Samklang - modklang
- er faktisk den direkte oversættelse af Symfoni - antifoni. To modsætninger sat over for hinanden. Orden, stramhed, struktur over for det uregerlige, vilde, levende.
Første sats - Symfoni - varer knap 2½ minut. Her er der styr på tingene. Samarbejde, konstruktion og tjek på det. Det store symfoniorkester - over 70 mand - i stramme tøjler.
Anden sats - Antifoni - varer ti gange så lang tid. For sådan er det: Det tager lang tid at være på tværs - ordentligt. Man skal dog ikke vente, at problemerne slutter i orden og harmoni. Faktisk løber det hele ud i sandet. Det hele falder fra hinanden, og til sidst er der ikke andet tilbage end lidt hoppende strygere, raslende slagtøj og en ensom mandolin.
Den lille, forvirrede violin
Nogle kalder denne musik for "ny enkelhed". Og det er der noget om. Hvis det hele bliver lidt for svulstigt, pompøst eller romantisk, kan man høre Pelle Gudmundsen-Holmgreen rømme sig og viske tavlen ren. Denne blufærdighed eller modvilje mod at blive revet med stikker hovedet frem i begyndelsen af Antifoni. En lille, meget enkel violinmelodi stikker hovedet frem i kontrast til den flotte Symfoni. Og minsandten om ikke klaveret er ude i samme ærinde med en lille fnisende ragtimefigur. Som en komponistkollega, Karl Aage Rasmussen, siger om Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Problemet er at tale sandt uden uafladeligt at ville sige sandheden!
Finn Gravesen er forfatter og redaktør, og har bl.a. skrevet Hvem ejer musikken? (2006) for Kulturministeriet.
Pelle Gudmundsen- Holmgreen med sin kone, billed- kunstner Karin Birgitte Lund, på Samsø 1996. Foto: Marianne Grøndahl.