Af Lone Nyhuus

en morder

Vi er til en ganske almindelig middag, hos en ganske almindelig familie i København. Tanten fra Jylland er også kommet på besøg. Med sin kuffert, sin hatteæske og sine store øjne bankede hun uventet på. Bortset fra denne overraskende visit er hun ganske forudsigelig. Hun er skolelærerinde, og endnu mere ualmindelig kedelig end resten af familien. En kvinde, som aldrig har gjort noget som helst ud over det sædvanlige.

190px_Førsteopførelsen af Anna Sophie Hedvig 1939 på Det Kongelige Teater_ Clara Pontoppidan og Karin Nellemose_Foto Huset Mydtskov_udlånt af Teatermuseet i HofteatretMen det har hun nu alligevel. Midt under middagen fortæller hun, at hun har slået et menneske ihjel.
 
Måske er det ok?
Familien og det indbudte selskab er chokerede: Anna Sophie Hedvig har med vilje skubbet skolens onde og tyranniske kommende leder, frøken Møller, ned ad en trappe. Anna Sophie Hedvig er morder! Men selskabet er ikke enig om, at handlingen var forkert. For Anna Sophie Hedvig har forsvaret sin egen lille verden. Hun har løftet sine hænder fra den vante neutrale plads i skødet, hun har handlet mod uretfærdigheden i sin verden, hun har risikeret noget - hun har handlet. Måske er det ikke helt forkert?
 
Farlig neutralitet
Kjeld Abell skrev Anna Sophie Hedvig i 1939, hvor Danmark stod foran 2. verdenskrig. I årene op til krigen - under den tyske nazismes fremgang - havde den danske regering forholdt sig neutral, et pænere ord for passiv, og opfordret den almindelige dansker til at gøre det samme.
 
De fleste danskere rettede sig efter regeringens opfordring. Bortset fra enkelte, som gik ind i modstandskampen eller drog til Spanien for at kæmpe mod Francos regime dernede. Det var de store helte. Og så var der Anna Sophie Hedvigerne. Hverdagsheltene, de almindelige mennesker. Fra deres lille verden så de kun glimtvis ud i den store verden og alle dens muligheder. Ligesom Anna Sophie Hedvig gjorde, da hun stod der over for frøken Møller på toppen af trappen. Her indså hun, at nu - lige nu - havde hun chancen for at ændre verden, ændre sit liv og skubbe den onde frøken Møller ned ad trappen.
 
Ville du have gjort det samme?
 
Lone Nyhuus er tidligere danser og koreograf, medarbejder på Teatermagasinet på P2.

Første-opførelsen af Anna Sophie Hedvig den 1. januar 1939 på Det Kongelige Teater. Clara Pontoppidan spiller Anna Sophie Hedvig og Karin Nellemose ses i rollen som Esther. Foto: Huset Mydtskov. Billedet er venligst udlånt af Teatermuseet i Hofteatret.