mod

Kan det være sandt?

Til at begynde med tror gæsterne ikke på Christian. Han affærdiges, og man prøver at få ham til at undskylde. Men tvivlen begynder at nage, og festen kører snart af sporet. Det endelige bevis for, at Christian taler sandt, kommer fra den afdøde søster. Hun har efterladt et afskedsbrev, som bliver fundet under festen og læst op for alle gæsterne (se klip).

Dogmeregler giver frihed
Mange lo, da Lars von Trier og Thomas Vinterberg i 1995 præsenterede Dogme95. Det virkede komisk, at dogme-instruktørerne skulle følge 10 strenge, nærmest primitive regler: håndholdt kamera, intet kunstigt lys, optagelse on location etc. (se også præsentationen af Lars von Triers film Idioterne). Men latteren forstummede hurtigt, da resultaterne begyndte at vise sig, og på filmfestivalen i Cannes i 1998 fik Festen en specialpris.

Thomas Vinterberg har fortalt, at manuskriptet til Festen, som blev til i samarbejde med Mogens Rukov, nærmest skrev sig selv. Dogmereglerne virkede ikke som begrænsninger, tværtimod. Dogmereglerne lader skuespillerne bevæge sig helt frit, og kameraet følger nysgerrigt og søgende med. Og netop kameraets bevægelighed og nærvær er med til at placere publikum midt i handlingen. Vi bliver en del af dramaet.

Dansk films guldalder
Bidende satire og sitrende drama gennemsyrer Festen. Filmen er et centralt værk i den succes, nationalt og internationalt, som dansk film har oplevet siden midten af 1990'erne. Og Vinterberg er blandt de bedste af de yngre, danske filmskabere, der insisterer på at fortælle gode historier for og om deres egen generation.

Festen blev en af de mest succesfulde dogmefilm i udlandet. Den er blevet opført som teaterstykke over hele verden, senest er den nået til Broadway i New York. Dogme95 var med til at bane vejen for den demokratisering af produktionsteknologien, som brugen af digitale kameraer førte med sig.

Christian Monggaard er filmskribent og anmelder på Dagbladet Information.