Formænd for de syv kanonudvalg

Formændene for kanonudvalgene

Formand for formandskabet

Navn: Jørn Lund
Født: 1946
Uddannelse: cand.mag. i dansk og sprogpsykologi
Erhverv: professor, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Jørn Lund er direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Han er medlem af Det Danske Akademi og akademiets sekretær, af Dansk Sprognævn og af Nordens Sprogråd. I 1991-2001 var han chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi, og i perioden 1995-2002 var han direktør i Gyldendals koncerndirektion. Jørn Lund har skrevet en lang række artikler og bøger. Han var formand for det udvalg under Undervisningsministeriet, der i 2004 udarbejdede en litteraturkanon til brug i folkeskolen og på gymnasierne.

Arkitektur

Formand: Lone Wiggers
Født: 1963
Uddannelse: arkitekt
Erhverv: partner i Arkitektfirmaet C.F. Møller

Lone Wiggers har været ansat i Arkitektfirmaet C.F. Møller siden 1991, hvor hun siden 1997 har været partner. C.F. Møller er i dag en af Danmarks største tegnestuer. Lone Wiggers har haft en række tillidshverv, blandt andet som formand for Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg i perioden 1999-2001, hvor hun også var næstformand for Kunstfondens bestyrelse. Hun har arbejdet med adskillige store projekter, bl.a. med tilbygningen til Statens Museum for Kunst og med det berømte atletikstadion Bislett i Oslo.

Medlemmer af kanonudvalget for arkitektur

Kanon for arkitektur

Billedkunst

Formand: Hein Heinsen
Født: 1935
Uddannelse: cand.theol. og billedhugger
Erhverv: professor og billedhugger

Hein Heinsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han senere fungerede som lærer og i perioden 1980-89 som professor. Hein Heinsen er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Louisiana og en række andre danske museer. Han har desuden beklædt en lang række tillidshverv og sad i perioden 1996-98 i Kulturministeriets Billedkunstudvalg.

Medlemmer af kanonudvalget for billedkunst

Kanon for billedkunst

Design og kunsthåndværk

Formand: Merete Ahnfeldt-Mollerup
Født: 1963
Uddannelse: arkitekt
Erhverv: lektor

Merete Ahnfeldt-Mollerup er lektor ved Center for Designforskning på Kunstakademiets Arkitektskole. Hun har i en periode været tilknyttet Columbia University in the City of New York som gæsteforsker. Merete Ahnfeldt-Mollerup arbejder i øjeblikket på en bog om aktuelle demokratiske byudviklingsprojekter. Merete Ahnfeldt-Mollerup beklæder en række tillidsposter inden for arkitektur- og designfagene og er 1. februar 2005 blevet medlem af Statens Forskningsråd for Kultur og Kommunikation. 

Medlemmer af kanonudvalget for design og kunsthåndværk

Kanon for design og kunsthåndværk

Film

Formand: Susanne Bier
Født: 1960
Uddannelse: filminstruktør
Erhverv: filminstruktør

Susanne Bier er filminstruktør. Hun har instrueret en række spillefilm – senest filmen "Brødre", der blev belønnet med publikumsprisen på den anerkendte Sundance Film Festival i USA. Hun fik sit folkelige gennembrud i 1999 med filmen ”Den eneste ene”, der er en af de mest sete biograffilm i Danmark gennem tiderne. Hendes første spillefilm var ”Freud flytter hjemmefra” fra 1991. Ud over spillefilmene har Susanne Bier instrueret en række kortfilm, musikvideoer og reklamefilm. Hun er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole.

Medlemmer af kanonudvalget for film

Kanon for film

Litteratur

Formand: Finn Hauberg Mortensen
Født: 1946
Uddannelse: lic.phil. i nordisk filologi, mag.art. i nordisk litteratur og cand.phil. i dansk
Erhverv: professor og institutleder

Finn Hauberg Mortensen er professor og konstitueret institutleder ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet. Han har haft et stort antal tillidshverv, blandt andet var han formand for Statens Humanistiske Forskningsråd 1996-99, og han har siden 2001 været formand for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, ligesom han er medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Finn Hauberg Mortensen forsker i litteraturpædagogik og har skrevet en række bøger og artikler bl.a. om H.C. Andersen. Han har holdt en lang række foredrag og forelæsninger både i Danmark og udlandet.

Medlemmer af kanonudvalget for litteratur

Kanon for litteratur

Musik

Formand: Per Erik Veng
Født: 1952 år
Uddannelse: cand.phil. i musikvidenskab
Erhverv: orkester- og korchef 

Per Erik Veng er orkester- og korchef for Danmarks Radios Symfoniorkester, Radiokoret og Danmarks Radios Pigekor. Han har skrevet en række musikfaglige artikler og har holdt mange foredrag. Per Erik Veng er medlem af flere bestyrelser og er medlem af Det Kunstneriske Råd for HCA 2005, der assisterer H.C. Andersen 2005 Fondens sekretariat med at udvælge og sammensætte de forskellige begivenheder, der skal markere H.C. Andersens 200-års-fødselsdag over hele verden.

Medlemmer af kanonudvalget for musik

Kanon for musik

Scenekunst

Formand: Flemming Enevold
Født: 1952
Uddannelse: skuespiller og sanger
Erhverv: teaterchef, instruktør og skuespiller

Flemming Enevold har siden 1992 været chef for Gladsaxe Teater. Han er uddannet som skuespiller ved Statens Teaterskole og har spillet en lang række hovedroller på landets teatre – ikke mindst i musicalroller, hvor han udfolder sit sangtalent. Flemming Enevold vil desuden være kendt fra en række roller på tv, heriblandt ”Edderkoppen” og ”Nikolaj og Julie”. Endelig har han de senere år instrueret en række forestillinger på Gladsaxe Teater.

Medlemmer af kanonudvalget for scenekunst

Kanon for scenekunst

Formænd for kanon-udvalgene