På Supertanker indfanger Kliché en brydningstid i det danske samfund, såvel politisk som kunstnerisk. Med deres anarkistiske tilgang og maskinelle minimalisme tog kvartetten afstand fra såvel hippietiden som den storladne amerikanske 70'er-rock. Og gør det med popmelodisk snilde.
Modernistisk sortsyn
Bandet bruger supertankeren som billede på forbrugersamfundet - der skal fragtes mange varer. Men bag "forbrugerismen" lurer ensomhed og fremmedgørelse i storbyernes blåkølige neonskær, facadefyldte forstæder og trøstesløse boligblokke.
"Altid væk / i en sky / der' så stort / i min by / og du er lige så grå / og død / og her er ik' noget at lave", synger Lars Hug med udpræget "modernistisk" lyrik i nummeret "Aldrig Mere". Digtere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen dyrker den samme blanding af hverdagsrealisme, sortsyn og drømme. Men Kliché er mere end denne "sorte romantik".
Postmodernistisk leg
Kliché giver sortsynet farver, og højtideligheden får et skud ironi. Modernismen bliver "postmodernisme", når Kliché leger med formen og gør grin med svulstige politiske ideologier. To af numrene er således bygget over den kinesiske kommunistleder Mao Zedongs fraser. Nummeret "Masselinjen" varer ti minutter, men indeholder kun ordene: "Folket og kun folket / er drivkraften / i skabelsen af verdenshistorien".
Og hvad mener Lars Hug egentlig, når han på "Militskvinder" synger: "Hvor strålende og stolte de ser ud / med lange rifler over skuldrene / på paradepladsen / oplyst af dagens første stråler / Kinas døtre har sind, der stræber højt / De elsker uniformer / ikke silkestoffer".
Kliché var inspireret af såvel technopionerne i den tyske gruppe Kraftwerk som af punkbevægelsen og "art rockere" som David Bowie og Bryan Ferrys Roxy Music. Og mon ikke Nephew med deres synthdrevne "statement-rock" og Magtens Korridorer, der har Kliché-hittet "Militskvinder" på sætlisten, har lyttet til Kliché?
Peter Elsnab er musikskribent og Jesper Nykjær Knudsen er kulturjournalist. Begge har arbejde for bl.a. musikbladet Gaffa og avisen Urban.
Kliche i 1980. Foto: Mogens Laier/ Polfoto.