tre galopper

H.C. Lumbye er det bedste eksempel i dansk musik på bevægelsen fra det populære og underholdende, som al kunst begynder med, til mere komplicerede former. Ganske vist var Johann Strauss – den ældre, altså, ikke wienervalsenes Strauss, hans karriere forløber parallelt med Lumbyes – et forbillede. Men Lumbye skabte i Tivoli en særlig dansk version af den musik, hvor de almindelige populære danseformer løftes ind i symfoniorkestrets verden. De største perler er galopperne med deres hurtige tempi og næsten uendelige melodiske opfindsomhed. Champagne-galoppen er yderst kendt, men det er stadig en gåde, at Lumbye så tidligt kunne finde på at bruge en xylofon i symfoniorkestret, det skete først et par årtier senere i udlandet. De to andre galopper – én mere kendt, én knap så kendt – er enestående eksempler på, hvordan den vågne og idérige komponist kan forene galoppens tempo med et så træffende tonemaleri, at man stadig undres. Han kan komponere musik om den daværende verdens helt nye opfindelser: Det er virkelig musik til tiden.