Kan en sang ændre verden?

I 1957 står Osvald Helmuth som Åboulevardens lille manufakturhandler Nielsen og fremlægger sit brev til den russiske ministerpræsident Bulganin. Med underspillet lune bliver Nielsens problemer med et utæt tag, hvorfra det drypper ned i hans syltede agurker, draget ind i den kolde krigs storpolitiske spil. Og bliver Nielsens (og Helmuths) argument for, at Bulganin skal love, at der ikke bliver krig...
 
... at mene
Før det, i foråret 1940, havde Liva Weel sunget Poul Henningsens (PH) Man binder os på mund og hånd.
 
"Hvis visen skal være et våben, som den altid har været det, også storpolitisk, så må man både more og mene..." skrev PH i programmet til forestillingen. Han var blevet nødt til at skrive meget om i forestillingens tekster på grund af den censur, der fulgte med den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. Gennem Liva Weel og hendes måde at fremføre teksten på fik han alligevel sagt det, han ville: "... man kan ikke binde ånd" og "Vi har en indre fæstning her" var nogle af de ord, som først gjorde publikum stumme, men siden fik dem til at rejse sig og begejstret hylde kunstnerne. For et øjeblik havde den sang ændret deres verden.
 
... at more
Med Kellerdirks Skolekammerater, 1956, og Dirch Passers Fingernummeret, 1974, er ønsket om at ændre verden - at mene - skubbet i baggrunden til fordel for ønsket om at more.
 
Kjeld Petersen og Dirch Passer var begge fødte komikere; sammen var de det fødte komikerpar. Petersen som den lille dynamisk arbejdende hvirvelvind og Passer som en kolos af gigantisk urokkelighed. I sketchen Skolekammerater følger vi dem gennem en samtales skiftende tilstande. Fra de mødes og tror, de er gamle skolekammerater, til de seks minutter senere finder ud af, at det er de ikke.
 
Og i Fingernummeret udfolder en rytmisk og sortsnakkende Dirch Passer historien om en mand og hans opdagelse af sine magtfulde fingre. Vi kender alle sammen fingre; vi har dem alle sammen, endda 10 af dem. Men Passers fingre er fantastiske. Ud over det sædvanlige rummer de et væld af overraskelser. Kan skjules, dukke op igen, halveres, blive til briller - og hæve eller sænke hans stemmes niveau. Måske ændrer Fingernummeret ikke verden. Men det er verdenskunst, som gør verden til et noget skæggere sted at være.
 
Lone Nyhuus er tidligere danser og koreograf, medarbejder på Teatermagasinet på P2.