Af Lone Nyhuus

En hvirvlende, snurrende Nøddeknækker

På sine skarpe tåspidser snurrer en ballerina rundt. Breakdanseren derimod, han snurrer rundt på sit hoved. Andre af danserne på scenen er mestre i electric boogie; de bevæger ben og arme i ryk og glider med næsten usynlige skridt hen over gulvet, mens "elektriciteten" snurrer gennem deres kroppe. Og musikken er fuld af strofer af Tjajkovskis originalpartitur til den russiske storballet Nøddeknækkeren, Safri Duos dunkende rytmer og Thomas Koppels melodiske flader. Den, bruser ud over salen og suger os med sig &

375px_Steen Koerners opsætning af Nøddeknækkeren på Aveny-T i 2003 med solodanser Silja Schandorff_Osama Nasrallah og Rui Pereira_Foto hansen- hansencom...ind i historien om Klara, der står på den hårfine grænse til voksenlivet, og som skal gennem så meget ondt, før hun møder sin elskede prins. Før hun kan se sine seksuelle drifter i øjnene. Før hun kan blive en voksen kvinde. Musekongens verden Eventyret er fortalt før. Den oprindelige historie skrev Tyskeren E.T.A. Hoffmann i 1819. 73 år efter skrev russiske Tjajkovskij musik til Hoffmanns fortælling om Klara, der får en magisk nøddeknækker. Den gør legetøjet levende for en nat og forsøger at trække lille Klara ind i en verden, der regeres af en ond musekonge - som for øvrigt ligner hendes far rigtigt meget. Hele verdens dans Frem til 2003 har alle opførelserne været holdt i ballettens stramme trinsprog. Men i hiphopkoreografen Steen Koerners udgave har hele verdens gadedanse gjort deres indtog på scenen. Brasiliansk capoeira, amerikansk breakdance og hamrende dygtigt udført hiphop kæmper om vores opmærksomhed. Sammen med Clemens' mundrette tekster er de med til at hvirvle og snurre os ind i det 21. århundredes version af Nøddeknækkeren. Men man kan stadig se, at det er en opdateret udgave af en stor russisk ballet. For i midten af det hele står nu - som dengang - den magiske ballerina. Og det er hende, som til sidst redder det hele.

Lone Nyhuus er tidligere danser og koreograf, freelancejournalist blandt andet på radioprogrammet Teatermagasinet på P2.

Steen Koerners opsætning af Nødde-knækkeren på Aveny-T i 2003 med bl.a. solodanser Silja Schandorff, Osama Nasrallah og Rui Pereira. Foto: hansen- hansen.com.