Som sådanne har de da også vildt usandsynlige handlingsforløb, og Karen Blixen blander sig hele tiden ved at gøre læseren opmærksom på, at det er hende, der fortæller, vælger formen og suverænt bestemmer, hvad der skal med og ikke med. Der koketteres oven i købet med det, når det siges, at heltindehistorien egentlig burde sættes i vers i stedet for - som her - fortælles i prosa.
En leg med ord
Herfra er springet ikke langt, når Karen Blixen insisterer på, at hendes fortællinger også er en slags teaterstykker. Det kan være tragedier eller komedier, men fælles for dem er, at der er tale om en konstrueret virkelighed, en illusion, der skabes ved hjælp af skuespillere, for- og bagtæpper, skrånende scenegulv, kulisser, rekvisitter, lyd- og lysmaskiner.
Karen Blixen fortsætter sine betragtninger med, at de enkelte scener i et teaterstykke, også kan opfattes som en række af billeder. Det spiller hun tydeligvis på, når hun fortæller om personer, begivenheder, landskaber og interiører, som var det symbolerne i et våbenskjold, malerierne på et museum eller billederne i en illustreret bog. Uanset om Karen Blixen lægger vægten på det ene eller det andet, synes pointen dog at være den, at hun som en anden troldkone kan forvandle bogstaver, ord og skrift til noget, der godt kunne være foregået.
Farmer og storvildtjæger
Om man fascineres af baronesse Blixens litterære gåder eller foretrækker den seje kælling, der skrev om Afrika, så løverne brølede og elskerne styrtede ned fra himlen, er heldigvis en smagssag, men ingen kan tage fra hende, at hun er en mesterlig fortæller. Det er der faktisk også en del i det store udland, der mener.
Dorthe Sondrup Andersen er magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent. Hun har bl.a. skrevet Guldalder uden forgyldning (People's Press, 2004).
Skuespilleren Kirsten Olesen i tv-filmen "Sorg-agre", vist på DR 1987. Produktion Crone Film. Foto: Jan Richter-Friis.