"Sneglen med hus, paryk og vanter..."
Man synger jo så meget sjovt her i Halfdan Rasmussens land. Mange danske børn har sunget denne bizarre verslinje uden at studse over den. Og den gode melodi hjælper til. Først som voksen finder man måske ud af, at linjen i virkeligheden lyder: "Nu sneglen med hus på ryg vil vandre" fra Weyses og Ingemanns morgensang: "Nu titte til hinanden de favre blomster små".
Det velkendte - men aldrig forudsigelige
Det er ikke popsange - og dog. Weyse kendte opskriften på en succes: en sang, der lyder, som om man kender den i forvejen. Det havde hans lærer, J.A.P. Schulz - ham med "Sig månen langsomt hæver" - lært ham. Det samme var Ingemann klar over. Disse små sange skulle omhandle velkendte situationer fra hverdagen og naturen. Ro og balance. Hverdagen tilsat lidt bibelhistorie og lidt borgerlig moral. I et stilfærdigt og enkelt billedsprog.
Ordene synger sig selv
Weyse mente, at melodierne lå gemt i lyrikken "Slige smukke digte komponerer sig selv..." sagde han om Ingemanns sangtekster. Med små virkemidler kombinerer Weyse det enkle med det unikke. Som når starten af "Nu ringer alle klokker mod sky", virkelig lyder som klokker. Det er lyden af en dansk søndag morgen. Eller når melodien til første linje af "I østen stiger solen op" følger solens bevægelse op ad morgenhimlen.
Finn Gravesen er forfatter og redaktør, og har bl.a. skrevet Hvem ejer musikken? (2006) for Kulturministeriet.
H.V. Bissens buste af C.E.F. Weyse. Busten blev opstillet i 1859 på nordsiden af Vor Frue Kirke i København, hvor Weyse var organist 1805-42. Foto: Inger Sørensen.