Under påskud af at han vil invitere endnu en gæst, gør han sig klar. Hans afskedssang er et af stykkets musikalske højdepunkter: kontrasten mellem hans lyse brud og den sorthårede elverpige, mellem den lyse bryllupsstemning og hr. Olufs splittethed mellem pligt og lyst. Hans dunkle tur på hesteryg gennem det månelyse landskab er et tonemaleri med en eminent orkestersats.
I anden del danser elverpigerne og elverkongens datter, lokker hr. Oluf i næsten overjordiske toner. Fordi han afviser hende, tilføjer hun ham et dødeligt sår. Hans flugt tilbage gennem skoven bliver fulgt af orkesteret i voldsomme stød. Tilbage i morgenens bryllupsstemning dør han for øjnene af sin brud og alle gæsterne. Og Gade slutter med den smukkeste korsats nogensinde til Ingemanns I østen stiger solen op.
Inspireret af svindel
Det var egentlig en værre svindelhistorie, der fik komponisten Niels W. Gades romantiske og kreative sider i kog. Som 22-årig blev han vildt betaget af nogle keltiske middelalderdigte, som netop var blevet udgivet i England. Inspireret af dem skrev Gade Ossian-ouverture til en konkurrence - og vandt. At det senere blev afsløret, at udgiveren af digtene var en svindler, der havde skrevet dem selv, ændrer ikke Gades flotte musikalske resultat.
Folkevise og folkesagn
15 år senere, i 1854, fik Gade øjne og ører op for de danske folkeviser og folkesagn. Og igen viser hans romantiske interesse sig. Det okkulte, dunkle og lidenskabelige blandet med lyset, trygheden og glæden. Elverskud er et kor- og orkesterværk, der fortæller et gammelt folkeeventyr med ord og toner.
Toner der skaber billeder
Tonemaleriet i Gades orkestermusik kan noget af det samme som nutidens filmmusik til de store dramaer som fx Ringenes herre eller Star Wars. Når vi lukker øjnene, kan vi se det hele for os.
Finn Gravesen er forfatter og redaktør, og har bl.a. skrevet Hvem ejer musikken? (2006) for Kulturministeriet.
Niels W. Gade dirigerer i Musikforeningen i Casino. Det er muligvis Elverskud, der opføres. Samtidig tegning af Edvard Lehmann.