La Leçon hedder skuespillet af den rumænsk/franske absurde dramatiker, Ionesco. Det handler om en gal matematik- og sproglærer, der dræber sine elever. I Flemming Flindt dansede version er læreren selvfølgelig danselærer. Og det er med ønsket om at lære den svære tåspidsdans, at unge kvinder troskyldigt ringer på døren til hans kælderstudie.
I en kælder fuld af drifter
Hernede er der fyldt med undertrykte drifter. Pianistinden, som udmærket er klar over lærerens perverse tilbøjeligheder, træder rundt i neurotiske små firkanter, mens hun vrider sine hænder i sit seksuelt tilknappede skød. Balletlæreren krabber sig sidelæns ind ad døren, og kan knapt åbne sine hænder og arme til den almindelige høflighedsfrase: at sige goddag. Og eleven, som tror, at nu skal hun endelig lære at danse, bliver smågramset på og kostet rundt af læreren: "Lidt højere", "lidt længere", "lidt mere". Mere dans i de blodig-vabel-skabende tåspidssko!
Fra tekst til krop
Som koreografi er Enetime et mønstereksempel på, hvordan en begavet og skarp tekst kan blive endnu mere gribende og uhyggeligt, når den bliver oversat fra tekst til krop af en begavet koreograf, der har fornemmelse for værkets essens, i dette tilfælde det absurde. Vi kan mærke det ind i vores knogler; fra første trin aner vi, hvordan det ender. Danselæreren vil jo hellere se eleven død, end se hende opgive de svære trin i tåspidsskoene. Der ingen vej tilbage. Dansetimen ender... med hendes død.
Oppe på gaden venter den næste unge pige. Venter på at komme ned i kælderstudiet og lære at gå på tå.
Lone Nyhuus er tidligere danser og koreograf, medarbejder på Teatermagasinet på P2.
Nikolaj Hübbe og Gudrun Bojesen i Det Kongelige Teaters opsætning af Enetime fra 2002/ 2003. Foto: Martin Mydtskov Rønne.