ved vejen

I en jysk flække lever den endnu unge Katinka Bai sit ensformige liv sammen med stationsforstanderen, en sat, middelmådig mand med hang til bordets glæder og et lille sidespring i ny og næ. Dagene afløser næsten ubemærket hinanden, mens togene passerer og årstiderne veksler, men en dag får den nærliggende proprietærgård ny forvalter. Langsomt vågner Katinka af den døsige trummerum, til at begynde med uden at forstå, hvad der er ved at ske, og hun oplever for første gang at være i dybere kontakt med et andet menneske. Men de sociale bånd og det indelukkede provinsmiljø kvæler den spæde kærlighed, og Ved Vejen bliver den melankolske beretning om et ensomt menneskes fortvivlelse og resignation.

Når Herman Bangs lille roman er blevet en af den danske litteraturs kæreste skatte, skyldes det ikke mindst hans nænsomme og indfølende skildring af et sagtmodigt sind, der kommer til bevidsthed om sig selv i mødet med følelser, hun ikke selv var klar over, at hun rummede. Med bittersød ironi lader Bang den evigt omsorgsfulde Katinka få færten af sin forelskelse ved at lægge øre til andres hjertesorger, og gennem skildringen af hendes følelsesskred blottes de øvrige personers indre liv i skarpt aftegnede glimt. Romanens knappe, nærmest filmiske sekvenser holder i hver eneste sætning balancen mellem underdrejet humor og totalt gehør for, hvad der rører sig i menneskers indre.  Med sin vekslen mellem sagt og usagt og sit mylder af små, upåagtede detaljer viser Bang, hvordan livet leves i en afsides krog fjernt fra samfundets hovedveje. Men der er ikke kun tale om et lydhørt portræt af en svunden provinsverden, der virker så typisk dansk. Det er Bangs kunst at gøre den lille egoisme og den skjulte ensomheds uheroiske smerte genkendelige også for nutidige læsere.