Arkitektur

Sydney Opera Hus

Jørn Utzon (1918-2008)
1957-1973 Se tidslinje
Sydney, Australien Se kort

Af Jeppe Villadsen, journalist, 2006

Verdensberømte muslingeskaller

Det er nærmest kun pyramiderne i Ægypten, der kan prale af en mere berømt silhuet end de karakteristiske hvide skaller, som udgør taget på Jørn Utzons operahus i Sydney. Operahuset regnes for Utzons hovedværk, og det er uden sammenligning verdens mest berømte arkitekturværk tegnet af en dansk arkitekt.

Billeder på nethinden

Billederne tårner sig op, når man betragter Sydney-operaen: et skib med udspændte sejl i vinden, en håndfuld hvide konkylier, eller fuglevinger, der basker. Fælles for motiverne er arkitektens inspiration fra naturen.

På en gang storslået og poetisk ligger operahuset på en lille pynt i Sydneybugten. Med denne iøjnefaldende placering ligger bygningen som en flåde med sejlene sat parat til at sejle af sted eller lægge til kaj - på samme måde, som de australske indvandrere gennem tiden er ankommet med skib til den store ø.

En million hvide fliser

Selve bygningen fremstår som en let svævende formation af gigantiske hvide skaller, der i forskellige størrelser løfter sig op over et terrasseformet fundament og knejser mod havet og himlen. Mens sine lidt over en million hvidglaserede fliser skinner og funkler taget i solen.
Utzons operahus er en arkitektonisk perle - og en national stolthed i både Australien og Danmark. Den regnes med sin enkle og levende form og sine gennemtænkte detaljer for at være dansk arkitekturs væsentligste bidrag til verdensarkitekturen.

Sydney Opera House. The shells meets the base. Photo: Jan Utzon.
Pie chart (cut up) with the skulls section marked. Made available by Jan Utzon.
Arkitektur

Vidste du?

Man overvejede i lang tid at droppe de buede skaller, fordi ingeniørerne ikke kunne regne ud, hvordan det skulle bygges. Løsningen fandt Jørn Utzon selv, da han en dag stod og skar en appelsin i stykker. Alle buerne er således udsnit af en kugle. Utzon færdiggjorde ikke selv byggeriet, fordi han ikke ville finde sig i de sparekrav, den australske regering pålagde ham. Bygningen endte senere med at blive langt dyrere end det, Utzon havde bedt om.

Udvalgets begrundelse

Af Kanonudvalget for Arkitektur, 2006

Sydney Opera House er Australiens nationale operabygning placeret på et fremskudt landareal i Sydneybugten. Bygningen fremstår som en let svævende, bevæget formation af gigantiske hvide skaller, der, i forskellige størrelser, løfter sig op over en terrasseformet bastion, knejsende mod havet, himlen og horisonten.
Alle skaller er forskellige udsnit af den samme store kugle. De er udformet af kolossale ribbeformede betonstrukturer, der beklædt med hvidglaserede kakler er opstillet parvis symmetrisk på den terrasserede base henover operahusets forskellige sale og funktioner, som er nedlagt i basen. Tilsammen danner skallerne 3 former, der indbyrdes er forskudt, så bygværket både på afstand og tæt på opleves i bevægelse og let svævende over basen, der ligger forankret ved vandet.

Bygningen er Jørn Utzons hovedværk og er med sin enkle og levende form, sin klare geometri og sine gennemtænkte detaljer dansk arkitekturs væsentligste bidrag til verdensarkitekturen.
Som bygningsværk fortæller Sydney Opera House grundlæggende poetisk om menneskets forhold til naturens elementer – jorden, himlen og havet. Fortællingen er poetisk, fordi den skaber en form og et rum, som er enestående, men som alle forstår – på én gang følelsesfuldt fascinerende og overraskende uafviseligt. Derfor kan australierne og den øvrige verdens befolkning identificere sig så stærkt med bygningen. Og derfor er det blevet Sydney Opera House, der som bygningsværk symboliserer en hel nations selvforståelse af sit ophav og sin fremtid.

Close

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På kulturkanon.kum.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies til at forbedre dit besøg.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)