaustbenægtere, Murens fald og WTC-tårnene i New York slynges rundt om kloden sammen med milliarder af ligegyldigheder. Det er mediernes eksplosion og særligt internettet, som gør kanonprojektet aktuelt som et pejlemærke.

Globaliseringens magt er hinsides enhver målestok. Magten er overalt på samme tid. Den griber ind i milliarder af informationer, af ufattelige pengestrømme, menneskestrømme og militærmagt, uden at nogen forstår, eller kan styre, hvad der sker. De milliarder af interaktioner mellem viden og vold giver verden en apokalyptisk stemning.

Er en ny vækst i det globale samfund en vækst i mellemrummet, en forfinelsens vækst? Kunne det tænkes, at det enkelte menneske inde i de uendeligt fine nuancer i de største kunstværker kunne finde et holdepunkt, i den verden, som er hinsides enhver målestok?

Blandt de uendelig mange overtoner til en bestemt tone, i et bestemt værk, spillet på et givet tidspunkt, findes den overtone, som skaber klangen, timbren, en svingning i materien, som midt verden er en svimlende åbning i det evige. Midt i Symfoni nr. 4 af Carl Nielsen er denne åbning.  Det er den samme svimmelhed, snedkeren mærker, når hånden stryger langs møblets kant, og han ved, at sådan skal den runding være: hinsides enhver målestok.

Kanonudvalget for Billedkunst (2005-06)

 

Fra venstre:
Hans Edvard Nørregård-Nielsen (1945-) Direktør
Bente Scavenius (1944-) Kunsthistoriker og forfatter
Hein Heinsen (formand) (1935-) Billedhugger og professor 
Bjørn Nørgaard (1947-) Billedkunstner og professor
Sophia Kalkau (1960-) Billedkunstner og forfatter

 

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)