En følelse, alle børn kender til, og mon ikke de fleste andre kan huske den fra deres egen barndom? Go' sønda' morn' er nemlig en børneplade, hvor voksne også kan være med. På et tidspunkt, da børnekultur ofte var præget af enten bongotrommepædagogik eller løftede pegefingre, lavede Anne Linnet et børnealbum, der gik en anden vej.
Rock i børnehøjde
Hun havde på det tidspunkt netop opløst sit rockband Shit & Chanel og var på vej til at danne Anne Linnet Band. Go' sønda' morn' er dybest set rockmusik i børnehøjde, fyldt med mundrette omkvæd og veloplagte melodier. Anne Linnet har skrevet en række tekster, hvor børnene selv har rollen som fortællere, og her er ingen belærende voksne, der kommer til orde. I nummeret "Sigurd" er det endda datteren Eva, der synger for, og den er blot en af flere sange, der for længst er blevet fast repertoire i børnehaverne.
Det enkle omkvæd:
"Mor, jeg vil gerne have / du siger goddag / til min nye ven / han hedder Sigurd" går rent ind med sin fortælling om spirende venskab.
Men det er måske også et nostalgisk drømmebillede for voksne, der kan tænke tilbage på en idyllisk barndom, de gerne ville have haft? Med duften af friskbagt chokoladekage i køkkenet?
Fuld af forundring
De tretten sange på Go' sønda' morn' emmer af den nysgerrighed og forundring over verden, som barndommen er fyldt med. Hvordan ville det være at kunne flyve ligesom en fugl? Hvorfor kilder det i maven, når man kysser på munden? Og hvorfor bruger de voksne søndagen på at snue langt op ad formiddagen?
Go' sønda' morn' sætter ord og toner på barndommen, uden at blive hverken sentimental eller skolemesteragtig. Verden er stor, når man selv er lille. Og den bliver såmænd ikke mindre med tiden. Heller ikke selvom man selv kan bestemme, hvornår man skal ind og spise.
Peter Elsnab er musikskribent og Jesper Nykjær Knudsen er kulturjournalist. Begge har arbejde for bl.a. musikbladet Gaffa og avisen Urban.
Anne Linnet med børnene Jan-Martin og Eva, der synger med på pladen, 1980. Foto: Hans Otto.